Skovsgård Bageri Museum
Korsør Posten / Skælskør Avis tirsdag den 2. marts 2010

Lejligheden i Gammelgade bærer præg af bageriet i Høve, hvor flere
malerier fortæller om familiens mølle og bageri. Foto: Henrik Falch
Det er ikke alle 90-årige, der står for at bage 300 stykker kransekagekonfekt til sin fødselsdag, men for tidligere bagermester Georg Hansen, der fyldte 90 sidste mandag, er det bare en naturlig ting.
Georg Hansen har da også været bagermester i Høve i 28 år, så det
var ikke svært at følge opskriften og få konfekten perfekt.
Selvom ha er opvokset i bageriet i Høve, var det slet ikke meningen,
at han skulle overtage mølle og ovne efter sin far.
- Jeg gik i lære som mekaniker, men stoppede tre måneder før jeg
blev udlært, fordi krigen gjorde, at der ikke var biler at reparere,
så skred jeg, fortæller Georg Hansen, mens han sidder ved
køkkenbordet i sin lejlighed på Gammelgade i Skælskør.
Han blev dog i noget, der havde med biler at gøre, for de næste godt
fire år arbejdede han for Falck.
Derefter fik han tørret olien af hænderne, og sad fra 1947 til 1957
som bogholder hos Labofa i Skælskør.
- Egentlig var det meningen, at min broder skulle have overtaget bageriet, men han havde det godt med sit eget bageri i Snesere, så jeg tog min anden broder Bent Hansen med hjem for at overtage bageriet den gang, forklarer Georg Hansen.
- På et tidspunkt havde vi tre biler, der kørte ud med brød til
kunder. Vi leverede mest til brugsforeningerne, forklarer han.
I Høve er der ikke mange strøgkunder, og derfor holdt bageriet
lukket om søndagen.
- Vi har prøvet at holde åbent søndag, men når man står op klokken
halv et, og kører ud med brød til sent om aftenen, så er der ikke
meget sjovt ved at skulle stå i butikken hele søndagen, lyder det
med et skævt smil fra bagermesteren.
Han fortæller også, at det lille hus, der ligger ved siden af det
tidligere bageri i Høve, er bygget af mursten fra den gamle
vindmølle, der tidligere malede melet til bageriet.

Bageriet i Høve
11 år med julens glæde
Georg Hansen valgte at lade sig pensionere fra bagergerningen i
1985, men han kunne ikke bare sætte sig med hænderne i skødet.
- Jeg begyndte i 1990 med at gå ud for at hente penge ind for Julens Glæde. Det var en hyggelig tid, husker han. Inden han i 2000 stoppede med at køre rundt for at hente småmønter hver uge hos private kunder og i virksomheder, havde han mange sjove oplevelser.
- Der var flere steder, hvor jeg vidste, hvor nøglen lå, så jeg
kunne gå ind og hente pengene. En gang lå der en seddel på
køkkenbordet, hvor der stod: "Jeg kommer sent hjem i dag, kan du
lufte hunden?". Så gik jeg en tur med hendes hund, siger Georg
Hansen, der glæder sig over den tillid, der blev vist ham.
Julens Glæde gik ud på, at der blev samlet småbeløb ind i løbet af
året. Pengene blev sat ind på en konto, og beløbene blev noteret i
medlemmets navn.
I god tid før jul fik man så udbetalt årets bidrag, som et ekstra
tilskud til julens mange udgifter.
2222 brunkager
2000 gram margarine
2000 gram melis
1000 gram sirup
Det smeltes sammen
4000 gram mel
100 gram kanel
30 gram stødt nellike
Det sigtes sammen
60 gram potaske
500 gram orangeterninger (syltet appelsinskal)
Det hele røres sammen og rulles sammen i pølser, der skæres i tynde
skiver. Kagerne bages ved 225 grader - som Georg Hansen siger - til
de er færdige.