Sorø Museum
Hvordan det føltes at komme på Sorø Akademi - og ud igen
Denne artikel er bragt i Jul i Sorø 1971.
Eyvind Olesen fortæller:
Artikelens
forfatter fotograferet sammen med kunstkritikeren
(nuværende(1971) musemsinspektør) Jan Zibrandtsen i midten af
trediverne
- Maleriet i baggrunden er Eyvind Olesens "Hvidklædte damer i
skoven".
”Movitz skulle bli student, han Uppsala betrakta,” synger Bellman.
Men han fik trukket sig rettidigt tilbage, da ”Fredman kom, filibom,
med musik och flickor”. Anderledes gik det mig. Pludselig skulle jeg
tages ud af Svallerup skole, og Far rejste med mig til
optagelsesprøve på Sorø Akademi. (I forvejen havde Mor været med mig
nede og tale med rektor).
Den gang gik toget gennem skoven helt ind til ”Bystationen”, når man
vel at mærke skiftede på Landstationen. Men kort efter kom
”omnibilen” i gang. Det kostede 10 øre at køre fra Landstationen ind
til byen. Far og jeg boede på Missionshotellet i Absalonsgade.
Og så blev jeg optaget på skolen, fire år ældre end mine
klassekammerater. Jeg kom til at bo hos hr. og fru Wendt på
Johnstrupsvej – og mærkeligt nok boede møllerens fra Svallerup ved
siden af, hr. og fru Nielsen og deres syge datter.
Jeg delte værelse med ”Sørensen” fra Stenmagle. Han gik i 1.g, og
jeg gik i 1. mellem. Fru Wendt lavede den herligste kakao til os om
morgenen, og så gik den vilde fart gennem byen for at nå rettidigt
op i lovsangssalen, hvor vi både skulle synge og tælles. Og ve den
arme synder, der havde glemt lovsangsbogen!
Kammer
nr. 15´s beboere:
Til venstre "Lange Friis":
Længst til højre Eyvind Olesen
Ens indtryk af skolen var præget af støj: Støjen fra stengangen,
de mange summende stemmer, de mange ”forelæsninger”, der tonede ud
fra de forskellige klasseværelser, og støjen i Fratergården, når de
mange forskelligartede drenge og unge mænd tumlede sig. Også de
korte ”timer”! Hver skoletime var kun på 40 minutter, så befriede
Anton eller Frederik os ved at trykke på knappen henne ved uret –
det kunne godt minde lidt om bokse-omgangene, hvor der ringes med
klokken, og sekundanterne træder til og trøster og hjælper og tørrer
sveden af delinkventerne og gnider dem med olie! Og så de mange
lærere, der gjorde os deres opvartning og krævede, at vi skulle gøre
dem vores!
Der var en vantro teolog, der lærte og religion, en anden lærte os
sløjd, en tredje og fjerde naturfag, en lærte os tegning, og
”Splejsen” lærte os tysk, mens ”Froggen” lærte os engelsk. Der var
fag, som man havde glæde af at lære, men der var også fag, hvor man
godt kunne have sparet sig ulejligheden. Ja, de allerflest af fagene
var rimeligvis slet ikke noget for mig. Det var en svigefuld vej,
jeg havde betrådt, det var mosegrund og lygtemænd. Men ens nøgterne
overvejelse af misèren blev bortvejret af den evige uro, støj,
pligter, adspredelser og de mange nye bekendtskaber. Den blev
bortvejret af de store forhold, som man troede var bedre end de små
man kom fra! Desuden var tiden dengang også mere romantisk
indstillet.
Da jeg kom til at bo på selve skolen, fik jeg en streng kammerduks,
som lod mig støve sine fotografier af tre gange om dagen, og som lod
sig titulere ”Deres Herlighed”! Hans broder sad et andet sted ved
det store runde, sorte bord – det var som Sorteper og Klør Knægt. Og
endelig var der foruden mig på kammer nr. 15 sønderjyden Svend Friis
– utroligt stor og overdimensioneret; kammerduksen kaldte ham ”Svend
Dyren” – Denne sønderjyde fotograferede og er vist blevet arkitekt.
Når vi skulle til ”varmbadning” en gang ugentlig, hed det sig, at
man skulle medbringe rebstige og de ni gyldne regler. Men det var
bare et nummer, man lavede med os. Og med boghandler Svegård! For
det var dér, hed det sig, at man kunne købe disse remedier.
Både elever og lærere havde øgenavne. En lille fodboldspiller blandt
mine klassekammerater hed ”Fader”. Det var, fordi Røde Nielsen, der
var af skuespillerfamilie, kaldte ham ”Fader Abraham”, eftersom han
hed Abrahamsen. Jeg mindes Bellman igen: ”Utterquist, ja, så heter
jag, brøder.” ”Vivat, vivat bror Utterquist!” Og navnet Joachimsen
fik ”Røde” til at synge: ”Joachim uti Babylon”, og synet af mig fik
ham til at synge visen om Scheibelein. Andre øgenavne til elever var
”Sludre”, ”Prik”, ”Ota”, ”Skuffe”, ”Pipa”, ”Massa”, ”Klumms”,
”Slange” og mange flere. Carl Erik blev til Mads Peter.
Badningen i søen var dejlig. Den dyrkede vi til langt ind i
november. Og oppe på skolens loft var der et dukketeater, som
Gudmund Magnussen var direktør for. Han og Knud Arne Johannesen og
jeg var kunstmalere i vor fritid.
Og årene gik – længere og længere ind i det fortryllede bjergs
fejltagelse. ”Det kan ikke hjælpe at blive opdraget som grever og
baroner, når man ikke kan klare sig ude i livet bagefter,” sagde
Elsa til mig mange år senere inde på Nørrebro. Hun havde ret. Selv
da jeg var blevet læsetræt i mellemskolen og måtte på ”Filadelfia”,
var der ingen, der anede uråd. (Diagnostikken var jo blevet
yderligere vanskeliggjort ved, at jeg begyndte med at være nr. 1 i
min klasse (”duks”) de første to år).
Engang kom et sangkor på fire gamle soranere og sang for os, da vi
var gået i seng. De sang blandt andet ”Hver gang bøgenes blade de
glinse.”
Man kan måske sige, at i Svallerup skole appelleredes der til
ærgerrigheden, på Sorø Akademi til selvstændigheden. Der var et
friere forhold til lærerne. I gymnasiet kammede det helt over!
Gymnasietiden var noget for sig. Da var vi allerede blevet ”herrer i
åndernes rige”, og i min afdeling, som var den klassiske, var vi kun
7. Vi holdt en ”fest ” og et grineri over al måde. Lærerne
opfattedes kun som latterlige klovne. Megen virkelig glæde havde vi
af at have frk. Prip som vikar i græsk. Hin havde været missionær,
blandt andet blandt araberne. Min sidemand, Eric Als, sagde til
hende, da han skulle op og høres: ”Javel, lille frk. Prip, og
forhåbentlig til Deres fulde tilfredshed. Min mor kan svømme!” Han
tog sig ekstra mange friheder, fordi han havde et stift ben. Eller
fordi han kom fra Aalborgs overklasse.
Og så til sidst, i øverste klasse, løb jeg dernedefra! Jeg var på ny
blevet læsetræt. Men nu var ulykken sket: Jeg havde været i kloster
og kunne ikke mere tilpasse mig det praktiske liv og dets krav! Og
tiderne var ekstra vanskelige dengang på arbejdsmarkedet. Jeg læste
videre i mange år. Samtidig med at jeg malede. Men det blev
maleriet, der løb af med sejren. Men penge så jeg dog faktisk først,
da jeg fik aldersrente! Moralen for mig er: Bliv i din stand! Bliv
på din egn! Sæt dig ikke fjerne mål! De kan være for dyrekøbte. Men
det udelukker ikke, at når vi gamle klassekammerater mødes hvert
tiende år, føler vi os stadig som brødre.
Sovesalen
i Akademietshovedbygning
fotograferet i tyverne
Naturligvis indeholder et så langvarigt skoleophold mange flere
enkeltheder. Og da det jo blandt andet er sådanne småtræk, der har
interesse, kunne jeg jo fortsætte en god stund endnu.
Mortensaften fik vi gåsesteg og rødvin, og julen blev fejret med en
Holberg-komedie på skolen. Det var den ejendommelige hr. Rosen, der
instruerede og indøvede julekomedien med de udvalgte.
Der var i høj grad stemning og atmosfære også over prøverne og det
fælles kaffebord. Kunstmaleren Blumensaadt var sminkør. Et år
spillede man ”Pernilles korte frøkenstand”. Det er i grunden et
kynisk stykke, hvor en purung tjenestepige, Pernille, bliver gift
med en gammel mandi et rent fornuftsægteskab. Alle de optrædende var
skolens mandlige elever.
Og ved juletræsfesten herskede der et huldsaligt forhold mellem
lærer og elever, og man holdt sin lukkede hånd frem mod en lærer og
sagde: ”Effen eller ueffen?” Det var et spil om hasselnødder. Så var
der kaffebord eller chokoladebord med fine kager. Forplejningen var
fortræffelig på skolen. Den 3.december på Holbergs fødselsdag havde
ældst klasse været i Det kgl. Teater og set et Holberg-stykke.
Fra
"Overskæringen" i 1924:
De vordende studenter synge på "trekanten"
Og når man så hen på foråret var nået frem til den sidste april,
havde man den ejendommelige ”overskæring”, hvor alle røg tobak, når
de i flok og følge gik ud i skoven og lod toget køre nogle mønter
flade på skinnerne. Den aften anlagdes de hvide huer. På
tilbageturen gik man i række og geled og sang alle slags skæmteviser
som ”Mallebrok” o.s.v. Ved hjemkomsten sang man fra skolens
Fratergårds-trappe for de fra byen fremmødte borgere, og til sidst
optrådte afgangsklassen under ”træet”: ”Der står et træ ved
gymnasiets port, og det har stået der så længe”. Det minder næsten
om den tyske sang ”Am Brunnen vor dem Tore da steht ein Lindenbaum”.
Og så har jeg endda ikke fortalt om skolens baller: vandbal, blebal,
kongebal. Men lad mig slutte. Alt dette foregik i tyverne og var
rimeligvis præget af ”de glade tyvere”. Nu er meget forandret: der
er kommet piger på skolen, der er blevet plads til, at flere drenge
kan bo på skolen, uniformen er afskaffet, og der er gjort mange
indrømmelser. I min tid måtte man ikke engang have sidelommer i
bukserne, og kasketten skulle altid sidde på hovedet, når man var på
gaden. Den berømte ”Fatter” underviste os i at tage kasketten
rigtigt – og rettidigt – af og på, når man hilste.
Ja, meget er forandret! Nu er ”Hans Herlighed”, min fordums
kammerduks, blevet kirkesanger ovre på Fyn! Men lad mig også
fortælle om, når turen gik mod hjemmet lørdag eftermiddag. Jeg
mindes f. eks., hvordan vi havde sang hos hr. Tscherning i den
sidste time indtil klokken halv fem lørdag eftermiddag i den smukke
lovsangssal” med udsigt over søen. Derefter drak vi ”fem-the”, og så
startede nogle af os den lange, men smukke cykletur til Svallerup og
omegn. Sorø kunne alligevel ikke konkurrere med de hjemlige steder.
Jeg mindes, hvordan jeg engang, ganske alene, cyklede forbi Tissø i
den mørke nat. Det var så skønt at vågne næste morgen som en fri
mand i hjemmet.
Soldaterkorpset
på Sorø Landstation 1922-23.
Og så har jeg endda glemt at fortælle om soldaterkorpset, som
”gamle Laf” ledede – og de gule og de grønne spejdere. Og hvert
skoleår endte med ”translokum” (translokationen). Så sang vi en
latinsk sang og ”Kong Frederik, glæd dig i din grav” - og Hauchs
smukke sang ”Jeg véd et sted, som jeg har elsket længe”, med de
fatale linier: ”Thi guld og sølv dem skal I ikke sanke, dem har I
aldrig lært at finde her”(!) Nej, det var et sandt ord! Nogle af os,
i hvert fald, var som de dårlige jomfruer, der manglede olie på
lampen, da tiden kom! – Og så rejste vi hjem.
”Så slutas våra sorgedar,” som fader Bellman siger.
Ja, sådan gik det til på Sorø Akademi mellem 1920 og 1930.
Eyvind Olesen
Evind Olesen dagbog fra tiden på Sorø Akademi:
Malerens datter Ingrid Leth, har i november 2005 overdraget
Sorø Akademi en lille dagbog, som Eyvind Olesen omhyggeligt førte i
sin Sorøtid, og hans karakterbog. De to bøger indlemmes i skolens
bibliotek
Om copyright
| Få tekst læst op
| Siden opdateret: 5. oktober 2010