Lektier, livsglæde og lancier

Om livet bag Klosterporten 2003

Af Henny Tønner Pedersen
Se også artikel fra Jul i Sorø 1971, om at gå på Akademiet i 1920´erne.
(PDF- format 1MB)

Når man kommer gående igennem Klosterporten og li´som ser stedet, det gi´r en lidt anderledes fornemmelse, end hvis det bare var en normal skole. Her er der nogle omgivelser, også Akademihaven, som li´som løfter én op på en måde.

Nej, Sorø Akademi er ikke en helt normal skole. Det er en gammel og speciel skole, som gør den anderledes end andre gymnasier, men hvordan foregår egentlig det levede hverdagsliv bag Klosterporten i dag? Og hvad sker der ved de traditionsrige fester?

Der findes en righoldig litteratur om Akademiets historie, og tidligere elever har i stor stil fortalt om deres skolegang og givet levende, både positive og negative, beskrivelser af deres oplevelser på Akademiet.

Om den moderne gymnasieelevs dagligdag på Sorø Akademi fortæller nuværende elever i 20 interviews. Det er deres beretninger og opfattelse af skolen, som ligger til grund for denne artikel.

Eleverne svarer bl.a. på spørgsmål om, hvilken betydning omgivelserne og stedets historie har for ungdommen i dag.

Hvordan er kostskolemiljøet? Hvordan er forholdet mellem eleverne indbyrdes? Og hvordan er forholdet udadtil overfor byens ungdom?

Indledningscitatet er en slags fællesnævner for elevernes holdning til deres skole. Trods forskellige meninger om undervisningen, værdier og traditioner understreger alle betydningen af de smukke, historiske omgivelser og den inspiration, atmosfæren giver til den daglige lektielæsning. En elev udtrykker det således:

Det er et sted, hvor man føler, at der er traditioner, at der er ting, der har foregået før, og der li´som er en stemning. Der er Klosterkirken, og der er Akademihaven og de forskellige bygninger, som har en historie. Det gør det meget mere spændende at gå i skole, end hvis det bare var en eller anden betonklods, der var smækket op et eller andet tilfældigt sted uden nogen rigtig historie. Det giver én et ekstra pust, så man føler, at man kan opnå mere, og man kan yde lidt ekstra.

En anden elev siger om omgivelserne: Man skal bare kigge ud ad vinduet, så er der flot have og vand, så er man koncentreret igen.

Der er noget særligt over skolen, fordi den er flere hundrede år gammel. De unge føler det nærmest som et privilegium at gå på Akademiet og således være en del af den fortsatte historie. Man føler sig næsten speciel, mener en dreng, mens andre kalder selve stedet specielt. Man tænker da over, at det er et spændende sted, man går.

I det hele taget udtrykker eleverne sig i superlativer, når de beskriver skolens historie, bygninger, Akademihaven og søen.

Forholdet mellem eleverne

Kosteleverne synes, at de er bedre end dageleverne. Vi føler os som lidt mere værd, for hvis vi ikke var her, så var skolen her jo heller ikke. Den startede jo som kostskole - det kan vi drille dem (dageleverne) med, siger en af kosteleverne.

Selvom kosteleverne generelt føler, at skolen lidt mere er deres skole, fordi de bor der, så er forholdet mellem de to elevgrupper godt - men der er en forskel.

Førhen kunne der være ret markante sociale skel, men nu er der elever fra forskellige sociale grupper både blandt kost- og dagelever, selvom der nok er lidt flere børn af rige forældre på kostskolen.

Den største forskel ligger i, at de fleste af dageleverne kommer fra det samme rolige og venlige miljø omkring Sorø og omegn.

Når der i nogle klasser kan være en forholdsvis stor kløft mellem kost- og dagelever, har det noget at gøre med forskellen i holdninger, om man kommer fra København eller fra en landsby.

Kosteleverne kommer fra alle dele af landet og nogle fra udlandet. De sidstnævnte drejer sig om diplomatbørn og unge, hvis forældre af andre årsager arbejder i udlandet. De har således levet i forskellige samfund og tænker og taler anderledes end folk fra Sorøegnen. Desuden kommer en del kostelever fra brudte hjem.

Eleverne mener selv, det er en fordel, at så mange forskellige unge bor og lever så tæt sammen. Det er både spændende og lærerigt med forskelligheden. De får en større forståelse og åbenhed for hinandens levemåde samt ny viden om kulturlivet andre steder i landet. Den generelle holdning er, at man bliver modnet på en anden måde som kostelev i forhold til dem, der bare går hjem til far og mor efter skoletid.

Den nye kostelev bliver meget hurtigt en del af fællesskabet på kostskolen. Elever fra 10.kl., 1.g og 2.g. bor blandet mellem hinanden i de forskellige huse, der hører til Alumnatet. Når man bor, spiser og snakker sammen med de andre unge fra forskellige årgange, skabes der venskaber på tværs af klasserne.

Der er meget stort socialt samvær, man taler med alle. Man er enige om mange ting, og hvis man er uenige, så diskuterer man.

3.g´erne bor for sig selv på Rektorgården, og de har eget spiselokale, så 1. og 3.g´erne har ikke meget med hinanden at gøre, hvorimod 2.g´erne har forbindelser begge veje. De bor nu sammen med 1.g´erne og kender 3.g´erne fra året før, hvor de var husfæller.

Hvor skolen både er undervisningssted og hjem for kosteleverne, har Akademiet en anden status for dageleverne. For dem er det den gymnasieskole, de har valgt at gå på.

For nogle dagelever er det bare et almindeligt gymnasium, hvor de sjældent lærer andre end deres egne klassekammerater at kende, og de kommer aldrig, eller kun i forbindelse med opgaveskrivning, på kostskolen. Andre får en ekstra dimension til deres skolegang ved at komme meget på kostskolen og få del i kostelevernes fællesskab. En dagelev, som har mange venner blandt kosteleverne, der også kommer i hans hjem, siger:

Man kunne måske godt tro, at kosteleverne var lukkede og meget med, at vi har vores eget og følte sig højere hævet end dageleverne, men sådan er det overhovedet ikke. Det, synes jeg, er en positiv overraskelse. Jeg synes, at de er meget åbne mennesker, og de har ikke noget imod, at man kommer og besøger dem og li´som er med til nogle af deres arrangementer indbyrdes.

Kosteleverne kan også godt lide at komme med dageleverne hjem, hvor forældrene gerne vil høre om livet på kostskolen.

Det er rart at komme hjem og mærke den familietæthed, der er med en mor og en far, når du ikke kommer hjem så tit.

Dageleverne ude fra landet og fra de små landsbyer har problemer med at være med i noget socialt, og derfor får de ikke samme holdning til skolen, og de bliver ikke en del af fællesskabet. Det største problem for dem er transporten. De skal nødvendigvis nå en bus hjem, hvorimod dagelever fra Sorø eller Ringsted hurtigt kan komme hjem efter en aften på kostskolen.

For bare få år siden i midten af 1990´erne og før var der et modsætningsforhold og en del konflikter mellem kost- og dagelever. Da kom drengene op at slås til skolefesterne, og piger kom grædende hjem, når de var blevet mobbet af kosteleverne.

Der lever en lille rest af det endnu, men det er mest på et drilagtigt plan, som når dageleverne kaldes "madpakker". Man kan godt mærke grupperingen, siger en dagelev, men når man brokker sig over en kostelev, er det bare for sjov.

Mange kostelever tror, at dageleverne synes, de enten er: Højrøstede og smarte. En flok snobber. Mærkelige og anderledes. Lidt for kæphøje. Eller føler sig bedre end dageleverne.

Det positive er, at ingen af de interviewede dagelever er kommet med disse udsagn. En dagelev mener, at kosteleverne er af en anden støbning end dageleverne, og de er mere udadvendte. De fleste kalder kosteleverne for ganske normale, flinke mennesker li´som alle andre. En tilføjer med et glimt i øjet: Men man kan da godt drille jyderne.

På de fleste områder er de to elevgrupper ret ens, da de er på samme stadie i livet. De er optaget af de samme ting, og vi går alle op i fester, lektier og skole, som en dagelev udtrykker det.

Undervisningen

Man bliver nød til at være en lille smule stræber, hvis man skal have noget ud af at gå her.

Lærerne kan mere her, man lærer meget, og man har mange lektier for. Det er selvfølgelig hårdt, men det er godt. Så lærer man det, inden man kommer ud i det virkelige liv.

Sorø Akademi er ikke en skole for unge mennesker, der har det dårligt med lektielæsning, da der virkelig skal bestilles noget for at klare sig godt, men hvis man sørger for at lave sine ting, er der ingen problemer.

Eleverne er glade for undervisningsformen, som er venlig og professionel, men med en distance mellem lærer og elev. De roser lærernes viden og evne til at få de elever med, som er bagud. Nogle kalder lærerne for overkvalificerede og undervisningsformen lidt gammeldags, men til gengæld er den god, og vi lærer en hel masse af det.

En elev understreger, at man får mere ansvar end i folkeskolen. Hun kan vældig godt lide lærerne og kommer med denne begrundelse:

For det første fordi lærerne er meget spøjse. De er ikke pædagoger mere, og det kan man tydeligt mærke. De er meget specielle og på en eller anden måde kluntede og hyggelige.

Mange af især kosteleverne forventer at få bedre faglige kvalifikationer på Akademiet end i en almindelig gymnasieskole. De mener ligeledes, at det kan give fordele senere, at de får en studentereksamen fra Sorø Akademi.

Dagligdagen på kostskolen

Det er meget det samme hele tiden.

Der er ikke levnet megen tid til at lave ingenting i kostelevernes døgnrytme, som ser således ud:

Kl. 7: Står op.

7.30: Morgenmad.

8.05: Starter timerne.

11.45: Middagsmad.

12.10: Undervisning i 2-3 timer.

16.30: Lektielæsning i en time - hvor der skal

være ro på værelserne.

17.30: Aftensmad.

18.00-19.30: Lektielæsning.

22.45: Skal der være stille.

Der er således afsat 2 1/2 time hver dag til lektielæsning, men de fleste bruger 3-4 timer. Der er tilbud om ekstra sprogundervisning om eftermiddagen. Der er lektiecafé for både dag- og kostelever, hvor man kan få hjælp af nogle faglærere.

Hvis man er hurtig til lektierne, er der tid til sport bagefter.

Efter skoletid er det mest kosteleverne, der mødes og spiller tennis eller fodbold nede i hallen. Om sommeren kan man tage en kajaktur på søen.

Disse aktiviteter bevirker, at de færreste har tid til at være medlem af sportsklubber eller dyrke andre interesser i Sorø.

Er man musikinteresseret kan man låne musiklokalet og øve sig. Skolen har et kor og et orkester, og der bliver opført en skolekomedie hvert år. Disse aktiviteter er åbne for både dag- og kostelever.

Der er frivillig billedkunst / formning hver torsdag eftermiddag.

På gangene er der billard og bordtennis, og om aftenen kan man se TV i fælleslokalerne, hvis man ikke foretrækker at snakke på hinandens værelser.

Skrevne og uskrevne regler

Det er fair regler. Man skal bare være inde, når man skal sove, og når man skal lave sine lektier. Det er faktisk det eneste, som de kræver. Jeg synes, at her er meget frit. Man må ikke gøre noget forkert, og man skal bare sige til, hvis man ikke spiser med og sige til, hvis man går ud. Det er normale regler. De er ikke meget anderledes end hjemme.

Der må nødvendigvis være en række faste regler på en kostskole, hvor så mange unge mennesker bor sammen. De fleste elever accepterer disse regler, men et af klagepunkterne er, at husene låses af fra kl. 8 til 12 om formiddagen, så eleverne ikke kan komme ind på værelserne. Hvis de første to timers undervisning bliver aflyst, må man opholde sig i kantinen, og det er ikke særlig tilfredsstillende.

Der er regler for påklædning og opførsel i spisesalen. Man må ikke have overtøj på eller have sin taske og mobiltelefon med ind. Man vil gerne have, at det er et sted, hvor man ikke kommer over i natbukser, som man gør hjemme hos sig selv, men det skal heller ikke være en kantine, hvor man går ind med sin skoletaske og har hue på.

Man står bag stolene, indtil der bliver sagt: Værsgo! og rejser sig først, når der bliver sagt: Velbekomme!

Hvert hus har en præceptor / kostlærer, der også har undervisning. De er skolens kontakt til familien, hvis der er problemer, og de ser efter, om eleverne overholder reglerne med hensyn til lektielæsning og nattero.

Det er hos præceptoren, man kan låne nøglen til sportshallen og musiklokalet efter skoletid, og det er præceptoren, der skal give drikketilladelse til øl og vin i weekenden. Stærkere varer er strengt forbudt.

Eleverne får et anderledes og tættere forhold til deres kostlærer, da de lærer dem bedre at kende end de andre lærere.

Der bliver slækket lidt på reglerne på Rektorgården, da der regnes med, at 3.g´erne er store nok til selv at finde ud af det. Man lever li´som op til det ansvar, der bliver lagt i hænderne på én.

3.g´erne har i det hele taget en særlig status som øverst i elevernes hierarki, de har mere at sige end de andre elever, og det er dem, som styrer de uskrevne regler. Officielt er hele det system blevet afskaffet, men uofficielt eksisterer det stadig og har indflydelse på hverdagen.

Den vigtigste uskrevne regel er, at de nye elever skal udvise respekt overfor 3.g´erne. Dette gøres bl.a. ved, at de ikke må komme op på Rektorgården uden invitation.

De må ikke komme ind i 3.g´ernes spisesal.

De må ikke komme for tæt på brønden i Fratergården, da den tilhører 3.g´erne.

Overtrædelse af disse regler medfører en straf, som dog er blevet mindre brutal nu, hvor fræseriet, som ingen ved, hvorfor det kaldes, rent faktisk er forbudt. Det mest almindelige er, at den formastelige får en tur under bruseren, men det sker stadig, at folk bliver smidt i søen.

Flere elever fortæller om, at de kender nogen, der har været under bruseren, og en af de interviewede har selv været smidt ud i søen, da han var lidt for smart overfor nogle større elever. Han synes dog selv, at det bare var sjovt.

Nogle af eleverne giver udtryk for, at det er hyggeligt og sjovt med de uskrevne regler. De vil gerne beholde lidt af det, så de selv engang kan mærke, at de er blevet de store.

Hvis fræseriet helt hører op, forsvinder de uskrevne regler efterhånden, da der ikke er en måde at håndhæve dem på. Samtidig mister 3.g´erne deres opdragefunktion overfor de yngre, mener nogle. Der er jo altid nogen, som skal prøve grænser af og f.eks. er frække overfor pigerne. Et effektivt middel til at stoppe den slags er, når gavflaben får besked på at følge med nogle store drenge fra 3.g. efter spisetid og derefter får en afsvalende tur i søen.

Den almindelige holdning er, at fræseriet vil aftage efterhånden, som der kommer nye årgange af 3.g´ere. En, der ellers er modstander af systemet, fortæller, at en dreng efter tre gang i søen endnu ikke har lært, hvordan man opfører sig. Hun betegner ham som: det mest provokerende drengebarn, jeg nogensinde har mødt.

Hvis vi får et slag på hovedet af en 3.g´er, så skal vi sige: Tak for god opdragelse. Det lærte vi til dåben, fortæller en dreng, men det er kun et lille klap, man får, siger han smilende.

Dåben

Vi vækker dem kl. 12 to dage efter, de er ankommet. Hos os foregik det på den måde, at vi var klædt sort, uhyggeligt på og havde sat stearinlys ude på gangen. Vi stod og ventede på, at uret oppe på kirken slog 12. Lige da der lød det første BANG, går vi ind og tænder for noget af det mest forfærdelige musik. Alle vores stereoanlæg står på det højeste, og så løber vi rundt og banker på dørene: Så er det ud!

"Dåben" er en uofficiel tradition, som lærerne godt ved finder sted. Det er et stort arrangement, hvor 2.-års eleverne modtager de nye. Det foregår på forskellig måde i de forskellige huse, men formålet er det samme: at byde de nye elever velkommen og optage dem i fællesskabet.

De skal skræmmes og ydmyges lidt, men det hele skal være både spændende, uhyggeligt og komisk.

De nye får et fræsernavn, som de skal lyde det første år.

Det værste, der skete, var, at vi fik en spand søvand i hovedet.

Bagefter sidder alle og griner og snakker om, hvad der er sket. Eleverne fortæller, at det virkelig var sjovt, og det var noget, som fik rystet folk sammen.

Der findes ikke en tilsvarende indvielsesrite for dageleverne.

Skoleuniform

Der er et eller andet kitsch ved, at der er nogen, der har den på ik´. Selvfølgelig der er et eller andet status over det, at der er nogen af de kostelever, der li´som er kliché eller symbolet for Sorø Akademi.

Skoleuniformen er frivillig på Akademiet, og det er en uskreven regel, at den kun er for kostelever.

Der er delte meninger om brugen af skoleuniform. Nogle mener, at alle skulle gå med den hver dag, for så var der ingen konkurrence omkring tøj, og alle var lige. Det passer bare ikke, siger andre, for der er andre måder at vise forskel på, og folk er nu engang ikke ens.

Mange kostelever har en skoleuniform eller ønsker at få en, men den er temmelig dyr. Når de har den på, føler de sig lidt mere som soraner. Den er en del af traditionerne og giver en ekstra prestige. Nogle har den på hver torsdag.

Brugen af skoleuniform er helt frivilligt med undtagelse af to gang om året. Til Vandballet og til Kongeballet skal de elever, der ønsker at være marskaller, bære uniformen. Det er dog muligt at låne et eksemplar hos oldfruen.

Sport

Det er krig. Der er kamp imellem Herlufsholm og Sorø, det er der, det er en tradition. Det er sjovt at være med til.

Det er den årlige fodboldkamp mellem kosteleverne på Herlufsholm og Sorø, der henvises til. Den kamp skal bare vindes.

Akademiet er desuden tilmeldt en fodboldturnering mellem alle kostskoler på Sjælland. Der bliver udtaget et hold bestående af spillere fra alle årgange og af både kost- og dagelever.

Der er også et pigehold. Vores piger er virkelig gode, de vinder turneringen i år, der er ikke nogen, som kan hamle op med dem.

Idrætstimerne er fælles for drenge og piger. De har undervisning i de samme sportsgrene som i andre gymnasieskoler. Desuden har man søen til kano- og kajakundervisning, og der er golfundervisning i Sorø Golfklub.

Der er tradition for, at der bliver gjort meget ud af cricketundervisningen hver onsdag eftermiddag. De har et fælles crickethold af drenge og piger.

I løbet af den første uge i 1.g. er der lancierundervisning i sportshallen. Der bliver også brugt nogle idrætstimer på at lære det ordentligt. Man kan simpelthen ikke gå på Sorø Akademi uden at kunne denne turdans, da der altid bliver danset lancier både til de almindelige skolefester og til de traditionsrige store baller.

Vandballet

Til Vandballet i 1.g. blev jeg valgt til førerpar, så jeg skulle gå forrest. Så skulle jeg jo ha´ en rigtig flot kjole - det syntes min mor i hvert fald. Så gik vi ud og ofrede i dyre domme en kjole inde fra "Lilly" af. Den var helt vild smuk.

Vandballet er ligesom Kongeballet et gallabal, hvor mor og far bliver inviteret med. Det bliver holdt i februar og er et velkomstbal for 10. klasse og 1.g. Til den tid regner man med, at de nye elever har lært at danse lancier.

Der er forskellige forklaringer på, at det hedder Vandbal. En af dem går ud på, at det var fordi alle eleverne for år tilbage havde fået buksevand lige efter, at de var startet på Akademiet.

En anden forklaring er, at der førhen var elever ned til 7. klasse, og derfor blev der kun serveret saftevand for dem.

Det er pigerne, der skal invitere drengene med, så de starter allerede i begyndelsen af skoleåret med at gå på jagt efter en kavaler. Der bliver snakket meget om de to store baller i skolens hverdag, og alle glæder sig meget.

De foregår på samme måde efter de samme gamle traditioner, og begge fester er for både dag- og kostelever.

Kongeballet

Der er jo så mange traditioner forbundet med det. Man går jo en hel dag, og man kan næsten ikke vente vel. Så kommer man til frisøren og får sat hår og går rundt med sit fine hår og går bare og glæder sig.

Især pigernes forberedelser med hensyn til køb af kjole og tilbehør har stået på i lang tid. Drengene kommer i smoking.

Kongeballet foregår i november og er et afskedsbal for 3.g´erne.

Det hedder Kongebal, fordi man som de ældste elever nærmest er blevet konge på stedet.

Festinspektoren, som arrangerer Vandbal og Kongebal, skal bruge ca. 20 frivillige hjælpere / marskaller fra 1. og 2.g. De fungerer som en slags tjenere hele festaftenen.

Ballet er om lørdagen, men marskallernes job starter om fredagen, hvor de er med til at dække borde og bære vinflasker og andet udstyr op i lokalerne. De får desuden at vide, hvilke job de skal varetage næste dag.

Festen starter kl. 19 lørdag aften, men forældrene ankommer gerne en times tid før. Der er tradition for, at forældre og de unge samles på nogle af værelserne til et glas champagne eller en øl, inden de går over i hovedbygningen. Det er desuden en uskreven regel, at kavalererne kommer med en buket blomster til deres damer.

Endelig er det tid. Festdeltagerne bliver modtaget af marskallerne indenfor den fine indgang mod søsiden. De står i skoleuniformer med røde bånd over jakken. De bukker og siger: God aften og velkommen, hver gang der går nogen forbi. Der står marskaller og viser vej hele vejen op til festsalen. Det er en hel speciel højtidelig oplevelse.

Det er jo overvældende, når folk står og bukker for én, det er jo herligt at prøve det. Nogle af dem kender man jo, så man går lige op og klapper dem på skulderen. Jeg blev bare overvældet, det var en uvant situation. I hvert fald på mig gør det et rimeligt stort indtryk.

Ballet indledes med en indmarch, hvor nogle af marskallerne må være kavalerer, da der er for mange piger. De festklædte unge mennesker går et par runder, for at vise sig frem for forældrene, der står ude langs siderne af salen.

Når det er færdigt skal førerherren spørge sin dame: Hvad ønsker De at danse? sådan meget højt. Hun svarer ligeledes meget højt: En engelsk vals, tak!. Folk plejer at grine ad det, for de skal nærmest råbe det, da der står 4-500 mennesker inde i festsalen.

Førerherren overlader så sin dame til Overmarskallen, mens han går op til kapelmesteren og siger: Hr. kapelmester må jeg bede om en engelsk vals, tak? Denne svarer: Ja, så gerne! og begynder at spille engelsk vals.

Rektor siger altid i sin tale bagefter: Nå, det var godt, hun valgte en engelsk vals denne gang!

Eleverne har joked meget med, hvis førerdamen engang beder om en foxtrot eller noget andet. Det vil dog ikke ske, for når man står i øjeblikket, så er hun så nervøs, at hun ikke tør andet end følge traditionen.

Førerparret danser først ud, og efter 5-10 sekunder danser alle ud. Der er trængsel i den lille, smukke festsal, og man støder hele tiden ind i hinanden, men det går altid.

Førerherren holder en ikke særlig personlig tale, hvor han siger tak til Stiftelsen, og hvad han ellers skal takke for.

Rektors tale er stort set det samme hvert år: Hver årgang de sidste 20 år har været den bedste årgang nogensinde - altså når man hører det til Kongeballet.

Derefter erklærer festinspektoren ballet for frit og baren åben. Det er marskaller, der passer baren, og der står marskaller rundt om i salen for at hjælpe folk, hvis de mangler noget.

Efter en times tid er der souper i lokalerne nede under. Forældrene sidder for sig. Fædrene har fået bordkort og skal føre en anden mor fra sit barns klasse til bords.

Marskallerne får tildelt et rum eller bord, som de skal sørge for. Maden skal de hente i køkkenet i kælderen, og det skal gå stærkt, for den skal være varm, når den serveres. De løber rigtig mange gange op og ned ad trapperne.

Vinen, der serveres til maden, importerer Akademiet selv et bestemt sted fra. Det er ikke en speciel god vin, men det er også en af traditionerne, at den drikker man bare.

For eleverne handler det om at feste sammen med klassekammeraterne.

Det er rigtig hyggeligt at sidde der alle sammen. Alle farer rundt og tager billeder, og alle har de sådan nogle smukke kjoler på og sidder der med deres kavaler. Det var helt fantastisk.

Det er det samme orkester, der spiller hvert år. De spiller en anden slags dansemusik, end man hører på diskoteker, men på grund af det fine tøj skal det også være musik, som man kan danse flot til.

Der kommer en lancier i timen, og selv marskallerne får tid til en lancier eller to i løbet af aftenen.

Der er også nogen gange nogen forældre, der vover sig ud og prøver, selvom de aldrig har prøvet det før. Det er rigtig sjovt at se.

Kongeballet slutter kl. 01, hvorefter alle eleverne tager ud til en efterfest, som en 2.g. klasse har arrangeret ude i et forsamlingshus på landet.

Denne fest startede kl. halv 11, hvor 1. og 2.g´erne kom derud. Der kørte busser i pendulfart hele natten.

Det går vildt for sig og varer til kl. 5-6 stykker om morgenen.

Det var sådan en dejlig aften, og vi ærgrede os alle sammen dagen efter, at det var overstået.

Flere dagelever giver udtryk for, at det er lidt ærgerligt, at ballerne næsten er de eneste af skolens traditioner, som de kan deltage i.

Andre festlige traditioner

Der er levende lys på bordet og skolens rødvin og rigtig god mad. Køkkenet tager sig virkelig sammen og laver en rigtig god omgang and, og det smager virkelig godt.

Mortens Aften er kun for kosteleverne, som klæder sig pænt på, inden de skal nyde andestegen.

Der er tradition for, at en fra Rektorgården holder en tale til alumnerne. Den er som regel lidt hoverende, at nu har vi kun kort tid tilbage, mens I stadig skal piskes rundt nogle år endnu.

Nogle af de ældre fra 2.g. har skrevet en modtale, som en af 1.g´erne skal holde. I talen bliver 3.g´erne svinet til, og de får at vide, hvor dumme de er.

Der bliver valgt en 1.g´er, som fører sig lidt frem til daglig, men alligevel er det sådan: Uha, nu skal jeg snakke til de store fra 3.g. Bagefter bliver denne modige fræser hevet under bruseren.

Det hele kan kun lade sig gøre, fordi det er for sjov og ikke alvorligt ment, men lærerne er ikke så glade for det.

Bagefter bliver der danset lancier i Skjalm Hvides Hus.

Julemåneden starter 3. december med Holbergs fødselsdag. Elever fra Holbergs Hus holder foredrag om Holberg, og der er skolefri kl.12 - på den måde mærker dageleverne lidt til dagen.

Juleafslutningen foregår næsten på samme måde som Mortens Aften - dog uden elevernes drillende taler til hinanden. Der bliver både danset lancier og omkring juletræet.

Der er også en fest om året kun for kostelever - en alumnefest.

Sidste år var vi alle sammen oppe i festsalen. Der var lejet et stort jazzband, og vi var også i vores gallakjoler og sådan noget.

Almindelige skolefester

Der er rigtig mange, der kommer hver gang, også mange som ikke er fra Akademiet, som er blevet inviteret af elever fra Akademiet. Jeg synes, at det er et godt initiativ, også for at man kan mødes mange ét sted, og at der er en blanding af elever fra Akademiet og fra andre skoler.

Når man tænker på hvor mange personer, der er samlet ét sted, så er der ingen ballade.

Der bliver holdt fire såkaldte almindelige skolefester om året. De foregår nede i sportshallen og er ligesom gymnasiefester på andre skoler med den undtagelse, at der altid bliver danset lancier.

Der er et festudvalg på 10-12 elever , som arrangerer det hele og sørger for musik og indkøb af drikkevarer.

Der plejer at være 5-600 mennesker med. Der kommer mange udefra, som enten er inviteret eller køber billet ved indgangen

Festerne foregår stille og roligt, men med høj musik. Det lyder som to modsatrettede udtalelser, men der hentydes til, ligesom i det ovenstående citat, at der ikke er nogen ballade mellem de forskellige ungdomsgrupper.

Akademi-elevernes forhold til Sorø og byens ungdom

Der er så mange gule bygninger, så den virker så solskinsrig, og der er så rent på vejene. Det er virkelig sådan, at du nænner ikke at smide bare et tyggegummipapir.

Eleverne fra Akademiet bruger Sorø meget, hvad de mange unge mennesker i byens gadebillede bekræfter.

Mange dagelever må vente halve og hele timer på bussen hjem om eftermiddagen, og ventetiden tilbringes ofte i Storgade eller Holberg Arkaden.

Kosteleverne synes generelt, at Sorø er en stille og hyggelig lille by, hvor de kan købe de ting, de har brug for i hverdagen. Der er et godt bibliotek, og de kan lide at gå ture i byens gamle gader.

Det er en rar by, hvor de føler sig trygge.

En mener, at det er en by, som man vil være glad for at bo i, når man bliver gammel, men den opfylder ikke rigtigt ungdommens behov for caféer, hvor man kan mødes efter skole og snakke.

De savner også lidt mere natteliv. Nogle elever kommer på diskoteket for at danse i weekenden, men de går i byen med dem, de kender, og snakker ikke med så mange andre. Derfor har Akademi-eleverne generelt ikke så meget med byens ungdom at gøre.

Der er tradition for et modsætningsforhold mellem akademisterne og de unge fra Sorø.

Der har været de klassiske barslagsmål, men det er ikke så slemt mere. Det er mest drengene, som skal spille lidt smart overfor hinanden.

En dagelev fra Sorø siger, at byens ungdom synes, at akademisterne er forfinede og snobbede, mens disse til gengæld mener, at byens unge er provokerende og aggressive.

Fordommene vender begge veje.

De åbne skolefester i sportshallen viser, at man godt kan feste sammen uden ballade.

En kostelev beskriver de unge fra erhvervsuddannelserne således:

Jeg synes, at de er flinke nok. De er anderledes end de venner, jeg har på kostskolen. De opfører sig anderledes, de tænker anderledes og reagerer anderledes. Ikke på nogen negativ måde, men de har bare en anderledes måde at udtrykke sig på og gøre ting på. De har andre interesser, f.eks. går de meget op i biler og andre ting, hvor vi måske går mere op i historie og sådan noget.

At respektere hinandens forskellighed har altid været svært, men denne elev synes at være nået et godt stykke.

Findes der en typisk Akademi-elev?

Det er én, som ved, at man skal arbejde for noget og gøre noget for at blive respekteret og for at klare sig godt.

Der er ikke mere fremdrift i os, end der er i enhver tømrerlærling eller en på handelsskolen.

Disse to udsagn viser, at eleverne indenfor Klosterporten er meget forskellige. De har alle sammen klaret sig fint i folkeskolen og er blevet erklæret egnet til at gå i gymnasiet. De har noget oppe i hovedet, og mange er meget målrettede og har store planer med deres liv. Der er også nogen, der går i gymnasiet for at vinde lidt ekstra tid og finde ud af, hvad de vil.

På spørgsmålet, hvordan den typiske elev er, tegner flere af eleverne et idealbillede af, hvordan han/hun burde være. Det kan sammenfattes således:

Det er en person, der kan omgås mange mennesker, som er positivt indstillet, som ikke bygger en facade op, men er åben overfor andre og viser respekt for andres skavanker. Man skal være glad og social og deltage i fester, men også vide, hvornår der skal arbejdes. Desuden skal man kunne snakke og følge med på et højt plan.

Det er da virkelig noget at stræbe efter - også senere i livet.

En elev mener, at for den typiske Akademi-elev drejer hverdagen sig om skolen, lektier og afleveringer. Og i weekenden fest og slappe af og ha´ det sjovt. Det er på en eller anden måde det, der kører i hovedet på os. Det er vigtigt at have evnen til at glemme den stressede hverdag og se glade ud i weekenden.

Der er ingen tvivl om, at eleverne bliver præget af tiden på Sorø Akademi og af skolens værdier - måske for resten af deres liv.

Alle sætter meget stor pris på skolen, ja, de fleste udtrykker stolthed over at gå der. De respekterer og går op i traditionerne. Livet bag Klosterporten drejer sig meget både om det store fællesskab og om lektier, livsglæde og lancier.

En elev udtrykker sig således:

Jeg kunne ikke forestille mig at gå andre steder end her.