Holberg og Sorø

Hvordan kom Holberg til Sorø, hvad var hans rolle i forbindelse med genrejsningen af det ridderlige akademi og hvordan påvirkede han såvel egnen som akademiet? Spørgsmålene er mange når det gælder Holbergs forhold til Sorø og svarene er, som det vil fremgå, bestemt ikke uden interesse for Holberg-kyndige.

Af Cand.mag. Robert Petersen

I betragtning af hvor stor betydning Sorø siden fik for Holberg har det tiltrukket sig en vis interesse hvornår Holberg første gang satte sine ben på egnen. Det er blevet nævnt, at Holberg lod sig inspirere af oplevelser på Sorø-egnen til at skrive både Jeppe på Bjerget og Erasmus Montanus. Men bevises kan det faktisk ikke og er derfor mest en trossag om man ser Sorø som kulisse til Holbergs arbejde eller ej. Sandsynligheden taler for, at Holbergs arbejde med de to teaterstykker mest af alt byggede på hans fantasi[1]. Så mens det ikke kan udelukkes, at Holberg allerede tidligere havde lagt vejen forbi egnen var det først som forretningsmand, at Holberg regelmæssigt begyndte at sætte sine ben her.

Forretningsmanden Holberg opstod i kølvandet på Københavns brand i 1728. Holberg var en både flittig og sparsommelig person, der fra 1730 begyndte at låne penge ud mod pant i københavnske ejendomme. I 1737 blev han kvæstor på Københavns Universitet og fik på den måde stor indsigt i administration og økonomisk styring. Universitetet ejede store landområder og han lærte på den måde, at penge i jord var en ret sikker investering. Dette synes at have inspireret Holberg til selv at begynde at købe jord op for at blive godsejer og i april 1740 købte han således Brorupgaard med landsbyerne Jernbjerg, Havrebjerg og Blæsinge, samt Orebogaard nær Stenlille. Det svarede i alt til cirka 600 tønder hartkorn, som Holberg betalte 16.000 rigsdaler for til kancellisekretær Jens Severin Bentzen[2]. Købet var en noget blandet fornøjelse, for ejendommen var i en dårlig forfatning med uklare økonomiske forhold, som Holberg måtte afsætte tid og kræfter på at genoprette. Noget, som øjensynlig lykkedes til fulde[3].

I maj 1745 gik Holberg så videre og købte Tersløsegaard nær Sorø med tilhørende kirker og bondegårde for i alt 16.200 rigsdaler, mens han yderligere gav 800 rigsdaler til indfrielse af en obligation til godsets forrige ejer. I alt altså 17.000 rigsdaler. Forhandlingerne om købet var vanskelige, da ejeren, etatsråden Johannes Christensen, oprindelig ønskede 22.000 rigsdaler, mens Holberg kun var villig til at betale 12.000 rigsdaler. De fik dog begge hjælp til forhandlingerne af såvel etatsrådens hustru (der fik 200 rigsdaler i diskretion for hendes indsats) som af embedsmanden Bolle Willum Luxdorph. Følgende forhold gør købet af Tersløsegaard særdeles interessant for os: For det første købte Holberg hermed jord, som grænsede op til det gamle Sorø Akademi – sandsynligvis velvidende, at det kun var et spørgsmål om tid før akademiet i en eller form ville genåbne. For det andet betød købet at der nu blev lagt 400 tønder hartkorn til de 600 tønder han havde i forvejen. Dermed havde Holberg over 1.000 tønder hartkorn under sig, hvilket var det gængse krav til størrelsen på et len. Endelig, men ikke mindst fik Holberg hjælp til købet af Luxdorph, som selv stod i forbindelse med de embedsmænd, der siden 1736 havde forberedt en genrejsning af det gamle ridderlige akademi i Sorø.

Er det mon alt sammen tilfældigt?

Det gamle ridderlige akademi var blevet oprettet i 1623 og blev i 1643 reelt Danmarks første provinsuniversitet med ret til at tildele eleverne akademiske grader. I 1665 var akademiet ruineret som følge af svenskernes hærgen, men drømmen om at genrejse det stolte akademi i en ny skikkelse forsvandt aldrig og siden 1737 var en omfattende ombygning i gang efter at en kommission havde givet grønt lys året forinden[4]. Samme år som Holberg købte Tersløsegaard sendte amtmanden von Beulwitz en omfattende plan for reorganiseringen af akademiet til København[5]. Det var desuden alment kendt, at Holberg gerne ville donere sin formue og sit gods til et samfundsnyttigt foretagne. Så uden at være overdreven konspiratorisk kan det konstateres, at parløbet mellem Holbergs godsopkøb og planerne om at genrejse akademiet næppe var tilfældigt.

Holberg og hans naboer, samt andre ulykker

Livet som godsejer blev ikke ubetinget nogen dans på roser for Holberg, akkurat som det heller ikke var tilfældet for dem som nu blev naboer til den nye godsejer. Den store forfatter fik fra starten en brutal introduktion til livet som godsejer, da en anmodning fra 1740 om henstand med betalingen af skatten for oktober kvartal (148 rigsdaler, 42 1/3 skillinger) blev mødt med militær magt! En overivrig embedsmand sendte således tre soldater fra et kavaleriregiment til Brorupgaard med besked om, at blive der indtil pengene var betalt. Indtil da skulle Holberg såvel forpleje og betale dem. Holberg klagede naturligvis over denne adfærd og fik medhold, så embedsmanden fik en næse[6].

Holberg lå også i en årelang og bitter strid med en sognepræst ved navn Jochum Gynther, som krævede, at Holberg som godsejer var ansvarlig for at vedligeholde en bro, som han som præst brugte meget. Striden varede i ti år (!) og i et brev fra februar 1753 til oversekretæren i det danske kancelli kommer Holberg med en alenlang klagesang over hvor uretfærdig præsten var, hvordan han bl.a. stjal korn fra ham, ikke omtalte ham i hans kirkebøn og nægtede sakramentet til en af hans folk. Men han gik dog med til at reparere broen[7]. En potentielt endnu mere opslidende strid opstod med en af hans ridefogeder, Lars Winderslev, som Holberg slæbte i retten for bl.a. dokumentfalsk, ulovligt krohold og uforskammethed. I 447.epistel beklager Holberg sig over hele sagen og mener, at det er hans egen modvilje mod retssager, som har skaffet ham den ene forfærdelige ridefoged på halsen efter den anden. Nu var han simpelthen nød til at tage affære[8]. Sagen kom helt op til højesteret og her blev Holberg åbenbart spiddet af en særdeles veltalende advokat ved navn Andreas Lowson, som foruden at tale Winderslevs sag også havde en mere personlig høne at plukke med Holberg. I hvert fald valgte Lowson at bruge nogle af Holbergs egne udsagn i Jeppe på Bjerget om juristeri og ridefogeder til at nagle ham fast med. Holberg tabte sagen og kom til at betale såvel en anseelig sum til Winderslev, samt sagens omkostninger[9].

Som godsejer synes Holberg at have et noget ambivalent forhold til sine bønder. Han var en dygtig administrator og han var personlig stolt over, at have genoprettet de kaotiske forhold på Brorupgaaard, hvor den tidligere ejer havde været lidt af en tyran. Det er også muligt i hans skrifter[10] at finde eksempler på, at han omtaler bønder med respekt og sympati som det fremgår her:

”Jeg taler aldrig med bønder, uden jeg lærer noget af dem. Thi de ræsonnerer ikke uden om solide og magtpåliggende ting, hvorom de ved fuldkommen besked. Man kan af dem lære, hvorledes jorden skal dyrkes, heste og kvæg konserveres, skovene sættes i stand, gårde bygges, og en skikkelig økonomi føres. Derforuden profiterer jeg af deres omgængelse i sproget. Thi jeg lærer af dem gode gamle danske ord, som i købstæderne er forglemte, hvori end lærde folk er ukyndige, såsom de er kommet af brug og ikke findes uden i vore gamle lovbøger. Derforuden er bøndernes tale naturlig og uden affektion eller urimelige komplimenter.”[11]

Det er skam også muligt at finde eksempler på modsatte udsagn og på, at Holberg væmmes over det snæversynede liv på landet og længes efter staden. Holberg foretrak også velhavende bønder frem for fattige, da han havde en ide om at sidstnævnte var selvforskyldte i deres nød[12]. Trods dette skal det ikke fjerne indtrykket af Holberg som en effektiv og fornuftig godsejer, der bragte fremgang til egnen trods perioder med misvækst og kvægsyge. Det må her erindres, at vi befinder os i 1700-tallets Danmark hvor forholdene for bønderne kunne skifte meget alt efter hvilken godsejer de havde. Holberg var måske en vanskelig person, men bestemt ingen ondskabsfuld sadist som godsejer og han kunne også tage let på formerne overfor sine bønder. Beboere på egnen har flere år senere fortalt, at de kunne huske hvordan Holberg red rundt på en lille hest for at følge med i markarbejdet. Somme tider kun iført slåbrok og tøfler! [13]

Lenet Holberg skabes

Som tidligere nævnt er det tydeligt, at der var et parløb mellem Holbergs opkøb af ny jord og planerne om at genskabe Sorø Akademi. Med købet af Tersløsegaard i 1745 havde Holberg jord nok til at skabe et len og blive baron. I samme periode var akademiet stort set klart til at blive genåbnet i en ny skikkelsen, skønt udarbejdelsen af en ny endelig fundats stadig manglede. Forskellige udkast cirkulerede rundt og det stod hurtig klart, at planerne om et nyt ridderligt akademis udformning ville medføre et årligt hul i økonomien på 1.000 rigsdaler. Senere, da planerne for akademiet blev mere ambitiøse, blev misforholdet mellem forventede indtægter og udgifter sågar øget til 1.400 rigsdaler. Ingen synes dog at hidse sig op over det. Måske fordi embedsmændene i forvejen havde en sikker garanti fra anden side om hvordan udgifterne skulle dækkes?[14]

Det må i den forbindelse nævnes, at Danmark i 1700-tallet stadig var mærket af årtiers brutale krige med svenskerne. Landet lå flere steder øde hen, skovene var hugget ned og rovdyr florerede. Danmark havde indført enevælde som reaktion på landets krise, og skiftede monarker søgte efterfølgende at tiltrække pengestærke udenlandske (primært tyske) adelige til at oprette len og grevskaber i Danmark. De ville således blive ansvarlig for deres respektive lokalsamfund, såsom driften af kirkerne. For de nye adelige besiddere var der imidlertid også gevinster, for de kunne på den måde få en fremtrædende position i Danmark og måske også opnå stor velstand[15]. Set i det lys forekommer det som mindre usædvanligt, at Holberg endte med at blive baron for efter sin død at give sit len til Sorø Akademi. Mønsteret var i forvejen lagt.

Måske kunne Sorø Akademi allerede være blevet oprettet i 1745 med Holbergs hjælp, men noget tyder på, at der opstod et problem: Kong Christian VI var en monark med nær forbindelser til den traditionelle adel og han favoriserede desuden pietismen i Danmark som retning i den kristne tro. Kongen var således både karrig med at oprette nye len af hensyn til den gamle adel og i sin grundholdning komplet i opposition til Holbergs deisme. Hvor stor betydning, det havde, kan ikke siges med sikkerhed, men det er ikke uden interesse, at der først for alvor kom skred i planerne for at gendanne akademiet før efter kongens død i august 1746. Samme år blev Heinrich VI, greve af Reuss ny amtmand i Sorø og fik hermed overladt ansvaret med at gendanne akademiet. Grev Reuss kom direkte fra arbejdet som amtmand i Norge og kendte derfor sandsynligvis kun lidt til både Sorø og til Holberg. Derfor er hans resultater i den forbindelse så meget desto mere interessante: Der findes en betænkning fra 1746 – uden underskrift og dato, men sandsynligvis skrevet i perioden august-november – hvor der kort og præcist bliver beskrevet hvordan det nye akademi bør indrettes. Betænkningen har visse steder en slående lighed med 177. epistel af Ludvig Holberg, som her advarer mod at akademister rejser for tidligt til udlandet[16]. Kort sagt er det oplagt, at det var Holberg som skrev betænkningen om akademiet og at modtageren var grev Reuss. I hvert fald kan indholdet fra betænkningen genfindes punkt for punkt i en såkaldt forestilling, som grev Reuss sendte den 12. november 1746 til den nye Kong Frederik V om hvordan akademiet skulle indrettes. Reuss valgte med andre ord at fungere som talerør for Holberg[17].

Hvordan kunne det ske? Det må her erindres, at Holberg var en mand med mange års erfaringer som professor fra Københavns Universitet – en institution han bestemt ikke var tilfreds med. Det virker derfor oplagt, at han havde nogle særdeles klare opfattelser af hvordan det nye ridderlige akademi skulle uddanne sine akademister til rigets højeste poster. Tilmed stod han i en god forhandlingssituation hvis han skulle donere sit gods til akademiet. Omvendt var Reuss – trods alle sine øvrige kvaliteter – en ny mand på banen og besad næppe klare ideer om hvordan undervisningen og driften burde være. Det forekommer derfor rimeligt, at han lod Holberg præsentere sine forslag og sendte dem videre til kongen som sine egne. Han havde jo selv en klar interesse i sagen, da han som amtmand i Sorø også ville blive akademiets første overhofmester. Ifølge Alfred Glahn i ”Sorø Akademi og Holberg” stoppede Holbergs fingeraftryk på udformningen af akademiet imidlertid ikke her. Tværtimod argumenterer Glahn overbevisende for, at selve akademiets fundats[18] på en række punkter er fulde af holbergske fingeraftryk: I selve den endelige fundats omtales det, akademiet bør være uafhængigt af Københavns Universitet[19], at akademisterne bør vælge et hovedfag, at det skulle være mulig at følge undervisningen uden at være akademist, at danskere burde favoriseres til professorater, at der skulle være en god og åben dialog mellem akademisterne og professorerne, at der skulle være spørgetimer til at afklare væsentlige spørgsmål, at der skulle være åben indsigt i akademiets økonomi og drift, samt at der skulle være adgang til udenlandske aviser[20].

Det videre forløb i historien er som følgende: Kongen godtog forestillingen fra Reuss, der skrev igen i januar 1723 med anmodning om at kongen gjorde Holberg til baron mod at denne testamenterede sine ejendomme til akademiet efter hans død. Noget, som Reuss kynisk håbede ville ske inden længe. Lenet skulle hedde Holberg og forblive udeleligt i akademiets besiddelse. Holbergs nye status som baron ville give ham en skattelettelse på 300 rigsdaler pr. 100 tønder hartkorn. Til gengæld ville lenet senere give akademiet en årlig indtægt på cirka 2.500 rigsdaler årligt[21]. Kongen accepterede aftalen og Holberg blev således baron. Den 7. juli lå den endelige fundats klar og den 26. juli 1746 blev akademiet indviet med en fest, hvor såvel kongen og Holberg deltog. Som forventet blev Reuss akademiets første overhofmester.

Holbergs anden store gave

Betalte Holberg en pris for at blive baron? Det vakte almen moro i 1747 da nyheden kom frem, og for mange blev det set som om Holberg, der jo så tit før havde taget adelen som et taknemmeligt offer for satire, havde solgt ud af sine idealer til fordel for en fin titel. Selvsagt så Holberg ikke sådan på det, men effekten var der alligevel. I 447. epistel nævner Holberg, at folk behandlede ham tydeligt anderledes efter at han var blevet baron og at hans bøger og skuespil ikke længere havde den samme vægt som tidligere[22].

Omvendt ville Holberg næppe være Holberg, hvis han ikke så stort på det og fortsatte med sit daglige virke. Samtidig glemte han ikke akademiet: I 1749 var akademiet ved at blive kvalt i sin egen succes, og det blev nødvendigt at bygge ud, da der manglede plads. Samtidig hærgede kvægsygen igen og ramte også akademiets gods. Men hvorfra skulle pengene komme? Tilbage i januar 1747 havde Reuss kalkuleret med, at Holberg nok snart ville fare hinsides og akademiet så ville få adgang til lenets indtægter. Desværre tog Holberg sig tid med at dø, og i 1749 måtte Reuss atter henvende sig til ham om hjælp. Det var et delikat problem, men Reuss håndterede problemet fornuftigt og overtalte Holberg til fra den 1.maj 1751 at overlade lenets økonomiske styring og indtægter til akademiet. Men ikke uden at få et lille hug fra Holberg. I 447.epistel skriver Holberg selv om hvordan åbenbart var til ”besvær” for akademiets bestyrelse, fordi han stadig trak vejret:

”Siden den Tiid informerer dog ingen sig saa nøye efter min Helbred, som tilforn, og spørger om hvor snart jeg agter at døe, sååsom man strax haver udi Hænderne, det meste som man tilforn ikkun havde i vente.”[23]

I Holbergs brev fra den 18.august 1749 (hvor han meddeler sin beslutning til Reuss) stiller Holberg også visse betingelser for, hvordan pengene skal bruges. Han anslår de samlede indtægter fra lenet til årligt 2.430 rigsdaler og han ønsker bl.a. 1.000 rigsdaler fordelt blandt de 10 ældste akademister for på den måde at anspore yngre. 100 rigsdaler skal anvendes på biblioteket og 100 rigsdaler til indkøb af instrumenter til brug i fysik og matematik. Resten af pengene skulle bruges på driften og aflønning af nogle af de ansatte. Holberg selv ville klare sig uden alle disse indtægter og leve af pengene fra sin stilling på universitetet og fra Orebogaard, som ikke var en del af selve lenet[24].

Mod enden

Holberg kunne nu snart ikke gøre ret meget mere for akademiet, men det skete faktisk alligevel: Da akademiet købte jord op, hjalp Holberg til ved selv at købe mindre jordområder (strøgods) op, velvidende, at det senere ville tilfalde akademiet[25]. Han påvirkede også akademiet ved kraftigt at råde det til at ansætte den nære ven Johannes Schlegel til professor i 1748[26]. Selv efter sin død i januar 1754 hjalp selve hans arv akademiet: Holbergs samling af bøger, der tilgik akademiet, var så stort, at akademiet kunne sælge de bøger, som de havde i forvejen. Salget gav så mange indtægter, at det blev muligt at oprette et bogtrykkeri tilknyttet akademiet[27].

Således forsvandt Holberg ud af Sorø i 1754. Det må til slut siges, at Sorø Akademi sandsynligvis under alle omstændigheder ville være genopstået engang i løbet af 1700-tallet, så Holbergs bidrag til Sorø ligger ikke her. Derimod gav Holberg akademiet sin moderne udformning og gjorde det til en effektiv eliteskole for rigets bedste hoveder. Han sikrede også akademiet økonomisk gennem sin effektive drift af lenet og sin generøsitet overfor akademiet. Holberg blev aldrig gift og fik af samme grund aldrig børn, så hvis akademiet skal beskrives, må det være som et sandt barn af Holbergs tanker og ideer. Han gjorde også alt for at sikre det gennem de første svære år. Af samme grund virker det kun som fortjent, at Holberg efter sin død blev hædret ved at blive begravet i Sorø Klosterkirke ved siden af biskop Absalon. Her hviler han stadig i en sarkofag af norsk marmor.

Litteraturliste

Sekundære kilder:

1. Tage Becker: ”Baron Holberg og Lenet Holberg”. Rosenkilde og Bagger 1959.

2. Thomas Bredsdorff: ”Den Radikale Holberg”. Rosinante 1984.

3. Alfred Glahn: ”Sorø Akademi og Holberg”. Aschehoug 1922.

4. Carl S. Petersen: ”Holberg i Sorøegnen”. Det berlingske bogtrykkeri 1923.

5. Svend Ranvig: ”Sorøkrøniken”. Bind 1. Finn Jacobsens Forlag 1986.

Primære kilder:

1. Ludvig Holberg: ”Epistler”. Bind 2. H. Hagerup 1945.

2. Ludvig Holberg: ”Epistler”: Bind 5. H. Hagerup 1945.

3. Ludvig Holberg: ”Brev til grev Reuss”. Printet ud den 9/11 2003 fra adressen www.adl.dk.

4. Svend Ranvig: ”Sorøkrøniken”. Bind 2. Finn Jacobsens Forlag 1986.

sidetop

Noter

[1] Pedersen side 14-15.

[2] Ibid side 15-16.

[3] Becker side 10.

[4] En trivialskole fortsatte med at eksistere efter 1665, men blev endegyldig lukket i 1736 for at skaffe penge til ombygningen.

[5] Ibid side 36-37.

[6] Petersen side 21.

[7] Ibid side 23-24.

[8] Ludvig Holberg, Epistler, bind 5, side 18-19.

[9] Ibid side 25-26.

[10] Holberg skrev meget, men uheldigvis for os er det ofte småt med konkrete detaljer. Det er derfor ofte forbundet med usikkerhed om hvilke bønder og hvilke gårde han beskriver når han omtaler livet på sit gods. Ovenstående citat er et glimrende eksempel.

[11] Bredsdorff side 85-86. Gengivelse af epistel 29 fra 1748.

[12] Petersen side 27.

[13]Ibid side 33.

[14] Glahn side 23-24.

[15] Becker side 16-17.

[16] Ludvig Holberg, Epistler, bind 2 side 324-328.

[17] Glahn side 6-9 & side 22-23.

[18] Kan læse i Ranvig, bind 2, side 213-230.

[19] Fundatsen gjorde det dog samtidig med også klart, at selvom akademiets professorer ville være sidestillet med kollegaerne på Københavns Universitet ville akademiet ikke kunne give akademiske titler til akademisterne. På den måde blev akademiet ikke på ny en konkurrent til Københavns Universitet som det havde været før.

[20] Ibid side 16-19.

[21] Ranvig bind 1, side 133.

[22] Ludvig Holberg, Epistler bind 5, side 5.

[23] Ibid side 4.

[24] Brev til grev Reuss. Selvom Orebogaard ikke var en del af lenet tilfaldt det også akademiet efter Holbergs død.

[25] Becker side 57-58.

[26] Glahn side 42.

[27] Becker side 55.

sidetop