Trællene

De ufrie
Slaveri eller trældom virker frastødende på moderne mennesker.
Tanken om, at en mand kan eje et andet menneske, strider fundamentalt mod vores humanistiske forståelse af, hvordan man kan behandle andre. I vikingernes verden var slaveri formentlig ikke en ond gerning, men et livsvilkår. For vikingerne havde mennesket kun værdi gennem den slægt eller gruppe, som man tilhørte.

Køb og salg
Trællene var ufrie mennesker, som ikke havde ret til at bestemme
over deres eget liv. De blev enten købt eller hjemført
fra togter rundt om i Europa. Formålet med mange af vikingernes togter var, at skaffe trælle til eget forbrug og til videresalg. Samtidige kilder beskriver trællemarkeder i Danmark. Ansgar beskrev i midten af 800-tallet, hvorledes der blev handlet med trælle i Hedeby. Store husstande var delvist selvforsynende med trælle - når to trælle fik børn, fik barnet automatisk forældrenes status. Vi ved ikke, hvor mange trælle der har været i Danmark, men der har været trælle på de gårde, som havde råd til at anskaffe sig denne arbejdskraft. Det var ofte det tunge, og i sagens natur trælsomme
arbejde trællene udførte.

De frigivne trælle
Det var muligt for trælle at blive frigivet eller frikøbt. De islandske
sagaer beskriver flere steder, at en husherre sætter en træl fri, hvis vedkommende har gjort sig fortjent hertil.

 


Sydvestsjællands Museum er tilknyttet Åbne Samlinger - et netværk af museer og arkiver på Sjælland og Lolland-Falster