Aftryk af forfædrene på Lolland

Lerskiven med bidemærkerne.

 

Når vi arkæologer graver, ønsker vi med nye undersøgelser at komme endnu et skridt tættere på oldtidens mennesker. Dette sker bl.a. gennem de efterladenskaber, som bliver fundet på de enkelte udgravninger: Efterladenskaber, der muligvis afspejler forfædrenes levevilkår eller de aktiviteter, de måtte have haft på det pågældende sted.

 

I forbindelse med Femern projektet er der blevet gravet ved Strandholm, og her er vi kommet lidt tættere på oldtidens mennesker end forventet. Under udgravningen blev der nemlig fundet keramik af særlig interesse fra neolitikum, også kaldet bondestenalderen.

 

Hovedparten af skårene kom som forventet fra kar, men derudover fandtes tre lerskiver. To af disse havde interessante dekorationer med spor af lollikkernes neolitiske forfædre. Udsmykninger er ikke så usædvanlige fra bondestenalder, hvor man til at lave aftryk i leret har anvendt forskellige objekter fra naturen, så som muslingskaller, pinde, snore og mange andre ting. Men i dette tilfælde er aftrykkene ganske særlige.

 

Tommelfinger
Alle lerskiverne var i fragmenterede stykker af forskellig størrelse, men trods dette har det været muligt danne sig et billede af deres form. På den ene af skiverne havde man placeret et tydeligt aftryk af en tommelfinger i midten af skiven. Ud fra aftrykkets længde (2,5 cm) må det have tilhørt, hvad der svarer til en fuldvoksen kvinde eller en mand. Tommelfingerens aftryk er formodentlig ikke en tilfældighed, men har skullet symbolisere solen.  Soldekorationer er velkendte fra andre lerskiver fundet i Danmark. For yderligere at få dekorationen til at relatere til solen har man rundt om aftrykket stukket huller med en pind for at illustrere solens stråler.

 

Her ses tommelfingeraftrykket, dog er lerskiven meget fragmenteret.

 

Det er tankevækkende at kunne genkende tommelfingeren i aftrykket og derved komme lidt tættere på de mennesker, som har levet på Lolland - en nærmest magisk følelse af at komme tættere på forfædrene. Det er ikke usædvanligt at finde menneskelige aftryk fra neolitikum på keramikken. En velkendt dekoration, som oftest sidder under karrets rand, er indtryk eller mønstre efter fingernegle.

 

Datering af lerskiven ligger omkring MN III (mellem neolitikum fase 3, 3.000 f.Kr.). For at datere lerskiverne ser man på tykkelsen af skiven, dens farve samt magringen (indhold af f.eks. iblandet sand og små sten) af leret, og om det er fint eller groft.

 

Barn
Den anden lerskive, som var bedre bevaret, er udsmykket langs kanten af skiven med tandmærker. Størrelsen af tandsættet taget i betragtning stammer mønsteret fra kæbepartiet af et barn med mælketænder. Det overraskende ved denne dekoration er, at udsmykningen kun ses på den ene side af skiven. Det er ikke usædvanligt at finde dette motiv fra neolitikum, men ved tilsvarende fund ses dekorationen på begge sider af skiven, hvilket tyder på, at man har haft et barn til at bide ned i lerskiven.

 

Aftegningen af lerskiven med tandsættet. Begge sider er tegnet, hvorfor det fremgår, at der kun er bidemærker på den ene side.

 

Men ved denne lerskive fra Strandholm kan aftrykket på kun den ene side måske tyde på, at man under udførelsen af skiven har haft kæbepartiet af et afdødt barn i hånden. Det kan måske virke lidt morbidt for os moderne mennesker, men det har muligvis været en måde at respektere sine afdøde på i neolitikum.

 

Datering af denne lerskive er lidt senere end den første, idet den ligger omkring MN V (mellem neolitikum fase 5, 2.900 f.Kr.).

 

Museum Lolland-Falster arbejder i øjeblikket (sommeren 2014) på at få denne lerskive undersøgt nærmere på Odontologisk afdeling på Københavns Universitet for at se, hvad bidemærkerne kan fortælle.

 

Lerskiver bliver fundet rundt om i hele Danmark, men mest kendt fra MN (mellem neolitkum).

Lerskivernes funktion er ikke præcist defineret. I tidligere litteratur benævnes de som bageplader, da man ud fra madrester antog, at der blev bagt brød på dem.

Andre tidligere arkæologer opfattede dem som låg til kar, og de mente, at hullerne havde funktion som sikkerhedsventiler, så dampen kunne slippe ud under madlavning. I dag benyttes benævnelsen lerskive, da det er en mere bred betegnelse.