En boplads nær den salte kyst

Arkæolog i arbejde

I bunden af en tragtformet nedgravning blev der fundet bækken og ryghvirvler fra et enkelt dyr. Arten er endnu ukendt.

 

På det tørre land nord for de nu inddæmmede arealer ved Syltholm boede der mennesker i oldtiden. I landskabet markeres denne tilstedeværelse stadig af de enkelte gravhøje, som endnu er at se i det kystnære område. Sporene efter datidens huse og de andre bygninger, som dannede ramme om det daglige liv, er dog for længst forsvundet fra jordens overflade. For at finde dem må man grave dybere ned. Først under muldlaget, hvor ard og plov igennem tiderne har forstyrret de jordfaste levn, kan man være heldig at finde nedgravningsspor til de stolper og pæle, som i oldtiden udgjorde grundelementet i huskonstruktionerne. 

 

Spor efter oldtidens langhuse
På denne lokalitet blev der fundet flere af disse nedgravninger til stolper og pæle. I forbindelse med den arkæologiske undersøgelse kunne det konstateres, at flere af disse nedgravninger dannede sammenhængende spor efter oldtidens langhuse. Hyppigst fremkomne blandt disse var huse fra bondestenalderen, hvor taget blev båret af en enkelt række af svære stolper - såkaldte midtsulehuse. En enkelt større konstruktion med to rækker af tagbærende stolper (et såkaldt treskibet hus) viste dog, at stedet også var beboet i den senere bronzealder eller jernalder, hvor denne konstruktionsform var blevet almindeligt udbredt i Danmark.

 

Udgravningstegning

Oversigt over det treskibede langhus, som blev udgravet på lokaliteten. Som det også fremgår af billedet, kunne kun en del af konstruktionen afdækkes.

 

En flok af kogestensgruber
Tæt ved hustomterne fra stenalderen lå mindre klynger af såkaldte kogestensgruber. Disse gruber fremstår i dag som mørke nedgravninger fyldt med trækul og ildpåvirkede sten.  Som udgangspunkt tolkes kogestensgruber som anlæg, hvor oldtidens mennesker tilberedte mad, men i enkelte tilfælde tillægges de også en funktion i datidens kultiske handlinger. På lokaliteten lå disse kogestensgruber placeret tæt ved hinanden, uden at de dog hver især var blevet forstyrret i forbindelse med nedgravningerne. Dette indikerer, at de er nedgravet kort tid efter hinanden eller måske ligefrem på samme tid. Naturvidenskabelige undersøgelser af indholdet i disse kogestensgruber vil forhåbentlig gøre det muligt at klargøre dele af dette forhold og også gøre det muligt at fastslå, om de er samtidige med den nærtliggende bondestenalderbebyggelse.

 

Dybe brønde og rituelle nedgravninger
Tæt ved bebyggelsessporene fra bondestenalder og bronzealder lå der flere store, dybe nedgravninger, hvori blev fundet oldsager og organisk materiale såsom knogle  og træ. Enkelte af disse nåede dybder på op mod tre meter med tydelige spor efter flere nedgravningsfaser. Deres sandsynlige funktion har formentlig været som brønde, hvor lokalitetens beboere kunne hente vand. I det mørke opfyldsmateriale med bopladsaffald, som nu fyldte flere af brøndene, blev fundet keramisk materiale samt redskaber af både flint og ben. Et stykke spiralbronze fundet i en af brøndene indikerer, at der fandtes en bebyggelse på stedet i bronzealderen. Naturvidenskabelige dateringer foretaget på materiale fra brønden vil forhåbentlig gøre det muligt at afklare, hvorvidt der er tale om samtidighed med det førnævnte treskibede langhus.

 

Profilsnit

Profilsnit igennem en af brøndene på lokaliteten. Desværre styrtede den vestlige ende sammen under gravningen. 

 

Ved to af de dybe nedgravninger er formen dog ikke typisk for brønde. Dens tragtlignende form, den kontinuerlige nedgravning og det forholdsvise fundtomme fyld, på nær en større mængde dyreknogler i bunden af nedgravningen, leder tankerne hen på en mere rituel handling. Dyreknoglerne er især interessante, da de lader til at komme fra ét enkelt dyr. Tillige var der ingen synlige spor af snitmærker på knoglerne, så her er ikke nødvendigvis tale om udkast efter slagtning. For at komme nærmere en afgørelse på nedgravningens funktion er knoglerne blevet indsamlet, og der er blevet taget jordprøver fra de forskellige lag til videre analyse.

 

Profilsnit

Profilsnit gennem den tragtformede nedgravning. I bunden ses dyreknoglerne, som højst sandsynligt kommer fra det samme dyr.

 

Et forsvarshegn?

I udgravningens nordligste ende dukkede en grøft op, som strakte sig i en Ø-V-gående retning. Dens længde kendes ikke med sikkerhed, da der aldrig blev fundet en ende på grøften, men indtil videre er den mindst 1,3 km lang og strækker sig langs flere udgravninger. Dens funktion og datering er endnu ukendt, indtil fund- og jordprøverne er blevet undersøgt, men en forklaring kan måske findes i det hulbælte, som løber parallelt (om end noget længere inde på land) med grøften.

 

Grøften set fra øst.

Grøften set fra øst.

 

Kan grøften have været den første af flere forsvarsværker, der skulle beskytte lokalbefolkningen mod angreb i ældre jernalder? Eller er det en skelgrøft, brugt til at adskille strandegn og markjord i tiden op til 1800-tallet? Det må C14 dateringerne vise.