Vores bedste stykker



Smukt og rigt illustreret bogværk om Fuglsang Kunstmuseum

I anledning af Fuglsang Kunstmuseums åbning udgives en stor publikation om institutionens historie, arkitektur og kunstsamlinger. Den fine bog, som er betitlet Vores bedste stykker, er generøst doneret af Ny Carlsbergfondet, som på forskellig vis har været engageret i kunstsamlingens ve og vel - først i skikkelse af brygger Carl Jacobsen selv ved den spæde begyndelse i 1890ernes Maribo, siden hen som gaver, tilskud og økonomiske bidrag fra fondet selv.

Vores bedste stykker rummer flere forfatterbidrag: Museumsdirektør Anne Højer Petersen beretter først om institutionens mere end 100-årige historie, museets engelske, internationalt anerkendte arkitekt Tony Fretton skriver om den moderne museumsarkitektur og tankerne bag den markante udformning, kunsthistoriker Bente Scavenius bidrager med historierne om et udvalg af sine favoritter blandt museets kunstværker, og endelig har husets tre kunsthistorikere, Anne Højer Petersen, Gertrud Oelsner og Tine Nielsen Fabienke, forsket i og skrevet tekster om deres i alt 44 udvalgte kunstværker fra henholdsvis maleri-, skulptur- og papirsamlingerne.
Udvalget dækker både de af offentligheden kendte og yndede værker, men museets medarbejdere har også vovet at fremhæve en række mindre kendte værker fra museets samlinger, som for første gang får lov at komme til deres ret i nyoptagede fotografiske gengivelser og med lang spalteplads. Størstedelen af de fremhævede værker ses også i museets første udstilling i den ny museumsbygning: Panorama. 200 års dansk kunst fra museets samlinger.

Vores bedste stykker, som udkommer i en både dansk, tysk og engelsk version, er en smukt indbundet hardback på i alt 140 sider. Den er rigt illustreret i farver med fotografiske nyoptagelser af den anerkendte fotograf Ole Akhøj og koster kr. 248. Bogen kan også købes i museumsbutikken på Fuglsang Kunstmuseum.