AF STED - en bog med kun fem ord



Digteren Morten Søndergaard, der tidligere har redigeret Brøndums Encyklopædi (1994), står nu i spidsen for en forlystelsessyg håndbog, der tegner et samtidsbillede af den danske kunst og litteratur lige nu.

Bidragydere associerer frit over fem konkrete temaer: Havnen, Højen, Søen, Torvet og Træet, og 100 personer ser stederne fra deres særlige og subjektive vinkel, lige fra lodsen og hjerneforskeren over arkitekten og arkæologen til forfatteren og komponisten.

"Det er som om, alle er kommet med deres allerbedste til bogen, og den har fået sit eget poetiske overskud, som handler om faktuel viden og kunstnerisk nysgerrighed. Man bliver opmærksom på, hvordan verden også kan ses og fortolkes. For eksempel har en hjerneforsker valgt at beskrive ordet 'høj' med udgangspunkt i oplevelsen af at være høj på euforiserende stoffer, mens en komponist har lavet et gigantværk for Beredskabsstyrelsens sirener, altså en meget høj lyd", siger Morten Søndergaard.

Bogen indeholder desuden en række klassiske tekster, så f.eks. den romantiske digter Giacomo Leopardis digt om en italiensk høj står side om side med Johannes Ewalds "Høyen" og spritnye tekster af Naja Marie Aidt, Jens Blendstrup, Jørgen Leth og Suzanne Brøgger samt en række andre forfattere.

AF STED er et forundringsværk og en "sjette udstilling" i det nye udstillingsfællesskab KURS, der består af de fem Kunstmuseer i Region Sjælland. De fem museer åbner omkring første september fem samtidskunst-udstillinger, der har de fem ord som omdrejningspunkt. Læs mere om udstillingerne på www.kurs.dk.

AF STED, der udgives af Gyldendal, er et fantastisk bogværk på 270 sider.
Forundringsværket koster 349 kr og kan også købes i Fuglsang Kunstmuseums museumsbutik.