NYHEDSBREV FEBRUAR 2012

Åbningstider i februar: onsdag - søndag kl. 11-16 Ekstraordinært åbent mandag-tirsdag d. 13.-14. februar kl. 11-16 (skolernes vinterferie)

Goodiepal, Planetspil (udsnit). Privateje. Foto: Ole Akhøj. Kan ses på HIMMELGÅDER-udstillingen i korridoren
Ejler Bille, Dyrekreds, 1959. Tilhører Vendsyssel Kunstmuseum


HIMMELGÅDER. Dansk kunst og astronomi 1780 - 2010
Frem til 26. februar 2012

Universets, klodernes, ja, himlens gåder er det særlige tema i museets særudstilling, med billedkunsternes, litteraters, musikeres og videnskabsmænds optagethed af det kosmiske.
Nattehimlens skønhed og varsler har gennem tiderne inspireret til mange udtryksformer, og de fleste af os har betragtet himlens myriader af stjerne med undren og fascination.
HIMMELGÅDER udforsker forskellige tiders opfattelse af himmelrummet med kunstværker og genstande fra flere århundreder, og det har du mulighed for at (gen)opleve et par uger endnu.

Bang & Olufsen i Nykøbing F. har venligst udlånt os tre meget elegante TV-skærme til at vise billedkunstner Thorbjørn Laustens kunstværk til HIMMELGÅDER-udstillingen på. Nogen ville mene, at skærmene i sig selv er kunstværker, og de hænger meget smukt på museets væg.
TV'et hedder Beovision 10-14, er en spritny model og 'rammen' findes i flere farver. Tak til B&O i Nykøbing!

Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum i Herning bidrager til vores 'HIMMELGÅDER' projekt med deres helt egen 'satellit'-udstilling 'Stjernedrys' om kosmiske motiver. Deres abstrakte og farvestærke værker afspejler de to kunstneres interesse for det kosmiske. www.chpeamuseum.herning.dk 

*****

Dialogforedrag: - billedkunst og astronomi i kontekst
4. februar kl. 13 - 15

v/ billedkunsterne Lotte Tauber Lassen, Jakob Jensen samt forfatter og astrofysiker ved Tycho Brahes Planetarium, Michael J.D. Linden-Vørnle, og planetarieleder på Steno Museet, Ole J. Knudsen.

To billedkunstnere og to videnskabsmænd går i dialog omkring universets proportioner og stjernerummet og sætter derved krydsfeltet mellem kunst og astronomi i spil. Menneskets tilgang af universet som påmindelse om en anden virkelighed end den umiddelbart begribelige diskuteres.

Foredraget sker i tilknytning til særudstillingen 'HIMMELGÅDER. Dansk kunst og astronomi 1780 - 2010', hvor Lotte Tauber Lassen og Jakob Jensen udstiller.

Pris inkl. kaffe/te: 100 kr., dog 80 kr. for medlemmer af venneforeningen
Tilmelding: post@fuglsangkunstmuseum.dk / tlf. 5478 1414
Ved besøg i museets samling uden for foredraget opkræves almindelig entré.

*****

Offentlige omvisninger
5. februar kl. 12 - 13 og igen kl. 13-14

Museet tilbyder denne søndag to ens offentlige omvisninger i forlængelse af hinanden, hvor kunsthistoriker Guri Skygge Andersen giver en generel præsentation af den aktuelle særudstilling.

Fuglsang Musikforening og museet tilbyder fælles en 'kombi-billet' til gæster, der både ønsker at besøge museet samt nyde klassiske koncerter på herregården. Denne søndag præsenterer musikforeningen en kammerkoncert, læs mere på www.fuglsang-musik.dk.

Omvisningen er gratis, når almindelig museumsentré er betalt. Tilmelding samme dag i skranken fra kl. 11. Plads til 30 gæster
Kombi-billetten koster 150 kr. (besparelse på 45 kr.), kan købes i museumsbutikken samme dag fra kl. 11. Koncert kl. 15 (mødetid kl. 14.45)

*****

Vinterferie:Miniplanetarium og klippe/klistre
Uge 7 - Gratis adgang!

I tilknytning til den aktuelle udstilling 'HIMMELGÅDER. Dansk kunst og astronomi' har museet lånt et miniplanetarium hos Tycho Brahe Planetarium i København. Det vil være opstillet i museets foredragssal tirsdag - søndag i uge 7 kl. 11-16.

Det kan beskrives som en omvendt hoppeborg, og ligner lidt stort et sølvgråt iglotelt. Når man sidder inde i det, kan man se stjernehimlen/himmelrummet - himlen vendes og tiltes, så den svarer til årets forskellige årstider og dermed viser, hvordan stjernerne på himlen ser ud set fra forskellige breddegrader.

Der er plads til 20-25 børn (primært 4-7 år), men det henvender sig i princippet til børn i alle aldre, og de voksne er også velkomne til at opleve og udforske sammen med dem.

Klip i Rummet kl. 12- 15
Åbent 12/2, 13/2, 17/2 og 18/2.

Med paprør, glimmer, skumkugler og æggebakker byder vi på klippe / klistre i børneatelieret. Du får hjælp til at kreere din helt egen raket eller satellit, og vi har materialerne, der skal til.

Der er endvidere arrangeret 'Fortælletæppe' og 'Marsdans' for børnehavernes ældste børnegrupper i institutions regi, se information og priser på www.fuglsangkunstmuseum.dk 

*****

Lagersalg i museumsbutikken
Uge 7 kl. 11 - 16
Bliv fristet af det enestående udvalg

På Fuglsang Kunstmuseum er det muligt at købe kunstkataloger, plakater og postkort i museumsbutikken, der også sælger et stort udvalg af designartikler, kunstartikler, børneting samt lækre småting og gode gaveartikler. Butikken bestræber sig på at finde helt specielle ting og sager, der ikke forhandles mange steder, som f.eks. et mindre udvalg af Sobral-smykker fra Brasilien.

I skolernes vinterferie d. 11.-19. februar holder museumsbutikken lagersalg, og en lang række bøger, plakater og designervarer kan købes til særdeles gode priser. Priserne - især på bøger og plakater sættes meget ned - fra 5 kr. Bemærk, at Venneforeningens 10% rabatordning ikke gælder dette lagersalg.

(bemærk ekstraordinært museumsåbent mandag og tirsdag i uge 7) http://www.aabne-samlinger.dk/fuglsang/information/butik.asp 

*****

Stjernetur
18. februar kl. 20
/
Aftenåbent på museet
18. februar til kl. 20

Naturvejleder Johnny Madsen inviterer på stjernetur under åben himmel med fortællinger om stjerner og forklaringer af markante stjernebilleder. Turen aflyses ved overskyet vejr.
HIMMELGÅDER-udstillingen, der også byder på kosmiske motiver, vises forinden på museet, der holder aftenåbent indtil kl. 20 (almindelig entré).

Pris for Stjerneturen: 20 kr., gratis for børn under 12 år
Mødested: ved museets hovedindgang
Tilmelding: post@fulgsangkunstmuseum.dk eller tlf 5478 1414
Stjerneturen arrangeres i samarbejde med Guldborgsund Kommune

*****

Filmfremvisning i foredragssalen
25. februar kl. 11.30 og 14.30

I 1918 havde verdens første science fiction-film i spillefilms-længde 'Himmelskibet' premiere i det netop åbnede Paladsteater i København, og i 1921 udkom romanen af samme navn, som i store træk byggede på filmen. Begge var skrevet af den danske forfatter Sophus Michaëlis. I historien foretages en rejse til Mars, hvor jordboere møder en højt udviklet marscivilisation.
Filmen bliver vist i tilknytning til den aktuelle særudstilling HIMMELGÅDER på museet.

Varighed: 81 minutter
Gratis adgang, tilmelding ikke nødvendig

*****

'På rejse i universet'
26. februar kl. 13 - 15. Sidste dag for HIMMELGÅDER-udstilling!
Billedforedrag v. Lollands Astronomiske Forening

I forbindelse med udforskningen af vort solsystem, det nære rum, og det øvrige univers, er der offentliggjort optagelser - bl.a. med rumteleskoper - af utrolig stor skønhed og videnskabelig samt kunstnerisk værdi af forskellige astronomiske objekter.

Formanden for Lollands Astronomiske Forening (LAF), Gertjan Faas, viser nogle af hans favoritbilleder og fortæller om deres oprindelse og betydning for forskningen.
Med fotografier og illustrationer samt praktiske eksempler giver sekretær i LAF, Ole Henningsen, endvidere et indblik i de store afstande, der gør målinger og dermed opnåelsen af svar på mange spørgsmål besværlige for forskerne, men som samtidig virker fascinerende og dragende på os alle.

Gratis. Plads til 50 gæster

*****

Efterlysning: Kender du Thorald Brendstrup?

I 200 året for guldaldermaleren Thorald Brendstrups fødsel ønsker Fuglsang Kunstmuseum i samarbejde med Ribe Kunstmuseum at sætte fokus på den ufortjent oversete guldaldermaler.
Imidlertid har vi problemer med at lokalisere et værk, som vi meget gerne vil vise på udstillingen, nemlig:
'Villa Poniatowskis have', 1851. Olie på lærred. Ukendt privateje

Ejer du, eller kender du nogen, der ejer dette kunstværk? I så fald håber vi at høre fra dig - kontaktperson: Museumsinspektør Gertrud Oelsner, mail: goh@fuglsangkunstmuseum.dk eller tlf. 54781414

I SKYGGEN AF GULDALDEREN. Thorald Brendstrup - 200 år vises fra 15. juni på Fuglsang Kunstmuseum, og efterfølgende på Ribe Kunstmuseum.

*****

Efterlysning: Vilhelm Kyhns lokale motiver

Fuglsang Kunstmuseum er gået sammen med kunstmuseerne Randers, Ribe og HEART i Herning samt Aarhus Universitet om at skabe en storstilet udstilling og publikation om landskabsmaleren Vilhelm Kyhn (1819-1903).

Vi efterlyser værker, der er malet på Lolland, Falster og Sydsjælland, som vi meget gerne vil vise på udstillingen. Da en stor del af Kyhns malerier befinder sig i privateje, håber vi, at du vil kontakte os, hvis du kender til kunstværker med lokale motiver. Kontaktperson: Museumsinspektør Gertrud Oelsner, mail: goh@fuglsangkunstmuseum.dk eller tlf. 54781414.

Særudstillingen vises fra 31. januar 2013 på Fuglsang Kunstmuseum.

*****

facebook.dk

Husk endelig at tilmelde dig Fuglsang Kunstmuseums facebookside hvis du vil holde dig løbende orienteret i overskuelig form om nyheder, informationer og billeder. Tak.

*****

Fuglsang Kunstmuseums Venners aktiviteter
Kunstcafé med Erik Mortensen
29. februar kl. 18.30 - 20.30

Billedkunstner Erik Mortensen vil fortælle om sin baggrund og mange stilskift siden sin debut på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1971, samt de forskellige teknikker han anvender - maleri, grafik, tegning og akvarel.

Pris: 60 kr. inkl. 3 rugbrødshapser og et glas vin (75 kr. for ikke medlemmer)
Tilmelding: post@fuglsangkunstmuseum.dk eller tlf. 5478 1414 efter 'først til mølle' princippet
Tilmeldingsfrist: 24. februar. Plads til 50 gæster

*****

Horisonter i dansk landskabskunst 1950 - 2000
16. marts - 20. maj
Forårets særudstilling

Fuglsang Kunstmuseum ligger smukt placeret midt i det sydøstdanske landskab, og netop dette har inspireret til særudstillingen Horisonter i dansk landskabskunst 1950 - 2000. Udstillingen behandler landskabets historie og forskellige udtryk i dansk billedkunst gennem et udvalg af værker fra museets samlinger, der også tæller nyerhvervelser, som endnu ikke har været udstillet.

Særudstillingen stiller skarpt på nyere danske kunstnernes inspiration i den danske natur - repræsenteret ved maleri, fotografi og grafiske værker af bl.a. Niels Strøbek, Poul Ekelund, Søren Lose, Poul Anker Bech, Ingemann Andersen og Jeppe Vontillius.

Yderligere information i næste nyhedsmail og på www.fuglsangkunstmuseum.dk 

 


Fuglsang Kunstmuseum er tilknyttet Åbne Samlinger  -  et netværk af museer og arkiver på Sjælland og Lolland-Falster