BESKRIVELSE AF TIDLIGERE UDSTILLING
- illustrationer kan være fjernet grundet ophavsretlige forhold

Sjælens Spejl - Hans Chr. Rylander. Retrospektiv

Vist  24. januar - 21. marts 2004

Hans Chr. Rylander
De gav blomsterne håndjern på. 1976-77


 

Årets første store særudstilling på Storstrøms Kunstmuseum er en retrospektiv udstilling med billedkunstneren Hans Chr. Rylander (f. 1939). 
Rylanders udtryksregister spænder vidt og indbefatter såvel oliemaleriet, ofte i meget stor skala, papirarbejder som skulptur, blandt andet i form af montrer. 
Udstillingen præsenterer ca. 60 værker fra såvel offentlig som privat eje, og udstillingen viser eksempler på kunstnerens forskellige udtryksformer fra hans 40-årige virke som billedkunstner. 

I udstillingens værker kan udviklingen i Rylanders værk følges, og såvel malerier som skulpturer viser, hvorledes både symbolismen og surrealismen har været vigtige inspirationskilder for ham. Symbolismens markante, selvstændige skikkelser som J.F. Willumsen og en surrealistisk kunstner som Vilhelm Bjerke Petersen er blandt dem, der har haft betydning for Rylanders virke. Eksistens, etik og moral samt historisk bevidsthed er blandt de mange temaer, der er til debat i Rylanders værker.

Ved siden af sit øvrige kunstneriske virke har Rylander været stærkt engageret i en række større udsmykningsopgaver, herunder den netop afsluttede udsmykning til Provianthuset ved Christiansborg i København. Udstillingen præsenterer det enorme værk Skitsebillede, 1992-2003 (300 x 500 cm), som er nøje forbundet med Provianthusudsmykningen, men som samtidig udgør et selvstændigt hovedværk i kunstnerens produktion. Typisk for Rylander rummer det et væld af referencer til såvel den offentlige som private historie, og scener fra danmarkshistorien blander sig med motiver, der knytter sig til kunstnerens private sfære. 

I forbindelse med udstillingen udgives et katalog med artikler af cand.phil., journalist og psykoterapeut Vibeke Dyhrcrone, museumsinspektør, mag.art. Marianne Sørensen, kunsthistoriker, B.A. Vicky Arndal og museumsinspektør, mag.art. Gertrud Oelsner. 120 sider, rigt illustreret, pris: 95 kr. Desuden udgives plakat, pris 40 kr. 

Hans Chr.Rylander (pdf 150Kb - åbner i nyt vindue)


Fuglsang Kunstmuseum er tilknyttet Åbne Samlinger  -  et netværk af museer og arkiver på Sjælland og Lolland-Falster