BESKRIVELSE AF TIDLIGERE UDSTILLING
- illustrationer kan være fjernet grundet ophavsretlige forhold

HOME - Søren Lose

14. oktober 2006 - 7. januar 2007
Særudstilling
I samarbejde med Lolland-Falsters Stiftsmuseum

Foto: Dødemosevej


Dødemosevej

Storstrøms Kunstmuseum runder efterårssæsonen af med en særudstilling af den unge fotograf og billedkunster, Søren Lose (f. 1972).

Gennem de seneste seks år har Søren Lose, som nu er bosat i Berlin, løbende fotograferet de omgivelser, han er født og opvokset i på Lolland. Resultatet er blevet fotoserien HOME, der er en række kunstfotografier, som alle på forskellig vis forholder sig til det at vende tilbage til det sted, man kommer fra - at vende "hjem" samt følelsen "at være hjemme".

Fotografierne tager udgangspunkt i forladte huse, fordi forestillingen om et hjem oftest er knyttet til et fysisk sted. Imidlertid opfylder disse huse ikke længere en funktion; de er ikke hjem for nogen, men er overladt til forfald og forvitring. De forladte og i flere tilfælde stærkt faldefærdige huse opfattes ofte som noget negativt; ruiner der skænder landskabet og derfor burde rives ned.
En væsentlig pointe i udstillingen er at pege på andre fortolkninger og aspekter af disse steder. Derfor fremhæver Søren Loses billeder gennem særlige blikvinkler eller andre greb det, vi normalt vælger ikke at se eller ikke er opmærksomme på.

Foto: Grøn flaske


Grøn flaske

I udstillingen vil kunstneren også inddrage forskellige materialer, f.eks. fotografier, aviser m.m., som han har fundet i de pågældende huse. Hjemmet skildres på én gang som noget velkendt og trygt, men samtidig peger kunstneren på, at denne betydning bliver usikker, når det ikke længere er hjemsted for nogen.
Udstillingen spørger de besøgende, hvad et "hjem" egentlig er, og vores forestillinger om et "hjem" udfordres i mødet med Søren Loses fotografier.

På et overordnet plan aktualiserer udstillingen ligeledes Storstrøms Kunstmuseums aktuelle situation, eftersom Storstrøms Kunstmuseum fraflytter museumsbygningen i Maribo i 2007 med henblik på indflytning i et nybygget museum ved Fuglsang, Lolland.
Udstillingen er den sidste særudstilling på museets nuværende adresse. Udstillingen bliver til i samarbejde med Lolland-Falsters Stiftsmuseum, som museet deler udstillingsbygning med.

I forbindelse med udstillingen udgives endvidere en publikation, der bredt tematiserer begrebet "hjem" gennem en række forskellige artikler.
 


Fuglsang Kunstmuseum er tilknyttet Åbne Samlinger  -  et netværk af museer og arkiver på Sjælland og Lolland-Falster