BESKRIVELSE AF TIDLIGERE UDSTILLING
- illustrationer kan være fjernet grundet ophavsretlige forhold


Det gyldne blik - dansk guldalderportræt i nyt lys

7. maj - 16. august 2009

Wilhelm Bendz "Portræt af maleren N.P.Holbech"

Jørgen Roed
"Portræt af Frøken Sofie Andersen" ca. 1832 



Med særudstillingen Det gyldne blik - dansk guldalderportræt i nyt lys sætter Fuglsang Kunstmuseum et fornyet fokus på en velkendt billedgenre fra den danske kunsthistorie, nemlig det borgerlige portræt fra slutningen af 1700-tallet til 1850.

Udstillingens hovedvægt vil være værker fra 1800-tallet frem til 1850, en periode, der har fået betegnelsen Guldalder. Med udstillingen ønsker Fuglsang Kunstmuseum gennem ny forskning og indlån at revurdere og synliggøre portrættet i museets guldaldersamling, som rummer værker af Wilhelm Bendz (1804-1832), C.A. Jensen (1792-1870), Constantin Hansen (1804-1880), C.A. Kølle (1827-72) og Jørgen Roed ( 1808-1888). Portrættet er i denne del af samlingen forholdsvis vel repræsenteret, men har ikke tidligere været genstand for dybdegående forskning.
Udstillingen ønsker at vise, at portrættet er andet og mere end den biografi, der knytter sig til den portrætterede person. Portrætter er netop også billeder, der bevidst gennemspiller en række andre problemstillinger og reflekterer over maleriet som medie.
Gennem forskellige temaer vil udstillingen undersøge og sætte fornyet fokus på disse andre fortolkningslag ved periodens borgerlige portræt.

Wilhelm Bendz "Portræt af maleren N.P.Holbech"

Wilhelm Bendz
"Portræt af maleren N.P.Holbech"
ca. 1830 



Blandt danske forskere har guldalderen som kunsthistorisk periode oplevet en fornyet interesse igennem de seneste 15 år. Opmærksomheden har imidlertid overvejende været rettet mod tidens landskabsmaleri, både som studier og gennemarbejdede værker.
I den sammenhæng har Fuglsang Kunstmuseum, i samarbejde med Fyns Kunstmuseum og Skovgaard Museet, tidligere markeret sig med to væsentlige udstillinger: Udsigt til Guldalderen (2005) og Himlens Spejl (2002). I 2010 forventer Fuglsang Kunstmuseum og Skovgaard Museet at danne rammerne om den første store udstilling om P.C. Skovgaard.
Udstillingen om det borgerlige portræt er således led i museets bestræbelser på at genlæse den danske guldalderkunst i lyset af en række hidtil upåagtede vinkler og dermed bidrage til væsentlig ny forskning om perioden.
Udstillingen vil præsentere ca. 60 værker lånt fra offentlige kunstmuseer og private ejere, heriblandt værker fra museets omkringliggende kulturlandskab. I forbindelse med udstillingsperioden vil der afvikles omvisninger og foredrag.


Giv os din tanke
Om et værk, et tema, en formidlingstekst, om udstillingen, om musikken, dine forventninger, om guldalderen, din oplevelse ……
Vi glæder os til at høre fra dig og vil bringe dit svar her på siden
Bemærk: Der kan ikke længere skrives nye kommentarer

Det gyldne blik publikation
Sommerudstillingens smukke og indsigtsrige katalog er i hus! Bogværket er på små 100 sider og rigt illustreret.
Udstillingskataloget indeholder 3 artikler v/ Karina Lykke Grand, Kjerstin Vedel og kurator Lotte Nishanthi Winther og med forord af den prisbelønnet museumsinspektør Gertrud Oelsner.
Kan købes i museumsbutikken på Fuglsang Kunstmuseum
eller bestilles via Webshoppen


Fuglsang Kunstmuseum er tilknyttet Åbne Samlinger  -  et netværk af museer og arkiver på Sjælland og Lolland-Falster