13. september 2008 - 4. januar 2009
|
Siddende pige,
ca. 1957 |
Særudstillingen STILLE STORM om billedhugger og tegner Agnete Madsen
sætter fokus på en af de ufortjent mere upåagtede kunstnere i dansk
kunsthistorie.
Hun blev uddannet som billedhugger på Kunstakademiet i København i
1950erne, og i slutningen af samme årti indtrådte hun i den eksklusive
kreds af Martsudstillingens medlemmer. Hendes relativt sparsomme
skulpturproduktion kunne dette regi beses frem til sammenslutningens
opløsning i 1982, ofte i fint samspil med et udvalg af egne tegninger.
Agnete Madsens både skulpturelle og tegnede virke har rod i en langvarig figurativ tradition, men selvom hendes værk virker umiddelbart stilfærdigt, slår det også gnister: I formens møde med rummet, i mødet med og inddragelsen af beskueren og med formernes både indre dynamik og ydre samspil.
|
![]() |
|
Portræthoved (Pige med
fletning, Dorte), ca. 1963 |
I skulpturen består den overvejende del af hendes værker af portræthoveder, statuetter og relieffer. Det legemsstore format hører til sjældenhederne i hendes produktion, formentlig fordi hun fungerede bedre i de små størrelser, hvor hendes enkle greb om bevægelse og rytme ikke mistede spændstighed og umiddelbarhed.
For tegningernes vedkommende var menneskekroppen igen det mest yndede motiv, det være sig både den hele eller fragmenterede menneskekrop. Mens skulpturen formedes af klumpen med en følsomt bearbejdet overflade, arbejdede blyanten i både kraftigt ekspressive spor og i knapt antydede streger på papiret.
Mens Agnete Madsen ikke er kendt i den brede offentlighed i dag, var
hun i sin samtid højt agtet. Hendes udstillede værker blev ofte rost i
dagspressens anmeldelser, og hun blev begavet med både hædersbevisninger
og legater, bl.a. Eckersberg Medaillen og Statens Kunstfonds livsvarige
ydelse.
Hun udførte også flere offentlige udsmykninger, bl.a. bestilt af Statens
Kunstfond, ligesom en række af hendes værker blev indkøbt af Ny
Carlsbergfondet. Hun er repræsenteret på flere offentlige institutioner,
bl.a. med fire skulpturer og en serie tegninger på Statens Museum for
Kunst, ligesom et væsentligt antal værker i både bronze, ler, gips og på
papir er at finde i privateje.
|
![]() |
|
Statuette
(Hest), ca. 1973 |
Særudstillingen indeholder 30 skulpturer og 50 tegninger udført af Agnete Madsen, og den viser således for første gang i museumssammenhæng et bredt udsnit af kunstnerens virke. Kombinationen af skulptur og tegning er begrundet i både Agnete Madsens egne visninger på bl.a. Martsudstillingen, og af den årsag, at værkerne på både to- og tredimensional vis illustrerer hendes tilgang til kunstnerisk udfoldelse af rum, bevægelse og rytme.
Udvalget vil på skulptursiden hovedsageligt fokusere på værker støbt i bronze: fra de tidligste frontalt orienterede statuetter med glat overflade fra omkring 1950, til især de senere mange portræthoveder og eksempler på figurer og relieffer i både lille og stort format, hvor en mere ekspressiv behandling af overfladen og eksperimenter med rytme og rumlig aktivering gør sig gældende. Også flere eksempler på skulpturer i større format forventes at indgå.
Med hensyn til kunst på papir vises et større antal figurmotiver i den karakteristiske ekspressive streg, et færre antal figurbilleder med den knapt antydede streg, samt en række figur- og dyremotiver, landskaber samt evt. antikstudier og rejseskitser.
Udstillingen ledsages af et rigt illustreret katalog på 124 sider med
forfatterbidrag af hhv. mag.art. og udstillingstilrettelægger Tine
Nielsen Fabienke, digter og forfatter Eske K. Mathiesen samt
kunsthistoriker Sanne Kofod Olsen (rektor for Det Fynske Kunstakademi).
I kataloget findes også en biografi, bibliografi og værkfortegnelse.
Udstillingen er arrangeret i samarbejde med Faaborg Museum og Holstebro
Kunstmuseum, hvor den efterfølgende vises.
Udstillingsprojektet er støttet af:
Augustinus Fonden
Beckett Fonden
Billedhuggeren, professor Gottfred Eickhoff og hustrus, maleren Gerda
Eickhoffs Fond
Frederiksberg Bogtrykkeri
Gavefonden for Sparekassen Lolland
Knud Højgaards Fond
Kulturarvsstyrelsen
Lolland-Falsters og Langelands Købstæders Brandsocietets Fond
Nordea Danmark-fonden
Ny Carlsbergfondet