FORVANDLINGER. Moderne myter i dansk kunst 1900-1950

William Scharff,  Figurstudium. Tre siddende kvinder, 1920. Trapholt  

 

FORVANDLINGER

Moderne myter i dansk kunst 1900-1950

30. januar 2015 - 17. maj 2015

 

Fuglsang Kunstmuseum sætter i samarbejde med Ribe Kunstmuseum og Faaborg Museum fokus på mellemkrigsårenes stilsøgende billedkunst, der ikke alene udfolder sig mellem to verdenskrige men også mellem den tidlige danske modernisme og COBRA-tidens abstrakte eksperimenter. Hvor disse to strømninger er velbeskrevne i den danske kunsthistorie, har der hidtil været mindre fokus på de mellemliggende års kunstnere og deres ofte stilsøgende værker, der udfolder sig i dialog med de første ansatser til det moderne velfærdssamfund.

 

I såvel store udsmykninger i tiden som i enkeltstående værker skaber kunstnere som bl.a. Kai Nielsen (1882-1924), Gerhard Henning (1880-1967), William Scharff (1886-1959), Vilhelm Lundstrøm (1893-1950) og Axel Salto (1889-1961) motiver, hvor det nøgne, sunde menneske, moderskab, biologi og mytologi bliver ingredienser i kunstneres livtag med den moderne velfærdsstat. Ikke alene motiverne bliver markører for en gryende, ny politisk vision, også kunstnernes bevidst stilsøgende formsprog bliver væsentligt i denne sammenhæng.

 

1. Verdenskrig affødte ikke alene behovet for nye politiske visioner, også de kunstneriske idealer led skibbrud under krigen og erstattedes med et tilbageblik mod historien, hvor særligt den italienske renæssances klassiske stil og barokkens svulmende former blev de stilarter, tidens kunstnere tog til sig i genrejsningen af det samfund, hvis fundament slog revner i kølvandet på krigen. Udstillingen sætter fokus på denne fortælling gennem værker af særligt William Scharff og Kai Nielsen, der respektive står som lysende eksempler på interessen for renæssancens klassicerende figurtradition og barokkens frodige figurskildringer. Ved siden af disse to kunstnere inddrages desuden flere andre kunstnere, der på tilsvarende vis deler denne kunstneriske vision.