13. august 2014
Fuglsang Kunstmuseum

Nyerhvervelse!

Valdemar Schønheyder Møller (1864 - 1905)
Solen i granskoven. U.å.
Olie på lærred. Købt 2014 med tilskud fra Kulturstyrelsen
Hænger i udstillingslomme B

 

Fuglsang Kunstmuseum har i sommeren 2014 erhvervet dette enestående værk af den danske kunstner Valdemar Schønheyder Møller.
Schønheyder Møllers navn og værker er i dag kun kendt af de færreste, men i kunstnerens samtid hørte han til kredsen omkring Vilhelm Hammershøi (1864-1916), og Schønheyder Møller ydede et væsentligt bidrag til den danske symbolisme både i form af en række usædvanlige landskabsmalerier og sit eksperi-menterende arbejde med fotografiet.

 

Museets nyerhvervelse er et udateret landskabsmotiv, men ud fra kunstnerens øvrige, men sparsomme værker i danske kunstmuseer og private samlinger kan vi indsnævre dets datering til mellem 1895 og 1900. I de år opholdt Schønheyder Møller sig i Paris, hvor han var indkvarteret hos sin broder, kunsthandleren Tyge Møller, og i årene i Paris skabte han en forundelig serie af skovene omkring Fontainebleau. De karakteristiske træer skildrede han ofte i modlys, og den lysende solskive med de kraftigt radierende stråler kappes med de høje nåletræer om beskuerens opmærksomhed. Dette grundmotiv varierede Schønheyder Møller i en suite af fortolkninger, der tilsammen ikke alene udgør kunstnerens væsentligste motivkreds, men også et vigtigt bidrag til den danske symbolisme og dens sindbilledlige fortolkninger af landskabet.

 

Schønheyder Møllers værker udbydes kun sjældent til salg, og Fuglsang Kunstmuseum glæder sig derfor over at have fået mulighed for at indlemme et af kunstnernes bedste værker i samlingerne. Foruden Fuglsang Kunstmuseums værk er kunstneren repræsenteret med ca. 15 øvrige værker i de danske museer, heraf flere i Skagens Museum, hvor flere af kunstnernes værker indgår i udsmykningen til Brøndums spisesal.

 

Valdemar Schønheyder Møller blev efter et kort ophold på Kunstakademiet først og fremmest uddannet ved Kunstnernes frie Studieskoler med P.S. Krøyer (1851-1909) som lærer. På Studieskolerne lærte han Vilhelm Hammershøi at kende, og han blev tæt knyttet til kredsen omkring Hammershøi. Schønheyder Møller skabte blandt andet en række enestående optagelser fra det hammershøi'ske hjem; fotografier der er nært beslægtet med Hammershøis velkendte interiørmotiver. Schønheyder Møller er ligeledes ophavsmanden til en række eksperimenterende portrætter af medlemmer af Hammershøis familie, særligt søsteren Anna Hammershøi, og Schønheyder Møllers fotografier og malerier vidner om, at der eksisterede tætte kunstneriske bånd de to kunstnere imellem.