16. juni 2014
Fuglsang Kunstmuseum

Godtfred Rump, Parti fra Ry Sønderskov med udsigt over Mossø og Gudensø, ca. 1852. Ukendt privateje

Efterlysning!

Hvor er Godtfred Rump?

Kunstneren Godtfred Rump (1816 - 1880) udgør lidt af et mysterium. På den ene side hører han til blandt 1800-tallets mest produktive og mest udstillende kunstnere, på den anden side findes kun få af hans værker i dag på de danske kunstmuseer, selvom han både i sin samtid og i årene derefter blev regnet blandt sin generations mest talentfulde kunstnere.

 

Rump blev indskrevet på Kunstakademiet i 1832, samme år som J. Th. Lundbye og Dankvart Dreyer. P.C. Skovgaard havde påbegyndt sin uddannelse året forinden.  Rump debuterede på Charlottenborg-udstillingen i 1836 og fra slutningen af 1840'erne koncentrerede han sig udelukkende om landskabsmaleriet. Han modtog flere anerkendelser for sit talent; i 1849 blev han tilkendt udstillingsmedaljen og i 1851 vandt han Den Neuhausenske Konkurs.

 

Fuglsang Kunstmuseum ejer enkelte værker af kunstneren, men som led i museets inspektør Gertrud Oelsners igangværende ph.d.-projekt, der har fokus på nationale strømninger i kunsten mellem 1780 og 1870, vil vi gerne i kontakt med private ejere af Rumps motiver med henblik på at finde frem til ny viden om en af nationalromantikkens oversete, men væsentlige kunstnere.

 

Oplysninger kan gives på e-mail til Gertrud Oelsner: aestgoh@dac.au.dk meget gerne med et foto af værket.