06. marts 2015
Fuglsang Kunstmuseum

Anne Højer Petersen ved prisoverrækkelsen. Foto David Kahr

Museumsdirektøren hædres!

Flot hæder til museumsdirektøren på Fuglsang Kunstmuseum


Ved en reception torsdag aften på Glyptoteket i København uddelte Ny Carlsbergfondet bl.a. Carl Jacobsens 'Museumsmandslegat' til museumsdirektør Anne Højer Petersen. Legatet på 150.000 kr. gives til museusmfolk, som har ydet en særlig indsats.

At virke til bedste for kunsten i stifternes fædreland er kernen i Ny Carlsbergfondets fundats, der blev underskrevet d. 20. januar 1902 af brygger Carl Jacobsen og hustru Ottilia Jacobsen.

 

'Vi arbejder på at fremme kunstens betydning i det danske samfund, og kunstpriserne er fondets måde at fejre personer, der yder et stort arbejde og er med til at tegne nutiden og fremtiden i dansk kunst- og museumsliv', siger Ny Carlsbergfondets formand, Karsten Ohrt.

 
Motivationen bag tildelingen:

Museumsdirektør mag.art Anne Højer Petersen får Ny Carlsbergfondets "Museumsmandslegat" for sit visionære og engagerede kunstfaglige virke i spidsen for Fuglsang Kunstmuseum, der igennem de 18 år, hun har siddet ved roret, har udviklet sig til et af landets væsentligste, både når det gælder museets kunsthistoriske forskning og de mange formidlings- og oplevelsestiltag, som på Fuglsang Kunstmuseum lukker et bredt publikum ind - ved modigt og eksperimenterende at satse på at sætte kunsten i spil ift. f.eks. musikken, meteorologien, astronomien og litteraturen. (klik her for tale /motivation i fuld længde)

 

En meget glad Anne Højer Petersen udtaler:

"Det er hjertevarmende at modtage Carl Jacobsens Museumsmandslegat, for netop bryggerens "ånd" synes at have svævet over mit kunstfaglige virke gennem de sidste godt 25 år; fra min studie tid som omviser på Ny Carlsberg Glyptotek og som første studentermedarbejder ved Den kgl. Afstøbningssamling, hvis energiske leder i de formative år var Carl Jacobsen. Og siden 1996 i min nuværende stilling som direktør for Fuglsang Kunstmuseum, som næppe havde eksisteret, hvis ikke netop Carl Jacobsen i 1880'erne havde insisteret på, at en kunstsamling burde være del af det kulturhistoriske museum, der dengang var under etablering (nu Museum Lolland-Falster).
Selvom det er min indsats, som hædres med legattildelingen, skal den ses i sammenhæng med dygtige medarbejdere på museet, tillid og interesse fra det lokale bagland og inspiration fra og godt samarbejde med fagfolk og museer i resten af Danmark; en baggrund, som har muliggjort meget mere, end hvad jeg alene kunne magte - og som i hvert fald har gjort mit arbejde både lettere og sjovere gennem alle årene."

 

Øvrige vindere ved aftenens uddeling af priser:

Carl Jacobsens Kunstnerlegat 2015 på DKK. 100.000
Kirstine Roepstorff  og Christian Lemmerz

Ny Carlsbergfondets Hæderslegat 2015 på DKK. 250.000
Frank Birkebæk, Roskilde Museum