MAJ nyhedsmail

Flere af museets sale er nyophængte med værker fra samlingen; markant Cobra-kunst (der suppleres af nyerhvervelser), ekspressive og fabulerende malerier fra 70erne og 80erne, "mørkemalerne" samt lyriske arvtagere til Cobra.

Carl-Henning Pedersen, Gult ansigt ved havet, 1947. Foto: Ole Akhøj

Danske kystlandskaber set af fotograf Janne Klerk:

 
Janne Klerk, Vejrø, Nordøstflak

Kommende særudstilling

19. maj - 27. august

Fotograf Janne Klerk (f. 1953) har altid elsket at besøge og at være ved de evigt foranderlige og meget forskellige danske kyster. Dette tilhørsforhold spejler sig tydeligt i hendes fotografiske virke, da hun gennem en årrække har rejst landet rundt for at indfange og beskrive denne del af Danmark.

Det sanselige og mærkbare liv i naturen har en særlig betydning for Janne Klerk, og hendes tilstedeværelse i og med naturen viderebringes i fotografierne, som måske netop derfor opleves som særligt nærværende – sansede mere end sete – fra en del af Danmark, som gennem tiden er blevet en mindre del af de flestes hverdag.

Særudstillingen viser motiver fra det åbne, vilde Vesterhav, motiver med dramatisk stejle skrænter eller med tunge vinterhimle over frostfyldte vande i dæmpede jordfarver. Men blandt værkerne ses også motiver med milde fjordlandskaber med grønne græsser og stille vand, vidtstrakte kystpartier med aftendis eller himmelpartier med drivende skyer, der spejler sig i vandet.

Læs mere her 

Onsdage åbent kl. 11 - 20

På udvalgte onsdage planlægges en lille event, f.eks d. 3. maj kl. 18.30 hvor Fuglsang-bænkene flyttes ud i haven ved KUMUS, hvis vejret er til det. Kaffe/te og kage nydes udendørs, mens formidler Guri Skygge Andersen fortæller om det kommende tværfaglige formidlingsprojekt 'I haven'.

Offentlig omvisning d. 7. maj

Den guidede tur går igennem fast samling med præsentation af udvalgte værker, deriblandt en del nyophængte. Kunsthistoriker Guri Skygge Andersen tager imod kl. 13.
Det er gratis for museets gæster.

Artist talk d. 24. maj kl. 18.30

Janne Klerk, der er fotografen bag den nyåbnede særudstilling 'Danske kystlandskaber', fortæller om sin kunstneriske praksis og de mange og forskellige danske kystmotiver.
Museet holder åbent til kl. 20.

Gratis skole workshops

0. - 2. klasser inviteres af museets formidler til gratis workshop med afsæt i særudstillingen 'Danske kystlandskaber'. Børnevenlig guidet tur i udstillingen, kystvandring omkring museet og kreativt værksted. Datoer i ugerne 21, 22, 23 og 24.

Lokale kystlandskaber - Østfalster

Guidet tur langs Østfalsters kyst og i Corselitze Hovedskov d. 31. maj, hvor der fortælles om natur og kultur ved Østfalsters kyst og i skoven. Turen laves i samarbejde med naturvejlederen i Guldborgsund Kommune.

Afmeld