Maj 2019

Verdenskunst til
Fuglsang Kunstmuseum!

En enestående norsk privatsamling af Edvard Munchs værker vises i sommerudstillingen fra 17. maj. Samlingen er en af de mest omfangsrige og repræsentative af Munchs træsnit, der findes udenfor Munchmuseet i Oslo.

Foto: Sidsel de Jong

'Munch og Goldstein. Intense linjer'

Åbner 17. maj

Sommerudstilling med Edvard Munch værker
Den kommende særudstilling fortæller historien om det livslange venskab mellem den verdensberømte norske kunstner Edvard Munch og den hidtil ukendte digter Emanuel Goldstein fra Lolland. Udstillingen udfolder for første gang de to hovedpersoners gensidige kunstneriske inspiration.

Munchs kraftfulde og farverige træsnit sættes i udstillingen i dialog med Goldsteins heftige digte om kærlighed og elskov. Billedernes groft snittede motiver møder ordenes hidsige, men også hjerteskærende tone, og i dette vekselspil forstærker de to udtryksformer hinanden.

Hvem var denne glemte, danske digter, som Munch var en stor beundrer af? Hvad var det, Munch så i Goldstein, som eftertiden har overset? Emanuel Goldstein (1862 - 1921) mødte Munch i Paris i 1889. De fandt en sjælden forståelse hos hinanden, og de bevarede kontakten indtil Goldsteins død.

Fuglsangs forskning bidrager med ny viden om en hidtil ubeskrevet dansk digter med nær relation til den verdensberømte Munch. Projektet tilføjer dermed ikke blot en ny brik til den danske litteraturhistorie, men også til fortællingen om Munch (1863 - 1944).


Edvard Munch, To mennesker. De ensomme, 1899.
Privatsamling, Norge. Farvetræsnit. Foto: Thomas Widerberg

Munch og Goldstein. Intense linjer er blevet til i samarbejde med Ribe Kunstmuseum, der viser udstillingen i efteråret 2019.

Fuglsang AFTEN i aften!

Lyt til fuglesang på Fuglsang 1. maj kl. 16 eller kl. 19. Gå med ornitologen og få hjælp til at udpege fugle, som synger på Fuglsang. Mange trækfugle er ankommet nu, og deres sang blander sig med de mere fastboende fugles stemmer. Køb billet i museumsbutikken, når du kommer. Museet holder åbent til kl. 20 hver den første onsdag i måneden.

Offentlig omvisning i fast samling

Det er en særlig oplevelse at se på kunst, når man tager med museets omviser på en guidet tur. Søndag 5. maj kl. 13 inviteres du med i fast samling. Tilmelding sker på dagen i butikken, der også sælger kombi-billetter med adgang til både museet og den klassiske koncert i KUMUS kl. 15.

Bogudgivelse 17. maj

I tre artikler sætter kunst- og litteraturforskere Edvard Munchs kraftfulde og farverige træsnit i dialog med Emanuel Goldsteins heftige digte om kærlighed og elskov. Bogen er tosproget (dansk/engelsk) og på ca. 200 sider. Rigt illustreret bl.a. med gengivelse af udstillingens værker. Redaktion: Liza Kaaring, Fuglsang Kunstmuseum. Udgivet på Aarhus Universitetsforlag og sælges i museumsbutikken til 249 kr. Send en mail til museet, hvis du ønsker at få den tilsendt.

Sommer - sæt igang

Man ved, at sommeren er på vej, når Café Fuglsang sælger økologiske Møn Is, og museumsbutikken har hylderne fulde af de mest nuttede 'sixpacks' (25 cl) fra det lokale Krenkerup Bryggeri. Sommer - sæt igang!

Familiedag 2. juni

Søndagshygge for hele familien med kunst, musik og naturoplevelser; gåtur til Skejten og minikoncerter med Ensemble Storstrøm. Omvisninger på museet og kreativt værksted for børn og unge. Havevandring i Fuglsang Have og søndagskoncert i KUMUS.
Se det fulde program her.

Fuglsang Kunstmuseum
Nystedvej 71
4891 Toreby L.

www.fuglsangkunstmuseum.dk

Tlf.: 5478 1414 
Telefontid: Tirsdag-torsdag kl. 11-15 og fredag kl. 11-13

Mail: post@fuglsangkunstmuseum.dk 



Når du modtager Fuglsang Kunstmuseums nyhedsbreve, accepterer du, at vi håndterer dine personlige oplysninger i overensstemmelse med EUs databeskyttelsesforordning (GDPR). 

Logo Facebook  Logo Instagram   Logo Twitter  

Afmeld