Museumsmandslegatet 2015 tildeles museumsdirektør Anne Højer Petersen

Direktionen i Ny Carlsbergfondet motiverede tildelingen med følgende ord:

 

'Ved årets tildeling af Carl Jacobsens Museumsmandslegat 2015 har Ny Carlsbergfondet bestyrelse valgt at belønne et menneske som i vores øjne på fremragende og vedholdende vis løfter opgaven som museumsleder.

En opgave der mere end nogensinde skal udføres i et krydspres af forventninger fra museernes mange og vidt forskellige interessenter.

 

Museerne er vidensinstitutioner, oplevelsesrum, motorer for vækst og regional udvikling og mere til. Og samtidig er det afgørende at der ud over evnen til fundraising, personaleledelse, økonomi og politik fastholdes en sikker og levende kunstfaglighed under det hele - arbejdet skal foregå "i kunstens tjeneste" som vi siger her i fondet.

 

Det er absolut ikke nogen nem opgave, men at det kan lykkes er årets modtager af museumsmandslegatet om nogen et levende bevis på.

For sit visionære, professionelle og dybt engagerede virke går legatet i år til mag.art. museumsdirektør Anne Højer Petersen.

 

I løbet af de 18 år Anne har siddet ved roret på Fuglsang Kunstmuseum ved Toreby på lolland tidligere Storstrøms kunstmuseum i Maribo har stedet udviklet sig til et af landets væsentligste og toneangivende kunstmuseer.

 

Det gælder den betydningsfulde og fremragende forskning, der bedrives på stedet takket være Annes Højer Petersens blik for museets særlige plads i det kunsthistoriske landskab og hendes evne til at etablere de nødvendige økonomiske og organisatoriske vilkår omkring forskningens realisering.

 

Det gælder de smukke fysiske rammer om kunsten, hun har stået i spidsen for at sikre med den engelske arkitekt Tony Frettons bygning der blev indviet i 2008 og som forener natur og kunstoplevelse på stedet.

 

Og det gælder Fuglsangs formidlings- og oplevelsestiltag, som lukker et stort og bredt publikum ind i kunstens verden ved modigt og eksperimenterende at satse på at sætte kunsten i spil i forhold til f.eks. musikken, meteorologien, astronomien og litteraturen.

 

Dertil kommer Annes mangeårige overskud til engagement i fællesmuseale sager fagligt og kulturpolitisk: I 7 år som medlem af bestyrelsen for det der engang hed Foreningen af Danske Kunstmuseer, og som nu er del af brancheorganisationen ODM, mange kræfter lagt i frivilligt arbejde for Kulturstyrelsens museumsfaglige råd, bestyrelsesarbejde i Kunstkonserveringen og en række andre hverv af kulturpolitisk og kunstfaglig karakter. Og yderligere overskud har hun haft til undervejs at erhverve en diplomuddannelse i museumsledelse og såkaldt leisure management ved University College Sjælland.

 

Det er Ny Carlsbergfondets mål at bringe kunst af den højeste kvalitet ud til hele Danmark blandt andet gennem støtte til kunstmuseerne - på Fuglsang Kunstmuseum har vi i dig Anne Højer Petersen en fremragende, flittig, faglig fighter for den sag på posten og derfor er det os en meget stor glæde at kunne takke og hædre dig for de flotte resultater du allerede har præsteret og at ønske dig god vind fremover med tildelingen af Carl Jacobsens museumsmandslegat 2015 på 150.000 kr.'