Fuglsang 1885 - 1959

Oluf Hartmann, Landskab med båd. Skejten ved Fuglsang på Lolland, ca. 1905 


 

Billedkunst, musik og friluftsliv
19. september 2015 - 10. januar 2016 

 

Med et både kunst-, kultur- og musikhistorisk sigte vil dette tværfaglige udstillingsprojekt belyse og perspektivere museets forankring til Fuglsang Herregård og det rige kulturliv, der udfoldede sig i perioden 1885-1959 under godsejerparret Viggo og Bodil de Neergaard.

 

Siden åbningen i 2008 har museets ny arkitektur og store kunstsamling føjet sig smukt ind i Fuglsangs historiske traditioner for dyrkelsen af billedkunst, musik og natur. Hos Viggo og Bodil de Neergaard fandt familie og venner, herunder en lang række kulturpersonligheder og udøvende kunstnere, stor glæde og inspiration i værtsparrets eventyrlige 'Skønhedsverden'. Billedkunstnere, eksempelvis Bodils bror Oluf Hartmann, opdagede nye motiver, komponister og musikere, som Carl Nielsen og Röntgen-familien, øvede og opførte ihærdigt utallige stykker, der var romantiske havevandringer, skovture og udfordrende sejlsport.

 

Kunst og friluftsliv var hjørnesten i opholdene på Fuglsang. Det fortsatte efter Bodil de Neergaards død, da stedet en årrække fungerede som kunstnerrefugium, og ånden fra dengang lever på mange måder videre i dag. Her har den professionelle klassiske musik, qua Storstrøms Kammerensemble, til huse i herregårdens hovedbygning, mens Fuglsang Kunstmuseum i sine udstillinger og aktivitetsprogrammer gerne arbejder tværfagligt med billedkunst, musik og natur, bl.a. i samarbejde med samme ensemble, det lokale kulturhistoriske museum og den kommunale naturtjeneste. I de kommende år styrkes det historiske bånd med istandsættelsen og indretningen af herregårdens forpagterbolig til bl.a. kunstlaboratorium, øvelokaler og koncertsal.

 

Med de nye initiativer og en kurs mod fremtiden, der fortsat vægter den tværfaglige dialog, er det derfor oplagt netop nu at fremhæve det historiske Fuglsang som et blomstrende kulturelt mødested og samtidig få afdækket ny viden om datidens billedkunst, musik og friluftsliv, der nok er belyst i brevvekslinger, erindringer og anden litteratur, men ikke tidligere har været emne for et selvstændigt udstillingsprojekt.
På udstillingen vises over 100 kunstværker, arkivalier og kulturhistoriske genstande, udlånt af offentlige museer og samlinger, Det Classenske Fideicommis samt en stribe private ejere. Der er portrætter af især værtsparret, skildringer af det musikalske samvær og landskaber i alle afskygninger - samt historiske fotografier, et flygel, gamle LP'er og en helt særligt indgravering! 

 

Med udstilling, bog og aktiviteter ønsker museet således at forankre sin position som lokalt kulturelt fyrtårn, der har evnen til at synliggøre de mange kulturelle og naturmæssige herlighedsværdier, som det righoldige lollandske herregårdsmiljø anno dengang og i dag kan tilbyde regionens borgere og udefrakommende turister.

 

Lolland200