Ege-ekspeditioner

Ole Lejbach,  Fugl Phønix på Skejten (beskåret), 2012. Blyantstegning 

 

Ege-ekspeditioner

11. juni - 30. august 2015

 

Gennem de sidste fem år har billedkunstner Ole Lejbach, f. 1951 og forfatter Jens Blendstrup, f. 1968 været på en række Ege-ekspeditioner i det danske landskab. Sammen har de gennemtravet hele landet i jagten efter egetræer med en historie at fortælle. I alt er det blevet til knapt 60 meget store blyantstegninger - portrætter af egetræer, detaljer af det enkelte træ eller træet i dets omgivende landskab. Værkerne ledsages af nyskrevne tekster, der sætter gang i fantasien parallelt med den kulturhistoriske eller folkloristiske historiefortælling, der findes om og omkring egetræerne.

 

Med til udstillingens indhold hører den fortælling, at Danmarks gamle egetræer er en del af vores fælles kulturarv. De er - og har altid været - en del af vores natur- og kulturforståelse. Således fortæller egene selv, deres udseende samt alder om naturen, og om de betingelser både klima og mennesker har givet dem. Egen bliver nemlig ældre end de fleste andre træer og indgyder alene derved og ved sit ærværdige og maleriske udseende umiddelbar respekt. Ingen kan således stå uanfægtet overfor en furet gammel tusindårig kæmpe, der har stået på sin plads og set og oplevet verden mens århundrederne skrider.

 

Som de væsentlige markører i landskabet de er, har egetræet til alle tider været et oplagt motiv for kunstnerisk udfoldelse, også hos de billedkunstnere vi har i museets faste samlinger. Fuglsang Kunstmuseum er beliggende i umiddelbar nærhed af det berømte egekratlandskab Skejten, der ikke alene har dannet motivisk udgangspunkt for flere af Ole Lejbachs tegninger, men også er et motiv, der i flere kunstneres tidligere fortolkning har fundet vej ind i samlingerne eks. Olaf Rude (1886-1957) og Oluf Hartmann (1879-1910). Lejbachs og Blendstrups projekt kan derfor ses i relation til det fokus på landskabskunst generelt, og Skejten specifikt, som udgør den væsentligste motivgruppe i museets samlinger.

 

Med Lejbachs og Blendstrups projekt er det første gang, at idéen om egetræet for alvor udfoldes i et tværfagligt projekt, der trækker på de historiske aner, men i samtidige kunstneriske udtryk.

 

Det er Fuglsang Kunstmuseum, der sammen med Johannes Larsen Museet og KunstCentret Silkeborg Bad i samarbejde med billedkunstner Ole Lejbach og forfatter Jens Blendstrup skaber projektet Ege-ekspeditioner. Udstillingen vil blive ledsaget af en publikation og et omfattende formidlingsprogram.

 

Projektet er støttet med 1,486 mio. kr. fra Nordea-fonden

 

EGE-EKSPEDITIONER

Et udvalg af anmeldelser og interviews fra EGE-EKSPEDITIONER-udstillingen på Fuglsang Kunstmuseum