FORVANDLINGER. Moderne myter i dansk kunst 1900-1950

William Scharff, Figurstudium. Tre siddende kvinder, 1920. Trapholt

 

Fuglsang Kunstmuseum 30. januar - 17. maj 2015

 

Tre danske kunstmuseer sætter spot på dén danske billedkunst, der udfolder sig i første halvdel af det 20. århundrede mellem den tidlige danske modernisme og COBRA-tidens abstrakte eksperimenter. Hvor både modernismen og COBRA er velbeskrevne i den danske kunsthistorie og værkerne del af kunstmuseernes faste udstillinger, har der været mindre fokus på de mellemliggende års kunstnere og deres ofte stilsøgende værker, der udfolder sig i dialog med det gryende moderne velfærdssamfund.

 

Både i store udsmykninger og i enkeltstående værker skaber bl.a. malerne William Scharff, Vilhelm Lundstrøm og Axel Salto samt billedhuggerne Kai Nielsen og Gerhard Henning motiver, hvor det nøgne, sunde menneske, moderskab, biologi og mytologi bliver ingredienser i kunstnernes livtag med den moderne velfærdsstat, og perioden vrimler med kunstværker med børn og mødre og det frie menneske i den omgivende natur.

 

Efter 1. Verdenskrig søgte kunstnerne tilbage i historien efter ny inspiration, hvor særligt den italienske renæssances klassiske stil og barokkens frodige former blev de stilarter, tidens kunstnere tog til sig i genrejsningen af samfundet. Gennem værker af særligt William Scharff og Kai Nielsen viser FORVANDLINGER lysende eksempler på fortolkninger af den klassiske kunst med motiver, der ønsker at vise de nye visioner. De mange forvandlingsmotiver, ofte inspireret af antikke forbilleder, illustrerer symbolsk kunstnernes bidrag til de ønskede samfundsændringer.

 

Kunstnernes ønske om at interagere med samfundet betyder, at periodens væsentligste værker findes som større udsmykningsopgaver udendørs i parker og anlæg, indendørs i form af større udsmykninger af offentlige bygninger - og ikke ellers på de danske kunstmuseer. I museets nærområde finder vi eksempelvis statuerne 'Gry' (Nykøbing F.), 'Lollandspigen' (Maribo) og Williams Scharffs udsmykning til det tidligere børnesanatorium i Vintersbølle (v. Vordingborg).

 

Det forskningsbaserede udstillingsprojekt er blevet til i samarbejde med Ribe Kunstmuseum  (visningsperiode 6/6 - 20/9-15) og Faaborg Museum (visningsperiode: 10/10-15 - 10/1-16). Tilhørende publikation udgives d. 30. januar 2015.