MYTEN OM AKTÆON

Axel Salto, Aktæon. Paris, 1937. Olie på lærred. Fuglsang Kunstmuseum

 

AKTÆON var dattersøn af Kadmos, kongen af Theben, og en ivrig jæger. Han færdedes dagevis på Kithaironbjerget med sit kobbel af jagthunde, han var ven med de barske bjerge, og intet vildt kunne gemme sig for ham eller hans trofaste hunde.

 

Også denne dag havde han været på benene fra morgenstunden, men byttet havde været rigt, og solen stod nu højt på himlen. Aktæon, hans jagtkammerater og hundene var trætte. Lidt længere nede var en dal, og for enden af den lå en grotte, hvorfra de udsprang en kølig kilde.

 

Dér plejede Artemis at bade med sine nymfer. Også hun var jæger, ja, hun bød i virkeligheden over alle bjergenes vilde dyr. Nymferne hjalp hende som sædvanlig med badet, løste hendes sandaler og tog imod hendes tøj, nu stod hun der, nøgen og skønnere end nogen jordisk pige.

 

Aktæon havde forladt sine kammerater; uden at tænke på noget slentrede han gennem bjergskoven, hans trofaste hunde luskede efter ham, lidt dvaske, for de kunne se, at deres herre ikke var ude efter bytte.

 

Han hørte den plaskende kilde og ville slukke sin tørst, tog et par skridt til siden og stod pludselig foran gudinden.

 

Nymferne skreg op, da de så en fremmed mand, og ville dække deres herskerinde med deres egne kroppe, men Artemis ragede op over dem med sin snehvide pande og blonde hår. Hun så sig om efter sin bue, men den havde nymferne lagt væk.

 

Aktæon forvandles

Så hastigt som vinden over Kithairon bøjede hun sig ned mod kilden, og i sin hule hånd tog hun nogle dråber vand og kastede dem i den fremmedes ansigt og sagde: "Prøv så at fortælle nogen, at du har set mig nøgen!"

 

I samme øjeblik groede der horn ud fra hans pande, hans øren blev spidse og lodne, og derfra voksede der skind ud over hele hans krop, hans ben blev til klove, og han faldt forover, men ikke på hænderne, for også de var klove. Med et sæt sprang han op, og var forbløffet over, hvor hastigt han kunne sætte af sted.

 

Han følte stadig den tørst, han var kommet for at slukke, og han sprang videre for at finde en kilde.

 

Da han bøjede sig over denne, så han en hjorts horn og et plettet hjorteskind i vandspejlet. Forfærdet tænkte han: Er det mig? Men ordene kunne han ikke sige, men han følte og tænkte stadig som den, han var - eller havde været.

 

Mens han drak, hørte han sine hunde komme. Glad vendte han sig om for at kalde på dem men hørte, at de glammede som havde de færten af et stykke vildt. Så forstod han, med rædsel i sit stadig menneskelige hjerte styrtede han af sted - som en hjort i de bjerge han kendte så godt.

 

Men hundene kendte terrænet lige så godt som deres - nej ikke herre, for det var jo en hjort, de forfulgte; og de indhentede den som så mange gange før; havde han ikke selv trænet dem? Han ville råbe: "Jeg er Aktæon, jeres herre!", men der kom ikke en lyd fra ham.

 

Aktæons død

Nu var den første af hundene lige bag ham, og den vidste, hvad den skulle gøre - havde han ikke selv pisket dem mange gange til at gøre det;  med et rask bid i hans ene bagben fik den væltet ham omkuld, og i samme nu var det øvrige kobbel over ham. Han vendte sit ansigt imod sine egne hunde. Men hvordan skulle de kende ham? De borede deres tænder i hans nakke og i hans strube. Aktæons øjne bad for sig.

 

Nu var hans jagtkammerater på vej, lokkede af hundenes gåen, de frydede sig over det pragtfulde bytte. Men hvor var Aktæon? "Synd at han ikke er her!".

 

De råbte hans navn, så det gav genlyd i skove og bjergene. Så gav en af dem hjorten fangst.

 

 

Fra Leo Hjorsø "Græske guder og helte" (Politiken Forlag 1984)