MYTEN OM AMOR OG PSYKE

Gerhard Henning, Amor og Psyche. Kærlighedspar, 1914. Statens Museum for Kunst. SMK Foto. Vises på Fuglsang Kunstmuseums særudstilling til og med d. 17. maj

 

Kærlighedsguden forelsker sig i den smukke prinsesse Psyche, som han egentlig skal straffe på sin mors, Venus', befaling, fordi Psyke har været alt for bevidst om sin egen skønhed. Hun bliver med magt ført ud til en stejl klippe, men den blide vestenvind, Zefyr, fører hende ind i Amors pragtfulde palads. Hun falder i en dyb søvn, og da hun vågner, ser hun til sin glæde, at hun ikke er i kløerne på et frygteligt uhyre, sådan som det var blevet spået hende, men i en guds kærlige arme.

 

Hendes elsker, der vender tilbage hver nat, får hende til at love, at hun aldrig vil se på ham. Ingen må vide, at han har forelsket sig i hende. Psyches misundelig søstre, som hun har sendt bud efter, for at de kan holde hende med selskab, får hende til at tro, at hendes elskede sandsynligvis er et uhyre, og at hun absolut bør se ham. Og så skjuler hun en lampe under sin seng.

 

Da hun for første gang ser Amor i lampens skær, overvældes hun af hans skønhed og bliver dybt forelsket i ham. Hun vil omfavne ham, men kommer til at brænde hans skulder med den varme olie fra lampen. Guden må såret og ulykkelig forlade hende, og Psyche er utrøstelig.

 

Men ikke nok med det: Det er hende, Venus lader sin vrede gå ud over, fordi Amor ikke har efterkommet hendes ordre. Gudinden stiller hende den ene umulige opgave efter den anden, som Psyche dog alle sammen løser på forunderlig vis, fordi dyrene, ja, selv livløse ting, har medlidenhed med hende. Til sidst henter hun sågar Proserpinas sminkekasse op fra underverdenen til Venus. Men hun kan ikke tøjle sin lyst til at benytte de guddommelige skønhedspræparater for at få sin elskede tilbage, og hun åbner kassen. Så overmandes hun af en dødelig søvn, som Amor først kan vække hende af, da Zeus har forbarmet sig over de elskende og har gjort Psyche udødelig og tilladt kærlighedsguden at tage den skønne til ægte.

 

Historien om Psyche og Amor viser en blid og øm, men ikke særlig imponerende kærlighedsgud, og der er noget barnligt over hans attrå - 'attrå' hedder på latin 'Cupido', et andet navn for Amor. I antikken fremstilledes Cupido ikke blot som en køn dreng, men også tit som en lille, nuttet 'basunengel' eller 'amorin'. Det er disse 'amoriner', de små barokengle, som også befolker mange kristne kirker, nedstammer fra. 

Amor er blevet 'bagatelliseret', ligesom Venus er blevet gjort til et reklamemiddel for kosmetikindustrien. Men Eros' magt over menneskene er usvækket.

 

Fra '50 klassiske Myter. De kendteste myter fra den græske oldtid' af Gerold Dommermuth-Gudrich (Aschehoug)