HIMMELGÅDER - Dansk kunst og astronomi 1780-2010

 

 

BESKRIVELSE AF TIDLIGERE UDSTILLING
Udstillingen blev vist oktober 2011 - februar 2012
Illustrationer kan være fjernet grundet ophavsretlige forhold.

 

 HIMMELGÅDER er en udstilling om krydsfeltet mellem kunst og astronomi. Gennem mere end 200 års dansk billedkunst undersøges, hvorledes billedkunstnere gennem tiden har fundet inspiration i astronomiens kortlægning af himmelrummet og de fascinerende himmellegemer.
Udstillingen viser desuden eksempler på historiske astronomiske genstande, astronomibøger, lyrik og science fiction-film, som kunstnere gennem tiderne har ladet sig inspirere af. Gennem en række temaer viser udstillingen billedkunstnernes fascination af det derude:
 

I. 1780-1880: OBSERVATORIUM
Romantikkens kunstnere nærede på den ene side en skrækiblandet fascination for universets uendelige udstrækning og på den anden side en nysgerrighed over for tidens astronomiske opdagelser og videnskabelige empiri. I perioden 1780-1880 var en lang række kunstnere optaget af Månen som motiv, hvilket ikke mindst skal ses i lyset af udviklingen inden for astronomien, der i perioden bl.a. dokumenterer Månen ved hjælp af fotografiske gengivelser.
 

II. 1880-1920: HIMMELDYBET
I takt med den stadig mere præcise kortlægning af rummet beskæftiger kunstnerne sig med livet hinsides det jordiske og tilværelsens dybde. Tidens opfattelse af himmelrummet er præget af en naturvidenskabelig præcision kombineret med åndelige og religiøse retninger. Dette gælder især i symbolismen omkring år 1900, men det er en tendens, der fortsætter frem til Første Verdenskrig, hvor nød og elendighed hensatte mange til fantasier om et andet liv ude i rummet, hinsides de jordiske trængsler. I denne periode dukker de første science fiction-film op.
 

III. 1920-1970: KLODERNES KAMP & DANS MELLEM STJERNER
I tiden efter Første Verdenskrig indgår de kosmiske motiver i den moderne abstrakte kunst. Sole, måner, stjerner hvirvles rundt i skildringer af kosmiske landskaber, hvor tidens historiske og eksistentielle spændinger forplanter sig i motiver af kæmpende kloder gengivet i farvestærke og ekspressive værker.. Kunstnernes fokus på et dynamisk, kosmisk univers går i dialog med Edwin Hubbles teorier om, at universet konstant udvider sig og er i bevægelse. Samtidig indgår gengivelser af Månen, Solen og stjerner i mere poetiske skildringer af naturen og himlen, hvor naturens lyriske dimension får et kosmisk modspil af firmamentets himmellegemer.
 

IV. 1970 - 2010: MÅNEN TUR-RETUR
Den første månelanding i 1969 markerede på ingen måde afslutningen på billedkunstnernes interesse for himmelrummet. I den aktuelle billedkunst omsættes på den ene side astronomiens og naturvidenskabens metoder i en række værker, der trækker direkte på materiale stillet til rådighed fra NASA, satellitter, rumteleskoper mm., og på den anden side kommenterer billedkunsten med ironi og humor vores fortsatte fascination af det uendelige univers.
 

STJERNESKUD
Måske har du lyst til at dele dine egne billeder af måner, stjerner og planeter med museets gæster og andre brugere?
På sitet http://www.flickr.com/photos/himmelgaader/  kan du se de billeder, der allerede er indkommet.