Kunstnersammenslutningen Martsudstillingen 1951-1982

Poul Ekelund, Grønt forårslandskab, 1954. Fuglsang Kunstmuseum 

5. februar - 16. maj 2016

 

Martsudstillingen (1951-1982) er en af de kunstnersammenslutninger i Danmark i det 20. århundrede, der har gjort en forskel i dansk kunstliv. Først og fremmest fordi den kunstneriske fællesnævner var så udtalt, men også fordi repræsentanter for sammenslutningen formåede at påvirke den offentlige debat om kunst. Hertil kom, at vigtige institutioner og aktører i dansk kunstliv havde et godt øje til sammenslutningen.

 

Medlemmerne søgte et fællesskab, hvor man arbejdede ud fra en "levende kunstnerisk tradition". De var af den opfattelse, at for mange af deres kollegaer så stort på traditionen og var for eksperimenterende for eksperimentets egen skyld. Nogle medlemmer var abstrakte i deres udtryk og andre figurative, nogle beskæftigede sig med maleri, andre med skulptur eller keramik og billedvævning.

 

Med denne særudstilling er det første gang, at Martsudstillingens kunstnere bliver vist sammen siden sammenslutningens sidste udstilling blev afholdt i 1981, og et overordentlig omfattende detektivarbejde er gået forud for at samle de over 120 værker fra både offentlige og private samlinger.

 

Udstillingen ledsages af en rigt illustreret bog på 192 sider, hvori Henning Jørgensen i den bærende artikel fortæller om kunstnerne og sammenslutningens historie, mens Karen Westphal Eriksen supplerer med betragtninger om Martsudstillingen og synet på efterkrigstidens modernistiske strømninger.

 

Martsudstillingens faste medlemmer (alfabetisk): Ejler Bille (1910-2004), Poul Ekelund (1921-76), Viggo Jensen (1886-1973), Arne Johannesen (1908-98), Harald Leth (1899-1986), Knud Lollesgaard (1911-97), Agnete Madsen (1923-97), Anna Thommesen (1908-2004), Erik Thommesen (1916-2008), Gertrud Vasegaard (1913-2007), Åge Vogel-Jørgensen (1888-1964) og Jeppe Vontillius (1915-94).

 

Udstillingen er arrangeret i samarbejde med Holstebro Kunstmuseum, hvor den vises 10. oktober 2015 - 10. januar 2016 og med Vendsyssel Kunstmuseum, hvor den vises 27. maj - 28. august 2016.

 

Udstillingsprojektet er støttet af:

A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal,  Beckett-Fonden, Etatsraad Georg Bestle og Hustrus Mindelegat. Billedhuggeren, Professor Gottfred Eickhoff og Hustru, Maleren Gerda Eickhoffs Fond, Frimodt-Heineke Fonden, Ny Carlsbergfondet, Oticon Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.