Naturdrømmerier. Olaf Rudes akvareller

 

BESKRIVELSE AF TIDLIGERE UDSTILLING
Udstillingen blev vist maj - september 2013
Illustrationer kan være fjernet grundet ophavsretlige forhold.

 

 

I Fuglsang Kunstmuseums samlinger gemmer sig en række akvareller af kunstneren Olaf Rude, som kun sjældent har været vist på museet.

 

Mange kender Olaf Rude (1886-1957), hvis malerier næsten altid er udstillet i Fuglsang Kunstmuseums sale; enten de stemningsfulde lollandske motiver fra den tidligste del af 1900-tallet eller de lidt senere kubistiske billeder fra tiden omkring slutningen af Første Verdenskrig. Udover denne fornemme samling ejer museet imidlertid også en række indtagende akvareller af kunstneren, for Rude var passioneret akvarelmaler, der livet igennem tog på 'akvarel-ture' for at skildre især naturens forunderlige mangfoldighed.

 

Særlig barndomslandet på det østligste Lolland samt voksenlivets bornholmske ferieresidens, hvor han byggede atelier og tilbragte langstrakte somre, var hans foretrukne motivkredse, når det gjaldt akvarellen. Og såvel det fredede naturområde Skejten med strandenge og solide ege som Bornholms klipper, lyngområder og moser blev skildret igen og igen i fnuglette farvestrøg, vibrerende blyantstreger, suveræn farvepragt og et særligt sitrende lys, som er både charmerende, fascinerende og forførende.

 

Det var imidlertid først i 1937, da Olaf Rude selv havde rundet et halvt århundrede og var blevet landskendt kunstner, at han debuterede med sine akvareller i offentligheden. De blev til gengæld rost i pressen og købt af prominente institutioner som Statens Museum for Kunst og Ny Carlsbergfondet. Siden kom endnu en stor udstilling efter Anden Verdenskrig og værkerne opnåede så stor popularitet, at flere blev reproduceret som eftertragtede litografiske tryk. En del af succesen skyldtes formentlig, at Rude, i lighed med bl.a. Fynbomalerne, betragtede akvarellerne som selvstændige kunstværker i egen ret, og ikke kun forarbejder eller skitser til 'rigtige' kunstværker.

 

Olaf Rude beskrev selv arbejdet med akvarellerne som at skrive digte eller føre dagbog, mens hans gode ven, forfatteren Poul Uttenreitter, beskrev dem som 'Naturdrømmerier'. De blev med tiden en slags livsnødvendighed for Rude, som helt frem til sin død beskæftigede sig med teknikken. I sit sidste tiår bl.a. i forbindelse med den store malede udsmykning til Christiansborg, der netop har Skejten som motiv.

 

Trods skrøbelighed og lysfølsomhed er et stort antal af Olaf Rudes akvareller heldigvis blevet fint bevaret i dansk eje. Fuglsang Kunstmuseum har fået lov at låne omkring 90 af dem fra generøse museer og private ejere, og udstillingen viser dermed en længe overset billedskat, som normalt beskyttes i institutionernes magasiner eller hænger på private vægge.

 

Udstillingen om Olaf Rudes akvareller sker i samarbejde med Bornholms Kunstmuseum, hvor den efterfølgende vises. Den ledsages også af bl.a. omvisninger, workshops og foredrag samt booklet og plakat.

 

Guldborgsund

 

  • A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal
  • Augustinus Fonden
  • Beckett-Fonden
  • Etatsraad Georg Bestle og Hustrus Mindelegat
  • Guldborgsund Kommune
  • Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorcks Fond
  • Aage og Johanne Louis-Hansens Fond
  • Overretssagfører L. Zeuthens Mindelegat