Ved bordet. Mennesker, mad & nature morte

PS Krøyer, Ved frokosten (Kunstneren, hans hustru og forfatteren Otto Benzon), 1893. Den Hirschsprungske Samling

P.S. Krøyer, Ved frokosten (Kunstneren, hans hustru og forfatteren Otto Benzon), 1893. Den Hirschsprungske Samling, København. Foto: © Den Hirschsprungske Samling


Ved bordet. Mennesker, mad & nature morte

27. januar – 23. april 2017

 

Bordet i billedkunsten

Vi spiser ved det. Lægger fødderne op på det. Måske slår vi endda i det. Vi lægger en dug over og dækker det pænt. Store beslutninger tages over det, og mange tjener til livets ophold ved det. Men vi ser det egentlig ikke. Alligevel er bordet centralt i vores hverdag - ligesom det er vigtigt i billedkunsten, hvor bordet er til at få øje på i portrætter, interiører, genrebilleder og opstillinger,

 

Ved bordet. Mennesker, mad & nature morte skaber nye møder mellem værker, der ikke tidligere har været samlet, og med afsæt i kunstværker fra før guldalderen og op til i dag iscenesættes, hvad vi foretager os ved bordet og placerer på det. Det handler ikke blot om at tage for sig af bordets glæder, men også om dets betydning for identitet og køn, fællesskaber og familie, madkultur og dannelse.

 

Særudstillingen præsenterer juveler på væggene af bl.a. Krøyer, Hammershøi, P.C. Skovgaard, Anna og Michael Ancher, Zahrtmann, Harald Slott-Møller, Edvard Weie og Olaf Rude, Niels Strøbek og Jesper Christiansen, hollænderen Jan de Bray, tyske Hans Baluschek og franske Odilon Redon.
Desuden har støtte fra Nordea-fonden muliggjort en række aktiviteter samt filminstallationen Skammekrogen af Mads Damsbo og Johan Knattrup Jensen, som byder museumsgæsterne til bords i sansepirrende virtual reality, mens franske Lilian Bourgeat udfordrer vores syn på omgivelser og ritualer med sit forvoksede dækkede havebord i installationen Gullivers middag.

 

Udstillingen er et samarbejde med Skagens Kunstmuseer, og den vises efterfølgende på Skagens Museum. De to arrangerende museer udgiver med Aarhus Universitetsforlag et stort illustreret katalog, hvor museerne samt eksterne forskere bidrager med nye vinkler på bordet i billedkunsten.

 

Ved bordet ledsages af et varieret aktivitetsprogram for både børn og voksne af omvisninger, foredrag, workshops og events. 

 

Tak til: 15. Juni Fonden, Arne V. Schleschs Fond, Augustinus Fonden, Beckett-Fonden, Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond, Etatsraad Georg Bestle og Hustrus Mindelegat, Fuglsang Kunstmuseums Venner, Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck's Fond, Overretssagfører L. Zeuthens Mindelegat, Ny Carlsbergfondet, Spar Nord Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.

 

 

Støtte til formidlingsaktiviteter: 

Nordea Fondens logo

Skammekrogen

Prøv virtual reality på Fuglsang Kunstmuseum. 


I filminstallationen Skammekrogen sætter du dig til bords, får høretelefoner og briller på. Herefter deltager du i en pinlig familiemiddag, hvor storebror første gang har sin nye kæreste med hjem til mor, far og lillebror. 

 

Læs mere om værket her.