Stormflod dræbte 80 mennesker på Lolland-Falster

Lokalhistorie

For godt 125 år siden - onsdag 13. november 1872 blev Lolland-Falster ramt af en frygtelig naturkatastrofe, da vældige vandmasser væltede ned fra Østersøen og gennembrød digerne på de lolland-falsterske kyster.
Mens det øvrige Danmark gik nogenlunde ram forbi og ikke led tab af menneskeliv, skrev stormfloden på Lolland-Falster et af de mørkeste kapitler i landsdelens historie. Huse faldt sammen som korthuse, og beboerne førtes bort med strømmen, mens de rasende naturkræfter spredte deres fangarme over landsdelen, og på ti timer omdannede den til et hjemsted for døden. Da regnskabets time oprandt kunne tabslisten melde om 80 omkomne - alene 52 var omkommet på Sydfalster. 28 døde på Lolland og tusinder var blevet hjemløse eller havde mistet alle deres ejendele. Desuden var værdier til et beløb af ca. 1 million kroner gået tabt - herunder titusinder af husdyr.

Når tabene blev så store, skyldtes det, at Sydfalster og Sydvestlolland på det nærmeste blev raseret af de altædende vandmasser. I disse næsten totalt oversvømmede egne, hvor vandet visse steder nåede en højde af 3,5 meter over daglig vande, var kun de mest solide huse i stand til at modstå "syndflodens" styrke. Langt hovedparten blev revet bort og beboerne overladt til en krank skæbne. I konsekvens heraf druknede 26 mennesker på Bøtø, 6 i Skelby, 20 i Gedesby og 28 mennesker i Gloslunde, Hoby, Lille Skovlænge og Hummingen. Detaljer i øjenvidnernes beretninger afslører, at hovedparten af de omkomne kunne være reddet. Karakteristisk er det nemlig, at mange fejlvurderede situationen, da vandmasserne tidlig om morgenen væltede ind over digerne. Mørket gjorde, at beboerne tæt ved kysten først blev klar over gennembruddet, da vandet begyndte at trænge ind i husene. Enten havde beboerne intet kunne se i mørket eller også havde de i dæmringen antaget de skumklædte bølgetoppe for tåge eller sne. Konsekvensen blev, at de ikke kunne nå at redde sig ud af huset og op på et højere beliggende område.

En familie som har søgt tilflugt på loftet reddes i sidste øjeblik

Takket være loftet var de dog imidlertid i besiddelse af en vis tryghedsfornemmelse. Men jo mere vandet steg, desto mere gik det op for dem, at fornemmelsen var falsk. Og opfattelsen holdt stik: lofterne blev en fatal dødsfælde, for de nødstedte på lofterne havde næppe skyggen af en chance for at redde sig, når stormfloden skilte tagene fra murene, som tilmed ofte bestod af meget skrøbeligt materiale. En anden af årsagerne til de store tab var det manglende kendskab til de konsekvenser, en stormflod kunne få for befolkningen, når den gennembrød digerne. Befolkningen havde ikke mange erfaringer i den retning, da havet tidligere i århundredet kun havde gennembrudt digerne i mindre omfang. Man vidste ikke hvorledes man skulle forholde sig.

Andre, som troede de vidste besked, blev i deres dybeste overbevisning i deres hjem. De regnede hele tiden med, at stormfloden kulminerede. At de af samme årsag ikke fandt det umagen værd at forlade hjemmet, blev deres skæbne. Stormfloden havde fået endnu videre konsekvenser, hvis den havde raset i blot få timer længere, var tusinder omkommet. Mange af de nødstedte på lofterne var nemlig så stærkt forkomne, da de om aftenen blev reddet op på det tørre, at de næppe ville have været i stand til at overleve nattens kulde.

Øjenvidneberetning fra Ane Hansen

"Til november 1872 var jeg kommet til at tjene hos gårdejer Jens Larsen, Bøtø. Ved femtiden d. 13. november væltede vandet ind over bredden til os. Jeg blev båret over til stalden for at malke. Så malkede jeg kvæget, og blev stående til de igen kom og bar mig over i stuehuset. Men vandet skyllede ind, så vi måtte væk derfra. Så kom vi over i høladen, snart måtte vi også væk derfra. Manden lod hente den lange stige og nogle knipper halm. Ad stigen kom vi op på stænget. Efter at vi havde været der i nogen tid, løsnedes nogle stolper fra hinanden hvor taget begyndte, og så begyndte vi at drive. Vi var i alt 9 med, alle de andre kom ud på taget, men jeg kunne ikke komme derud. Jeg sad i klemme mellem et par bjælkeender, der var under vandfladen, så der lå jeg, og de hev i mig for at få mig op, men de kunne ikke få mig ud. De holdt mig så i armen, mens vi drev af sted. Stormen, bølgerne og ængstelsen gjorde mig ganske fortumlet, og jeg sagde til min husbond, at han skulle bare slå mig for panden og lade mig dø, da jeg ikke mere blev til menneske.

Lidt fra Lolles gård ved Skelby drev vi mod et piletræ, hvor vi alle 9 kom over. Senere kom, så vidt jeg husker, Sø-Lars og Rasmus Christensen med en båd, hvori vi alle kom over, så sejlede vi hen til Lolles gård og blev meget venligt modtaget. Alle de andre fik mad og drikke, men jeg var meget medtaget af at have været i vandet osv., så jeg kom i seng med det samme, blev snart varm og faldt i søvn. Da jeg vågnede, bad jeg om lidt mad og var hos Lolles i et par dage. Senere var jeg i præstegården i 8 dages tid. En familie skulle så være der og jeg måtte rømme, var lidt hist og her - mest i Idestrup. På Lolles mark blev senere fundet min husbonds døde heste og køer. I halmen, der drev med taget vi sejlede på, løb mus og rotter om. Ved den følgende juletid fandtes en mand hængende i et piletræ, øjnene så frygtelige ud. Kvistene blev savet ud af hans hænder. Min mor, der var husbestyrerinde hos en mand på Bøtø, blev fundet hængende over en grøftevold, med husbondens ene barn under sig. Min morbroder med kone og 3 børn druknede også. En skuffe af mit klædeskab drev til Skelby, hvor jeg fik det igen, alle mine ting var deri, undtagen lidt et menneske havde stjålet, hvad der senere blev opklaret. Min husbond vil jeg til sidst rose. Han var en god mand, der sørgede godt for os alle, ikke alene for sin familie, men også for os hans tjenere."

Kort over Sydfalster. Den blå farve viser oversvømmelsens omfang

Kirkebøger med optegnelser over de døde i Væggerløse sogn samt udklip og dokumenter vedr. stormfloden, kan bl.a. ses på Væggerløse sogns lokalhistoriske arkiv.
Tekst: Arkivleder Heidi Pfeffer

Der er udarbejdet litteraturliste til denne fortælling