Nakskov station set med barneøjne
Jeg kan huske, at jeg som en lille dreng ved min barnepiges hånd spadserede ud til Voldanlægget for at se den nye jernbane, der kort tid i forvejen var blevet åbnet, og det var en dejlig oplevelse at overvære togets afgang.
Det var nærmest et vidunder, at man nu kunne rejse til København på en dag, noget jeg naturligvis ikke på denne tur til toget reflekterede over - for mig samlede interessen sig om det store lokomotiv, som kunne trække den lange række af vogne.
Nu må det siges, at togets afgang i sig selv var en forestilling, som kunne sætte fantasien i bevægelse for en lille nysgerrig dreng. Først travlheden på perronen - det var ikke mange mennesker, der rejste hver dag, men der var alligevel en tagen afsked og en pludren, som vakte opsigt, fordi man ikke var vant til alt det spektakel. Og jo mere man nærmede sig tiden, hvor afrejsen skulle finde sted, des større blev naturligvis spændingen.
Dette med at komme af sted var ikke sådan lige til, for der var adskillige formaliteter, der skulle iagttages. Allerførst skulle der ringes ud - jeg tror tre gange - så kom afgangsslaget på klokken, derefter afgangsfløjtens triller, som blev gentaget af togførerens fløjte. Så endelig fløjtede lokomotivføreren, samtidig med at han gav los på dampen, og så begyndte togstammen at sætte sig i bevægelse, mens lokomotivet prustede og gjorde en sådan spektakel, at man ikke kunne få ørenlyd. Og bag stakittet stod alle de, der på nogen måde kunne få tid til at komme hen og se på den mærkelige forestilling.
Jeg erindrer at jeg var så betaget, at jeg hver dag bad om at måtte gå derhen, og da Bolette var en sat, lidt ældre pige ude fra Sønderherred, overgav moder mig til hendes omsorg uden at frygte efterladenhed fra hendes side, og moders formaninger om ikke at krybe op på stakittet var såmænd overflødige, når Bolette var med. Sommetider drev en del til at gå hen på Svingelsvejen for ved overskæringen dér at nyde det spændende syn af toget der buldrende rullede forbi.
Det varede adskillige år, før jeg selv fik lov til at optræde som passager, og den udflugt som jeg i den anledning kom med på, var en rejse sammen med mine forældre til Rødby, hvor far havde et par bekendte, som han ikke havde set i mange år. Det var overlærer Jacobsen og en møller som boede til leje uden for byen og hed Johansen. Navnlig interesserede mølleren mig meget, for han var helt mørk i huden, og så havde han et stort kulsort skæg. Begge de to familier var overordentlig venlige, og jeg husker hvordan jeg trods min ungdom blev behandlet ligesom en voksen, og fik lov til at sidde rigtig til bords. Derimod husker jeg ikke hjemrejsen, jeg har formentlig sovet det meste af vejen.
Stationsforstander Christensen var chef for stationen i Nakskov. Det var en særpræget personlighed, som med myndighed ledede stationen. Jeg tror, at hans underordnede havde megen respekt for ham, der var i hvert fald orden i sagerne. Han var en slank mand med et markeret ansigt og kindskæg. Jeg har aldrig set ham smile, men med en alvorlig ro svarede han høfligt på alle spørgsmål. Når jeg hilste på ham, hilste han altid venligt igen ved at føre hånden op til uniformskasketten. Det var nemlig ikke alle, det tog hensyn til en lille drengs hilsen. Jeg kunne nævne mange, der gik forbi uden at værdige den høflighed, der blev vist dem, et blik. Mor var meget omhyggelig med at indprente os den dyd altid at vise opmærksomhed mod medmennesker.
Senere, da jeg havde forladt Nakskov, og kom tilbage på korte besøg, glædede det mig altid at se stationsforstanderen, som jeg slet ikke syntes havde forandret sig. Han stod altid lige elegant med de hvide handsker og gjorde honnør når toget kom ind. Dette med handskerne havde han for øvrigt tilfælles med sine kollegaer i Maribo og Sakskøbing. Både Thejls og Shwensens hænder skinnede hvidt, når man nærmede sig de respektive byer, og alle viste de den samme fornemme og korrekte optræden. De var virkelig præsentable embedsmænd.
Foruden sin stationsforstanderstilling beklædte Christensen også embedet som ekspeditør for Sydfynske Dampskibsselskab, og når hans formiddagstjeneste ved banen var forbi, vandrede han med sin lette og elastiske gang ad Nørrevold ned til havnen for at overtage "Mjølners" afgang, når klokken var 10. Men stationsforstanderen havde også en hobby. På et areal, der tilhørte banen, havde han anlagt en frugthave, bestående af lavstammede pære- og æbletræer, og her dyrkede han de herligste frugter. Mærkeligt var det, at han kunne havde disse attråværdige lækkerbiskner i fred, for adgang til haven var meget let, man skulle blot over en lav indhegning.
Nå, det var en anden tid, hvor ejendomsretten blev respekteret, men det kan og også være, at en eller anden lækkersulten dreng måske faldt for fristelsen. Drengene i Nakskov havde ikke alle vinger på ryggen.
Men jeg tænker på at det i grunden er mærkeligt, at man har oplevet, at den gule postvogn kom rullende gennem Nakskovs gader med den truttende postillon på bukken, og de søvndrukne passagerer inde i vognen. Det var dengang, da man jublede over "Emilies Hjertebanken", når hun sang:
"- en postillon i frakke rød
på bukken sad, han var så sød
Han blæste - han blæste:
Trata-tra-ta-trattatta".
Erindringen er skrevet af Tonys Bror, synonym for Julius Jensen, f. 1869 i Nakskov
