Nystedbanen
Af Jørgen Skafte
Stubbekøbing-Nykøbing-Nysted-Banen (S.N.N.B.) var et selskab, men i realiteten var det to baner, og selvom de mødtes i Nykøbing, så passede afgangstiderne aldrig sammen, i det de rettede sig efter DSB's.
Her på Lolland sagde vi altid Nysted toget eller Nysted Banen, og på Falster var det Stubbekøbing toget eller banen.
Nystedbanen var en del af vores hverdag i Toreby, hvor jeg boede som dreng, jeg var ikke ret gammel da min far tog mig med ud om aftenen for at se roetoget, der holdt bag ved huset hvor vi boede, for at samle damp til den videre tur indtil Nykøbing. Det er nok fra den tid jeg er blevet bidt af et tog, desværre nåede jeg aldrig selv at blive noget med tog - og dog… Min første togtur var selvfølgelig med Nysted toget, vi skulle på skoleudflugt fra Toreby til Nysted, det var en oplevelse af de helt store, for vi var ikke så forvænte den gang.
Under krigen var det svært at få benzin til motorvognene, og der blev bygget gasgeneratorer på et par af den. Nu har farten aldrig taget overhånd på banen, og det blev endnu ringere da de skulle køre på gas. Jeg har før set at en af de rejsende øst for Toreby steg af toget under kørslen og gik ved siden af, og han steg så på igen i farten, hvis man kan kalde det fart.
Jeg husker også som dreng, hvordan udgravningerne ved Toreby føg til med sne, der blev så gravet ned til skinnerne, og med nogle meters mellemrum blev der gravet ned igen, sådan fortsatte man til Åmarksvejen, så blev der fyret op under lokomotivet, som der havde sneploven fastspændt, men det måtte tage tilløb nogle gange inden det kom igennem, der var noget at se på for os knægte.
Jeg var blevet arbejdsdreng hos en gartner, der boede lige op til Toreby holdeplads, han fik blomster med toget. Det var genre nelliker fra en gartner på Amager. Når toget fløjtede på en bestemt måde. Så vidste vi der var blomster med, og så spænede vi over for at hente dem, det var næsten fra dør til dør. I 1948 kom skinnebusserne og det var vel nok et fremskridt, næsten at sammenligne med IC3 togene i dag, og det gav også flere rejsende. I driftsåret 1948-49 var der over 400.000 passagerer, det højeste antal nogensinde.
Tiden løbet og jeg var blevet gift, og boede til leje i Toreby hos en slagter, som det ikke gik så godt for, han gik konkurs og vi blev sagt op. Hvad gør man så, det var også dengang svært at få en lejlighed. En dag stod der i avisen, at S.N.N.B. søgte en ekspeditrice til Frejlev station. Jeg sagde til min kone: "Prøv at søge den, så har vi da tag over hovedet". Som sagt så gjort, der var 82 ansøgere, men hun fik pladsen. Hun var en uge i praktik hos stationsmester Th. Christiansen på Sdr. Ørslev station. Den 1. maj 1956 flyttede vi ind på Frejlev station, og det blev en dejlig tid. Der var ikke ligefrem nogle moderne bekvemmeligheder som vi kender det i dag, der var vandpost i gården, hvor vi kunne poste en spand vand op når spanden var tom, senere ville banen godt bekoste en vrikkepumpe, der kunne sidde i køkkenet, hvis jeg selv ville montere den, så skulle vi da ikke ud i det fri, når vi skulle bruge vand. Inden vi flyttede var der dog blevet indlagt vandværksvand, der var selvfølgelig også et gammeldags das i gården og det var der også da vi flyttede.
Der er mange minder fra dengang, lønnen var ikke stor, men der var fribolig og den var stor. Der var også en stor prydhave omgivet af hæk, den blev i daglig tale kaldt for anlægget, der var en køkkenhave og en frugthave med over tyve frugttræer, så der var nok at se til i fritiden. For at kompensere lidt på lønnen blev min kone tildelt et vederlag for pakhusarbejde, dvs. at det var mig der en gang om ugen fejede pakhuset.
Frejlev station var den største af mellemstationerne på Nysted strækningen, da vi kom dertil var der stadig piger og karle på gårdene, så når det var skiftedag kom der kommoder og karlekammerskabe med toget, de blev så hentet med hest og vogn eller den lokale vognmand. Der var 3 frugtplantager i Frejlev, og der blev sendt store mængder frugt med banen, det ene år blev der sendt 52 vognladninger æbler, og det var både til ind- og udlandet, bl.a. Sverige og Tyskland. Når det var til udlandet, kom planteavlskonsulenten og synede varen, og så blev vognen plomberet. Der var også et gødningslaget i tilknytning med stationens varehus, og der kom mange vognladninger gødning, som blev distribueret derfra.
Roetrafikken var stor, det var ikke unormalt med op til 10 roevogne på læssesporet. Banen anskaffede derfor en transportør, og så kunne bønderne læsse roerne ned i stedet for at læsse dem op i de høje roevogne. Åstrup station fik i øvrigt en magen til.
I jagtsæsonen var der også meget vildt, som blev sendt med banen, det var både hjortevildt, harer og fasaner. De blev sendt som ekspresgods til opkøbere i København, og når det var ekspresgods, så gik det med alle tog, ja, dengang gik alt meget lettere end i dag.
I sådan en stationsbygning var der 3,15 meter op til loftet, og der var ikke centralvarme, men der var 7 kakkelovne i stationsbygningen og en gruekedel i udhuset. Vi brugte dog ikke alle kakkelovne, den i ventesalen fyrede vi ikke i, var det meget koldt, og der var rejsende kunne de komme ind på kontoret i varmen. Min kone har da også prøvet en enkelt gang at servere kaffe og hjemmebagt kage for nogle turister, der havde været ude i Frejlev skov og se på fortidsminder.
Jeg havde mit arbejde i Nykøbing, og i starten kørte jeg på cykel, men da vinteren nærmede sig, begyndte jeg at tage med toget, tro nu ikke at jeg kunne rejse gratis med selvom min kone var ansat ved banen, nej jeg måtte købe månedskort som alle andre, det kostede 30 kr., så det var billig transport.
I alle de år er det kun sket en enkelt gang, at vi er sovet over os. Toget jeg skulle med kørte fra Frejlev kl. 6, og en morgen vågnede vi da toget rullede ind på stationen, det var regnvejr den morgen. Jeg hoppede i et par bukser og løb ned til toget og sagde til togføreren som det var: "Kør du bare, jeg tager cyklen". "Nej", sagde han, "det er ikke vejr til at cykle, jeg venter til du er klar", og det gjorde han.
Der var en gårdejer i Sløsserup, der havde en fin kvægbesætning, og han fik ofte tyresæd med toget. Da banen skar gennem hans mark, havde han en aftale med togpersonalet, at når der var tyresæd med toget stod han ved markvejen, og fik det direkte fra toget, men så var der også en stor cigar til togføreren. En dag var han der ikke, så da toget kom til Frejlev kom togføreren ind på kontoret og sagde til min kone: "Vil du ringe til gårdejer Ringsing og sige, at jeg har sat en tyrekalv på hans markvej". Jeg tror nok, at han ærgrede sig mest over at han ikke fik nogen cigar.
Jeg selv nød at køre med toget hver dag, og det bedste for mig, det var når det yngre personale kørte, for så fik jeg lov til at køre toget, det gik ikke når det var de ældre.
