Skoletoget 7,17
Det er buldrende mørkt, da mor kalder på mig: "Holger, Holger vågn op - du skal i skole - klokken er snart halv."
Det gør ligefrem ondt at vågne, og jeg synes, verden er hård og mig imod, da jeg lidt efter søvndrukken og halvt påklædt tumler ned ad den stejle loftstrappe. - Jeg sidder i det halvmørke køkken og slubrer kaffe i mig, medens mor samtidig med, at hun snakker mig rigtig vågen, laver skolemad til.
"Så må du vist løbe," siger mor, "klokken er lidt i syv." Jeg ved at omkring 20 minutter må jeg regne med for at kunne nå toget 7,17 fra Nyråd, smider derfor mit tornyster på ryggen, smøger huen ned over ørerne og går til døren. Mår går med ud på trappen, hun véd, at jeg ikke er glad for mørket, og siger derfor trøstende: "Nå, det er da ikke så mørkt igen, vi kan da de De høje Pile ude ved mosen."
Da jeg går forbi den åbne stalddør, hører jeg, at de er ved at strigle heste. De banker striglerne af mod spiltovet. Der skramles med spande på foderloen, og i lygteskæret ser jeg, at far er ved at give køerne kraftfoder. Den tørre lyd af horn mod horn og den klingre, syngende lyd af slag på jern følger mig langs staldlængen, til jeg står uden for gården i mørket. Her er den eneste lyd, jeg opfatter, suset fra De høje Piles store kroner.
Jeg er kun 11 år og går i 4. underklasse inde i Realskolen, og jeg ved, at fra nu af og til jeg atter henad aften når portstedet her, hvor jeg står, har jeg en lang, lang dag, fuld af besvær for mig. Et er i al fald sikkert: at jeg, når skolen atter slutter henad 3-tiden, skal gå den lange vej - bakke op og bakke ned - hen ved en mil, og benene er så korte, og de store langskaftede fedtlæderstøvler med spændeklapperne på siderne så tunge. Det er skomager Schou i Nyråd, som har syet dem til mig, og de er både beslået med zinker og pløkke og er så rummelige, at de skal kunne vare i flere år. Til næste år vil de nok passe mig. - Med der er også så meget andet end selve skolevejen, som må overvindes: slagsmål med kammeraterne, overfald af "Kontant-Peter", ja, af næsen alle "borgerskræpperne", som har fundet det morsomt at passe os "realsnuder" op for at få et godt slagsmål i gang, skænden af lærerne så for det og så for det - og endelig er der nu mørket, som jeg er bange for, men som jeg skal igennem. Jeg kan knap se vejen over marken, så mørkt er det endnu, men så længe jeg mærker sjap og hjulspor, er jeg på rette vej, og dumper jeg ind på pløjemarken, mærker jeg det straks.
Da går det som et stød igennem mig. Jeg hører en ganske svag lyd langt borte fra, - fra den anden side af Kulsbjergene - en lyd, som jeg hver morgen lytter efter, men som jeg aldrig er særlig glad ved at høre, så længe jeg endnu er på vejen over vores egne marker. Det er Kallehavetoget, som fløjter et sted nedad Langebæk til - og så må jeg løbe, mod bakken og opad den sandede vej. - Da jeg kommer op på bakken, må jeg gå lidt for at hive efter vejret og sunde mig, for nu kommer et af de værste stykker: vejen gennem lergravene og forbi teglværket med de gabende, tomme tørrelader, hvor lemmene hænger og klaprer, piber og klager sig i mørket. Ja, og så er der den dreng, der druknede i en af lergravene, og som far tit har fortalt om, ham, de så røre sig under isstykkerne, da de kom til, men som alligevel var druknet, da de fik hentet siger, - den dreng synes jeg hver mørk vintermorgen endnu at se dernede i de dybe grave, og derfor må jeg løbe.
Det går i en susende fart nedad hulvejen. Bøger og penalhus skramler i tornystret på min ryg, småsten ruller efter mig, alt er efter mig, og derfor må jeg løbe for livet.
Men da jeg kommer ud for ovnen, slapper jeg af i skæret fra brænderens lygte. Jeg hører ham skovle kul sammen og føler mig tryg. - Da synes jeg atter at høre togets fløjten og må igen til at løbe.
Jeg løber, går lidt, løber igen og når endelig den faste vej ved Nyråd Skovstræde. Men nu hører jeg toget fløjte. Dette er vist ved Skåningevejen. Vejen er her god at løbe på. Der er kun svage hjulspor og enkelte løse skærver, som ikke generer synderligt, men alligevel kommer der igen et meget vanskeligt vejstykke for mig at komme over, og det er strækningen ud for "Gullig-Peters" hus. Ja, jeg ved egentlig ikke, hvad manden hed. Gullig-Peter var ikke noget skældsord. Han kunne lige så godt have heddet Gyldenstjerne eller Danneskjold. Jeg havde ikke noget udestående med manden, tværtimod havde han sat mig i gang som kaninavler ved at sælge mig en gammel hvid- og sortbroget hunkanin for 75 øre. Den var med unger og havde givet mig så stort "held", at jeg i løbet af kort tid havde fyldt svinehus, lo og lader med kaniner, så far måtte skride ind for at standse "plagen". - Nej, jeg havde ikke noget imod den lille rødskæggede mand ud over, at han havde lagt sig til at dø og nu tilmed lå lig i stuen lige her ud til vejen. Der var hængt lagner for vinduerne, så man kunne se, hvor han lå i huet, og trods morgenulmet syntes jeg netop, disse blændede vinduer stirrede som blinde øjne på mig.
Det nyttede ikke at løbe over i den modsatte side af vejen, for der stod jo Nymarkskoven sort og truende. Der var ikke anden vej end lige midt ad - og så fart på. Atter dansede bøger og penalhus bag på ryggen af mig og øgede rædslen, som steg sammen med farten.
Først oppe på bakken ved Hans Olsens hus gav jeg mig tid til at trække vejret, men da fløjtede toget også for Bakkebølle holdeplads. Nu var der kun én redning, skulle jeg vinde mit kapløb: skråt ind over markerne og lige mod stationen. Fulgte jeg vejen op gennem Nyråd, var slaget tabt.
Den sidste anstrengelse, spurten, begyndte på et fedtet stykke pløjejord. Jeg gled, halvt snublede, men balancerede og reddede mig ind på et stykke grønjord, hvor jeg havde bedre afsæt. På den anden side af et markskel havde jeg atter et stykke grønjord, og her kunne jeg løbe til, da det gik lidt nedad. Men atter kommer jeg ind i pløjejord, fedter i en ren, glider på en ryg, men løber, løber, medens jeg råber til mig selv: "Bare jeg når det, bare jeg når det."
Da toget fløjter for Kårestedet bag Vintersbølleskoven, kan jeg skimte stationen, og da jeg når landevejen Vordingborg-Kallehave og kryber op af den dybe grøft, ser jeg togets lanterne inde i skoven. Da har vi lige langt til stationen, toget og jeg - et ulige kapløb.
Så holder toget på Nyråd station, og dørene smækker. Stationsmester Mads Jensen kommer ud med postsækken, og der slæbes en kasse til pakvognen. Skolebørnene kravler op i toget. De enkelte morgenduelige rejsende, som skal med, stiller deres kufferter op på platformen og går ind i kupeerne. Konduktøren begynder at smække med lågerne. Togføreren står med fløjten part, da en lille 11-års knægt med store tilsølede støvler, mørkeblå toradet stortrøje med ankerknapper og et næsten nyt sælhundeskinds tornyster,snøftende, snublende kravler op ad trinene til platformen på den bagerste vogn.
Der faldt en velgørende - ja, næsten salig fred - over mig, nu indledningen til dagens strid og møje var overstået, om end som så ofte før med opbydelse af al min vilje.
Så står jeg da her og svaler mig ude på platformen og ser landskabet i den dæmrende morgen lukke sig bag mig. Jeg ser lys i enkelte af de små huse oppe i Nyråd, og der er også lys oppe i møllen på det øverste loft. Toget fløjter for farbror Lars' vej og atter ved Drejerskoven.
Så går jeg ind til de andre, kammeraterne, som sidder og hænger i en kupé. Ingen taler - hverken om lektier eller skole - kun et par sidder og bytter frimærker, men langt de fleste sidder sløve ligesom jeg. Vi er endnu ikke vågne nok til at tale, eller vi er for anstrengte til at kunne yde mere foreløbig.
Da toget holder ved Slotsstationen, står vi af og går i samlet flok op ad Glambæk. Det var for mørkt til at gå over ruinerne. Vi har det indtryk, at Vordingborg sover endnu, at alle vores kammerater sover, medens vi går her våde af anstrengelsernes sved med snavsede støvler og trætte. Eller vel rettere slappe af det, vi allerede har ydet, og som er mere end nok for vor alder.
Uddrag af "Mindets lyse Spil" af Holger Munk, 1972, med beskrivelse af
barndommen omkring 1900 på Sydsjælland.
