Verdens mindste station med den store godstrafik
Stationsforstander M. Børgesen og hustru har diamantbryllup i dag.
Dagbladet 7. marts 1973
I dag, onsdag, fejrer pensioneret stationsforstander M. Børgesen og hustru Johanne, Frejasvej 2, Fakse Ladeplads, deres diamantbryllup. M. Børgesen er født i Fakse, hvor hans far var stationsforstander, og hos ham kom Børgesen i trafiklære i januar 1903, men det var kun en måned, hans far bestred posten som stationsforstander, efter at sønnen var kommet i lære. Så blev han syg og døde kort efter.
Det var julestormen 1902, der gav far sit knæk, fortæller M. Børgesen, der er 84 år. Juledag plejede vi altid at være inviteret på gåsesteg hos en familie i Fakse, og der var vi også i julen 1902. Ud på aftenen blev det et forfærdeligt vejr, og da vi skulle hjem til stationen måtte vi kæmpe os frem i gåsegang. Hulvejen gav lidt læ for os, men da vi var kommet hjem på stationen hørte far, hvordan mange presenninger på godsvognene - den gang var der ikke mange lukkede godsvogne - havde revet sig delvis løs og baskede i den forfærdelige orkan og truede med at slides i stykker.
Vognene var heller ikke rigtig koblet og bremset, og når orkanen rev i presenningerne, kørte de frem og tilbage på skinnerne, og slog mod hinanden. Far og mor gik ud og begyndte at tøjre presenninger og bremse godsvogne, Der gik de et par timer i orkanen, og det kunne fars helbred ikke holde til. Jeg havde ellers glædet mig sådan til at være trafikelev hos far. Nåh, jeg blev jo alligevel trafikassistent, og i 1913 blev jeg stationsmester på Tokkerup station. Verdens mindste station kaldte den daværende direktør for Østbanen den. Men det var travle år, for her var godserne Lystrup og Jomfruens Egede, og der var Ganneskoven. Det meste af året havde godset Bregentved to mand gående på stationen, som udelukkende beskæftigede sig med at køre kævler fra Ganneskoven. Og dengang sad Anders Andersen på "Gyldenhøj" og producerede masser af svin. Der kunne være dage, hvor han sendte både én og to banevognfulde slagterisvin til Køge Slagteri.
Da jeg kom til Tokkerup station, blev jeg gift. Min kone, Johanne, var en gårdmandsdatter fra Lystrup ved Haarlev. Og det er hendes økonomiske sans og dygtighed, der hjalp os gennem økonomisk vanskelige år, da banens skæbne var på vippen, lønnen var lille og vore fem børn var under uddannelse eller skolesøgende. Vi havde en overgang to sønner på kostskole samtidig, og jeg fatter ærlig talt ikke, hvorledes vi klarede det. Men det er i hvert fald min kone, som skal have æren for, at det gik så godt, som det gik. I 1922 kom jeg til Vallø station og var der indtil 1929. Det var i de år, det begyndte at blive vanskeligt for banen.
I juli 1929 blev jeg så stationsforstander i Karise, men lyse tider kunne man ikke kalde det. En overgang var banen faktisk stemt ned ude omkrig i kommunerne, der ikke ville være med til at betale underskuddet. Men så tog tømrermester Niels Petersen, Karise, en liste i hånden og gik fra dør til dør for at samle underskrifter på et ønske om banens bevarelse. Han fik andre til at hjælpe sig, og beslutningen om at nedlægge banen, blev trukket tilbage. Den daværende direktør Sell sagde altid, når han kom til Karise: - jeg skal lige først hen og hilse på Niels Petersen, for han er en hædersmand.
Da 2. verdenskrig kom, blev der igen meget at bestille for banen, og særlig travlt var der i Karise. Jeg husker især en jul under krigen. På en juleaftens eftermiddag befordrede vi i alt 1500 passagerer - de fleste fra Køge og ud til Store-Heddinge og til Fakse og Fakse Ladeplads. Jeg har et billede endnu, som jeg fik taget, og som viser, at der holder 21 kaner på stationspladsen i Karise og venter på, at toget skal komme ind med sine passagerer.
Efter krigen fik jeg en sygdom i hænderne, så jeg fik vanskeligt ved at skrive, og i 1950 måtte jeg tage min afsked. Vi bosatte os så i Fakse Ladeplads, og der har vi haft nogle gode år. Jeg spillede engang meget klaver, men det tillader hænderne ikke mere. Heldigvis er synet godt, så jeg læser mange bøger og ser meget fjernsyn. Desuden er jeg glad for en Whist.
Min kone, der er 83 år, er heldigvis så rask, at hun kan klare den daglige husgerning og hun har da også været travlt beskæftiget med forberedelserne til festen. Naboerne kommer til morgenkaffe, og ellers samler vi familien til en fest på hotel "Faxe Ladeplads".
