En Lystrejse til Møen 1820

Nedenstående beretning er en ordret gengivelse af en beretning hentet fra Illustreret Tidende 1. februar 1920.
Illustreret Tidende bringer artiklen fra et endnu ældre tidsskrift ”Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn” i en udgave fra 1820.

Der forefindes ikke umiddelbart oplysninger om, hvem de to rejsende ungersvende er, idet artiklen ikke er signeret eller på anden måde giver oplysninger fra sig i denne sag.

Det var først vort forsæt at gaa med Dampbaaden lige til Møen, thi da alting i vore Dage drives og maa drives med Damp, saa mente Fætter Trim, at det i en saadan Damp-Old ogsaa maatte være meget behageligt, at drive langs med den blanke Vandflade, ustøvet, uoverkjørt, uoverreden, uskumplet paa Neptuns Trefork til Møen.
Vi frydede os allerede forud i Tankerne. Men ak, Skjebnen er, især i den Tid, Digterne have begyndt at tumle saa meget med den i deres Sørgespil, bleven alt for haardnakket! Den havde besluttet, at vi ikke som Najader skulde age paa Neptuns vaade og tangbekransede Karm.
Ingen af os havde hidtil gjort en længere Sørejse end fra Kjøbenhavns Toldbod til Bellevue og fra Frederikssund til Jægerspris. Hvor behageligt, at der altsaa her tilbød sig en Lejlighed til én Sørejse paa tolv Mile. Men Mennesket spaar og Gud raader!

Aldrig saasnart var Fætter Trim kommet hen paa Contoiret for at hente sex Billetter til Dampbaaden, førend det Ord "elleve og en Fjerdedeel Specier" slog ham ligesom Synet af det brændende Sodoma og Gomorra Loths Hustru. Men det var endnu ikke nok. Han blev aldeles til en Saltstøtte, da man betydede ham, at Dampbaaden ikke kunde modtage nogen til Møen, uden at han havde Pas. Vi holdt nu et Slags Statsraad, og efter megen Veien, Prøven, Overlæg fandt vi, at Betalingen var for høj, Passets Løsning for vidtløftig og Sørejsens Besværligheder for mange.
Efter faa Timers Forløb lød det saa glæderige og ahnelsesfulde Posthorn uden for min Dør. I fulde Fiirspring kjørte vi bort fra en Stad, der ikke mere er Absalons ærlige Axelstad, hvor fordum Redelighed, Tarvelighed og Næstekjerlighed boede, for af dens Dunstkreds snart at komme ud i en friere og renere Natur.

Paa Veien til Kjøge mødte os intet egentlig Mærkværdigt. Markerne stod i deres skjønneste Frodighed og lovede Landmanden en rig Høst. Med et Slags vemodig Følelse seer man Forsynets Velgjerninger saa rundeligen udøste over et Land, hvor Klager, Misfornøjelse over Skjebnen og uophørlig Forbi- trelse høre til Dagens Orden.
Fra Kjøge toge vi tidligen om Morgenen til Vindbyholt, et Skiftested, og derfra til Bregentved, det navnkundige Moltkeske Herresæde. Paa Veien bleve vi nødsagede til at tage ind i en Bondegaard af det simplere Slags. Konen var alene hjemme med to Børn, hvoraf det ene laae i Vuggen, og det andet løb omkring paa det brolagte Gulv. Hendes Mand, fortalte hun, havde i Fjor faaet Gaarden i Fæste paa Livstid for tre Hundrede Rigsbankdaler. De kunde nok komme ud af det, meente hun, naar Skatterne ikke vare saa svære, Hoveriearbejdet, og Veiarbejdet saa meget.
Af Gaarden gik der i aarlige Skatter 100 Rbdl., og de var kun sjældent mere end nogle Dage fri for Hov- og Vejarbejde. En vigtig Indtægt havde de af Fjærkræs Tillæg, og naar det lykkedes, kunde de sælge 40 Par Ænder og nogle og fyrretyve Giæs om Aaret.
Naar man seer en saadan almindelig sjællandsk Bondegaard, hvis Beboere ikke hører til de Velhavende, saa maa man sørge over den Ligegyldighed, Bonden viser for sin Sundhed og Beqvemmelighed. En Svalerede er næsten bygget med større Omhyggelighed og Forsigtighed end en saadan Bondehytte. Tørverøgen strømmer uophørlig ind fra Kjøkkenet ligesom fra en Dampmaskine. Det fugtige, med Sand opfyldte Gulv er værre brolagt end mangen Kiøbstædsgade, og det er næsten ubegribeligt, hvorledes Menneskeskabninger kunne beqvemme sig til at bo i en saadan Leerhytte.
En Lykke for Bonden og hans Familie er det, at de for det meste leve i den fri Luft! Konen forsikrede os ogsaa, at der i Fjor herskede et Slags smitsom Syge i deres Egn, hvilket heller ikke er at undres over.

Man pønser paa at oprejse de store, de pragtfulde Paladser, og Konstneren anstrænger alt for at indrette dem saa beqvemme som muligt. Hvorfor er ingen af vore Godsejere, endnu ikke faldet paa at anvende nogle af de Summer, der ofte ødsles paa Hovedgaardens Prydelse til at forbedre Bondens usle Hytte?
Jo mere man nærmer sig Bregentved, des mere sporer man tiltagende Velstand og en omhyggelig Røgters Haand. Vejen did gaar igjennem en Allee, hvor man seer Jorderne allevegne indhegnede med Steengærder. Dyrehaugen er en dejlig indhegnet Lund med ældgamle, tykstammede Træer.
Indvendig kunde vi ikke faa den at see, da man Just ventede Fremmede; skjøndt det mærkværdigste, som det indvendige indeholder, skal være nogle Værelser, som endnu ganske ere saaledes udmøblerede, som i Kong Frederik den Femtes Tid, da denne Monark plejede at opholde sig her paa visse Tider om Sommeren.

Videre kørte Rejseselskabet til Gisselfeld og fra Gisselfeld kjørte vi endnu samme Eftermiddag til Præstøe, uden Tvivl den mindste blandt Sjællands Kjøbstæder. Den bestaar næsten af en eneste Gade, omtrent saa lang som Østergaden i Kjøbenhavn, men Bygningerne ere ret vakre og Byen et sandt Dukkeskab af en Kjøbstad. Imidlertid har Byen dog sin Havn, som kunde blive neget god, sin Klub, sit fortræffelige Gjæstgiversted og hvad man forgieves eller i det mindste med stor Møje søger i større Kjøbstæder en Barbeer, og det ovenikøbet en god Barbeer, hvilket i Kjøbstæderne i Almindelighed hører til Phønixslegten, thi jeg har eengang udholdt en Kjøbstæds-Ragetortur og taler af Erfaring.

Ved vor Ankomst til Kjøge var Klokken 11 1/2 om Natten, og her var altsaa ikke at tænke paa at faa Audience hos nogen Barbeer mere. Imidlertid forsikrede man og Fætter Trim, at Kjøge havde to Barberere, hvoraf den ene boede i Raadstuekjælderen. Men da Byen tæller henved 1400 Indbyggere, hvoraf idet mindste en Sjettedeel lader sig rage, saa er det let at begribe, at to Knive maatte være som et Perpetuum mobile i uophørlig Bevægelse, naar alle tilbørligen og betimeligen skulle tilfredsstilles. Man raadede derfor vor Fætter saa tidligen som muligt at indfinde sig hos een af de nævnte Barberer. Aurora havde derfor neppe aabnet sine purpurfarvede Døre, og Titans hede Vogn var neppe forspændt, førend Fætter Trim. i fuld Paaklædning begav sig hen til Barberen.
Men ak, den ene var ude, den anden ligesaa. Man bad ham komme igjen; han kom een Gang, han kom to Gange, han kom tre Gange. Men han kom som han gik og gik, som han kom, med et bestandig voxende Skjæg, uden mindste Udsigt til at blive raget.

Vognen kom, og han maatte forlade Kjøge ubarberet. Nu var Udsigten til at opnaa en saadan Lykke endnu mørkere. Fra Kjøge til Præstøe, sex stive Miil, forsikrede man os, var det umuligt at blive raget, om man end vilde betale en Ducat. Vi kjørte nu over Bregentved, Gisselfeld, Vindbyholt og naaede Præstø.
Fætter Trims første Spørgsmaal var: "Hvor boer Barberen?"
"Barberen," svarede Gaardskarlen halvsmilende, "vi har her ingen egentlig Barbeer, men henne i Gaden hos Skomagerens kan De blive barberet."
Hjertet hoppede i Livet paa vor Fætter af Glæde over de Ord. Da han traadte med frygtsomme Ahnelser ind i Verkstedet, kom en Kone ham høflig i Møde, og paa Spørgsmaalet: "Boer ikke Barberen her, thi i stedet for et Bækken var Skiltet en Støvle?" syntes Konen lidt forlegen. Men da han forandrede det til: "Kan jeg ikke blive barberet?" var Svaret: "Jo, saammænd kan De saa." Ude af sig selv af Glæde vilde han nu sætte sig ned og troede sig allerede befriet for en besværlig Byrde, men atter var han lige nær. Den godmodige Kone forsikrede, at hendes Mand ikke var hjemme, men om Fætter vilde komme igjen om en halv Time, saa kunde han sikkert træffe ham. Efter en Halv Times Forløb indfandt han sig igjen hos Barberen." Manden var nu virkelig kommet hjem. "Kan jeg ikke blive barberet?" "Jo, De kan, min Herre, svarede han, satte Brillerne paa og saa paa Skjægget, "men i Aften ikke; nu er det for mørkt."
Under Frygt og Længsel bortgik Natten, og Solen havde neppe bestraalet Præstøes Gader, førend Fætter Trim stod i Skomagerværkstedet og nød nu, midt imellem forsaalede og halvforsaalede, bagflækkede og ubagflækkede Støvler, Sko og Tøfler, den Lykke, han i to Dage forgjeves havde attraaet.

Hvad er nu Moralen, vil De maaske spørge, min Ven, af denne lange Tale om Barberere og Barberen? Den er meget vigtig; For det første læres deraf, at det man vil gjøre i Morgen, bør man om muligt gjøre i Dag; og for det andet, at det man selv kan gjøre, skal man stræbe at lære, for ei at blive nødsaget til at trænge til andre.

Præstøe skal have lidt meget ved Ildebrand, især 1755, da Luerne fortærede Byens fleste og smukkeste Huse. Skjøndt en ringe Kiøbstæd er den dog et Beviis paa, hvor mange Aar der udkræves til igjen at rejse smaa Stæder, naar de eengang ere sjunkne. Man er i denne Tid i Begreb med at udvide Byen noget og opføre adskillige nye Bygninger.
Det mærkværdigste her er Kirken, som ligger i Enden af Byen og i sin Tid har været en Klosterkirke, som hørte til det fordum ved Præstøe liggende St. Antonii Kloster. Fra Præstøe toge vi lige til Koster Færgestedet. Her er et Gjæstgiversted, hvor Vogne og Heste kunne bestilles til de nærmeste Stationer. Udsigten er her ypperlig. Paa højre Side Vordingborg, indhyllet i Skov. Ligefor Møens Land. Uagtet hele Overfarten dertil neppe varer fem Minutter, saa maatte vi dog bie en god Tid, indtil en Transport, der skulde sættes over, var ankommen.
Ved dette Færgested (Kalle-have) indskibes i denne Tid meget Brændeved, som kjøres hertil fra Vordingborgkanten, og man troer sig her ordentlig henflyttet til Hovedstadens Nyhavn. Men denne stærke Indskibning af Brænde er, som man forsikrede mig, ikke det bedste Tidens Tegn. Det vidner om, at mange Godsejere trænge til Penge og maa gribe til Skovene, fordi det, deres Jorder indbringe, ikke strækker til deres løbende Udgivter.