En Fodtour til Møens Kridtbjerge 1827

Simon Hempel

Klintholm
Klokken var 2, Solen brendte meget stærkt og udmatted hjalp jeg Larsen sin Bylt af, og forblev uden for Gaarden, medens han gik ind med sit Brev. Jeg betragtede disse Bakker, som en halv Fjerdingsvei fra mig syntes lige ved mig og skjulte ganske den østlige Horizont, ragede mørke, melankolske høit op i Luften, og Solen formaaede ei at give det sortviolette Lyng nogen livlig Farve. Kun enkelte Steder skinnede Bøgene og nogle Mospletter høigrønt frem paa den mørke Bund; men "hvor ere Klinterne?" var et Spørgsmaal, jeg gjorde mig selv, og ei formaaede at besvare.

Jeg stod hensjunken i Tanker, med Øjnene fæstede paa nogle stærkt skinnende røde Valmuer paa Jordgjæret, jeg lænede mig op til. Da kom en lille sort Hund bjeffede lystigt springende hen imod mig. Jeg saa op, og greb hurtigt til Hatten, da en smuk gammel Mand kom venligt hen imod mig med Larsen.
"Velkommen, hrr. Hempel! Lad Hatten blive paa" vare Freuchens Ord, da han traadte hen til mig og rystede min Haand, "vær saa god, og træd over med og faa lidt Forfriskninger, saa skal vi snart komme ned til Klinten".
Jeg gik med. Det Gaardsrum, vi kom ind i fra Porten, var omgivet paa de 3 Sider af nye Bygninger, opførte af Kalksteen, til Kornbehold og Stalde, den stod i Forbindelse paa den fjerde Side med en høiere liggende Plads, som man gik op til af en lille Steentrappe. Paa denne siste Plads, laa paa de to Sider et Par ældre Bindingsværksbygninger med nogle Baghuse til; disse vare de eneste, der bleve frelste da Gaarden ved en Lynstraale for nogle Aar siden opbrendte; paa den tredje Side var et Stakitværk til Haugen. Den ene af disse Bygninger beboede Forpagter Freuchen, den anden Forvalter Howitz.

Vi kom ind hos Freuchens, og bleve kjærligen modtagne af disse ypperlige gamle Folk, som strax vilde dække Middagsbordet for os, uagtet de selv havde spiist, og med megen Overtalelse slap vi med en Kop Kaffe ved det smukke gammeldags Kaffebord.
En fuldkommen Stilhed herskede. Mdm. Freuchen var i Færd med at skænke Kaffe og Freuchen havde brækket sin Søns Brev og med et behageligt Smil gjennemlæste det, og kun Maschinens Snirren, det gammeldags Stueuhrs dik! dak! og en Gedehams, som brummede ind af den aabne Dør og hen til de udvalgte Blomster i de store, gammeldags Potter i Vinduerne, pirrede Hørelsen.
Han lagde Brevet sammen, saa smilende paa os, idet han lod os vide, at det var en saadan vanskelig Ting at faa Logi hos en Bonde her, da Krigsraad Rossing, Liselunds Gjæsgiveries Eier, bestandig vare dem paa Nakken og flere Gange havde faaet dem mulkterede for at tage imod Reisende, "men", lagde han til "bliv De her hos os, hvis De vil tage til Takke!"

Saa fordeelagtig dette Tilbud endog var, afsloge vi det af flere Grunde, deels fordi Klinten næsten laa ¾ Miil herfra, og da vi ei vare komne for Fornøielsen alene, skulde vi 4 gange om Dagen gaa den Vei med vores Malermaterialier, som ogsaa fordi vi ei vedste, om Freuchen ahnede, at vores Ophold her ikke skulde beløbe sig til nogen kort Tid.
Han stadfæstede ogsaa, at der var dyrt paa Liiselund ved den lille Klint, men forsikrede ogsaa tillige, at Bønderne ikke turde tage nogen ind; (vi bleve just ikke glade stemte i dette Øjeblik); "dog", vedblev han, "bie I lidt, hvis De vil nøies med en Bondestue og Bondekost som min Skovfoged hernede ved Klinten, det nærmeste Huus ved Dronningestolen, de store Klinters Midte, saa skal jeg tale med ham, og det hedder sig altsaa, De boer hos mig."

Vi takkede tusinde Gange med Bønner, at han ei vilde tage det ilde op vi gjorde ham saa megen Ulejlighed, men vi vedste ingen andre at henvende os til og med Forsikringer at vores Reises Øjemed var at studere Naturen og ikke at leve godt.
"Vil Du nu bare ikke bryde Dem om det," sagde han mildt, "kom De herop, naar De keder Dem dernede, for det værste for Dem vil nok blive Savnet af Mennesker De kunne tale lidt fornuftigt med. I Morgen skal jeg lade min Vogn hente Dem til Middag, at De ikke pludselig skal føle Savnet af god Mad."
Her endte han sin Tale, og hans gode Kone bad os tage Sæde ved Kaffebordet, medens en tom Vogn snurrede udi Gaarden og gjorde Holdt for Døren.

Kaffen vilde ikke ned, hver Mundfuld sadt mig i Halsen af bare Glæde. Hvad man havde sadt for mig i dette Øjeblik havde smagt mig eens, jeg nød det som en Patient Medicament. Endelig reiste vi os, da Freuchen anmærkede "jeg kan see paa Dem, at De længes efter Klinten", tog sin Hat og Stok, og sprang saa ledt op paa Vognen som et Menneske i sit 20. Aar, skønt han dog vist havde de 70-80 paa Bagen. "Adiu! Adiu!" raabte den rare, gamle Kone efter os, og vi rullede kortaandede ud af Gaarden.

Vores Øjne havde vist aldrig været saa opspilede som paa denne Vei, og de gjorde mig i Stand til at kunne beskrive den saa nøiagtigt det er mig mueligt.
Vi nærmede os og fandt os omringet af de høie Bakker, fulde af store Steenmasser, men uden al Spoer af den Mængde Kridt, Jordbunden her indeholder.
En stigende Huulvei gjennemskar dem, saa smal, at knap 2 Vogne vilde kunne kjøre forbi hinanden, vi kom snart op paa dens Top, gloede snart til høire snart til venstre, undertiden faldt vores nysgerrige Blikke lige mod hinanden, og uagtet vi saa Østersøen og Rygen i det Fjerne og som Følge heraf ogsaa Landets Ende, saae vi dog hverken Klinter eller Kridtbjerge. Kun hist og her paa de skraa Marker laa endnu nogle høie Bakker og tykke Skove, da vi svingede om igennem en lille Landsbye, den nærmeste vi saae paa den østlige Lant, og nu heldede Landet hele Tiden nedefter igjen.

En halv Fjerdingsvei herfra kjørte vi atter ned af en Bakke og saa ved dennes Fod et pent lille Huus ligge uden for en tyk Skov. Da vi kom ned imod det, modtoge atter en sort Hund os, Mage til den i Carise, og en Kone kom ud, hilste "God Dav!" og jog den ind med et langt Ærteriis.
Vi holdt her, og Freuchen kaldte Konen hen, befalede hende at rydde sin Storstue og gjøre Stadssengene i stand, da hun skulde have Indqvartering. "Jomæn'ska vi deet?" sagde hun grinende og løb hen paa Freuchens Vink for at oplukke Ledet ind til en deilig Bøgeskov.

Nattergalene sloge deres Triller omkring i de udvendig fra af Solen oplyste brilliante grønne Blade. Skoven blev tettere og tettere og store Ugler flagrede fra Green til Green, vækkede ved Vognens Raslen, snogene glede ind i Græsset og en frygtsom Hind sprang med Lynsfart over Veien, Nattergalenes Triller hørtes igjen, Skoven syntes at aabne sig, og vi kom til en grøn Plet paa hvis høiere Side Ruffet af et Skib tjente til Lysthuus.
Vognene holdt, vi stirrede til alle sider, men hørte kun i det Fjerne Havet bryde imod Strandbredden. "Her ville vi staee af" afbrød Freuchen Tausheden, og vips vare vi nede af Vognen. "Jeg er gammel" vedblev han, "jeg kan ikke taale det, men vil De nu gaae hen af denne Gang, saa skal De see". Vi nærmede os rakt et Rækværk nogle faa Skridt fra os.

Møns Kridtbjerge

F. Sødring: Parti fra Møns Klint med Sommerspiret. 1830
Tilhører Storstrøms Kunstmuseum.
Fotograf: Hans Petersen.

Store Gud! Hvem kan vel tvivle om din Tilværelse, ved Synes af Dine ubegribelige Frembringelser!
Nær havde vi tumlet tilbage, da vi pludselig skuede i en svimlende Dybde Havet, som i hvide Brænninger brøde løs mod de uhyre Kridt Masser, som dannede alleslags kegledannende, taarnagtige og tragtformige amphitheatralske Grupper og ere paa deres Flader bevoxte med frodige Bøge.

Tause stod vi længe, da Freuchen paa Vognen lod os vide, at hvis vi kunde finde Veien, saa vilde han kjøre ned og faa Alt arrangeret i vores nye Bopæl. Vi takkede ham rørt og bleve som forsteenede, fortryllende staaende, hørte knap Freuchen bød os Farvel og den bortkjørende Vogns Raslen, men udbrøde efter en lang Pause begge: "Saa skjønt havde jeg ikke forestillet mig det!" Dette er det gladeste Øjeblik, jeg har oplevet i mit Liv! Et glad Øjeblik, som ei al Verdens Rigdom kunde opveie.

Vi gik op af en udhugget Trappe, som løb i zikzak op af den Klint, vi vare paa (over Maglevandsfaldet) imellem unge bøge og naaede trætte op til Dronningestolen, den høieste af Klinterne, og man har herfra udsigt til alle de andre, en lille halv Miil til begge Sider ligge disse løierlige Masser, som Fantasien danner i mange løierlige Figurer; bag ved os den grønne Skov og Havet lige for os, hvis Skibe en heel Miil fra Klinten viiste sig, som om de laae lige under os.

Her var et Rækværk noget fra den Kandt, der vilde føre den visse Død med sig at overtræde. - Efterhaanden bortrives ved Naturrevolutioner noget heraf, da vi tit siden saae hele Træer ligge nedstyrtede i Afgrunden, og saaledes hænger ogsaa her paa Dronningestolens Rand en gammel Bøg, som synes at svæve helt ud over Havet, og kun den halve Roed holder den fast til Klippen, som her ere 666 Fod over Havet, altsaa en Høide som 5½ Rundetaarn ovenpaa hinanden.
Den som har været paa Rundetaarn i Kbhvn. har vist ikke uden Ængstelse traadt ud til Stakittet og den som klart kan gjøre sig Begreb om, hvad 5½ Gange saa stor en Høide er, indseer vist ogsaa at ikke mange vove sig til dens Rand. Larsen vovede kun at nærme sig Rækværket, stod i lang Afstand, strakte Halsen frem og Angest maltes i hans heele Ansigt.

Jeg loe af ham og viiste min Raskhed ved uden Overlæg, ikke alene at skræve over Stakittet, men endog træde lige til Randen, fik fat i en af Bøgens Greene, holdt mig nogenledes fast, betraadte Stammen og kom ud i Kronen.
Alt dette gjorde jeg uden at see ned, og hvis jeg ikke forsigtig havde lagt mig ind imellem de tætte Grene, havde jeg ufeilbarligen styrtet ned og naturligvis bleven knust til intet; saa stærk var den Slaphed, der angreb alle mine Muskler, da mine Øjne faldt ned af den indaf huulede Klippevæg jeg svævede udenfor, saa Havet langt borte i Dybden bryde ind og neppe kunde jeg høre den frygtelige Larm, det nedenunder gør.

Længe stod jeg, inden jeg formaaede at røre en Lem, ja næsten en uimodstaaelig Lyst til at lade og falde, greb mig, som jeg før har funden i Høider, der rimeligviis foraarsages ved Jordens Centrums stærke Tiltrækkende Kraft.
Da jeg noget havde holdt Synet fra Afgrunden fik jeg saa megen Styrke, at jeg skar mit Navn. Jeg vendte mig derpaa om, for at komme ind, men fandt Larsen forsvunden. En dobbelt Frygt greb mig, jeg befandt mig eene, hængende imellem Himmel og Jord, ingen menneskelig Skabning kunde Øjet eller Øret opdage, jeg saa mig kun omringet af Kridttaarne, Hav og Luft og de store Ørne, som svingede skrigende deres sorte Vinger hen over mit Hoved, hjalp ikke til at styrke mig.
Hurtig greb jeg en Green, da en saadan Tingest med sine skarpe Øine nærmede sig mig, og sprange fra Stammen ind paa Jorden, krøb over Stakittet og løb som om Fanden var i Hælene paa mig.
Da jeg kom til Trappen, saa jeg Larsen gaa ved dens Ende, jeg raabte paa ham i det jeg skyndte mig ned til dens Ende, og med en tvungen Latter dulgte min Frygt, i det jeg viiste mig ret stolt over min Raskhed, men, - fik kun Skam til Tak, da han udskammede mig for min Vovestreg, i det han udmalde mig, hvad der kunde have skeet og hvilke Ubehageligheder, jeg da havde udsat ham for.
"Jeg kunde ikke taale at see, du gik derud", sagde han, "derfor løb jeg min Vei og jeg vilde ei engang krybe hen til Træet paa alle Fiire, om jeg fik Millioner for det. Hvad skal det til? Hvorfor skal man sætte sit Liv paa Spil, naar man ikke behøver det og foraarsage sine Medmenneskers Skræk og Ængstelse? Vil du sige mig det?"
Jeg kunde ikke svare andet her paa end "du har ret", men glædede mig dog ved mig selv over min Raskhed og gik aldrig over Dronningestolen uden at træde saa nær Rækværket, at jeg kunde læse det friskskaarne S.H.