En reise og et besøg i Præstøe 1811

I en rejseskilding fra tiden lige efter 1800-tallets begyndelse skriver forfatteren Chr. Molbech i 1811 om sin rejse gennem Sjælland på vej mod Møn.

På vejen kommer han til Præstø, hvor han gør ophold et par dage inden han rejser videre.

Chr. Molbech karakteriseres som en sær lærd mand, som ofte virkede studs og vranten på andre mennesker. Han var sprogmand, bibliotekar, historiker, kritiker, professor, direktør for Det Kongelige Teater og meget andet. Som ung korresponderede han bl.a. med Kamma Rahbek. Han var opvokset i Sorø på Akademiet, hvor hans fader var professor.
Som ung søgte han ind på Det Kongelige Bibliotek, hvor en hovedopgave for ham var, at værne om de tekster biblioteket ejede. Var han menneskeforagter eller menneskesky? Han fortrak at møde på arbejde, når biblioteket lukkede. Publikums interesser kom åbenlyst i anden række.
I kontrast til det oven for tegnede billede, elskede Chr. Molbech at vandre og i 1811 udgiver han bogen ”Ungdomsvandringer i mit Fødeland”. Molbechs rejsebog gjorde på den tid stor lykke og blev hurtigt udsolgt. Vi springer ind i rejsen, hvor Chr. Molbech netop har forladt Sparresholm:

Fra Sparresholm er Skovvei ind til Everdrup, en Kirkeby, der ligger midtveis imellem Gisselfeldt og Præstøe, omtrent halvanden Miil fra begge Steder. Neden for Everdrup faaer Landskabet et andet Udseende; Skoven ophører, høiderne tabe sig, og en vid Udsigt aabner sig over store Sletter, der i Vest naae hen i mod de høie Bankestrækninger ved Møenstrup.

Meget overraskende er Synet, naar man paa denne Vei kommer til Stranden ved Tappernøje Kro, og med eet, efter den trættende Eensformighed, bliver oplivet ved en saa herlig og vid Udsigt, som den, man fra dette udmærket skiønne Sted har over den dybe fra begge Sider skovhegnede Indvig, og videre ud over den store Havbugt, der indelukkes af Halvøen Fed, et lavt udyrket Hedeland, som danner en ¾ Miil lang og temmelig smal Jordtunge.

Veien gaar her et stort Stykke langs Stranden, som derefter taber sig for Øiet bag Skoven. Medens jeg sad fordybet i den skiønne Udsigt, mærkede jeg ikke, at jeg blev kørt lige ud i Vandet. Ganske forundret spurgte jeg min Kiøresvend, en Bondeknøs, der endnu aldrig havde set den salte Sø, om han havde i Sinde at skyde Gienvei over Bugten? – Jeg sagde ham mine Tvivl om deres Lyst til at slukke Tørsten i Østersøen, hvilket de ogsaa efter et kort Forsøg opgav.

Ei fortrød jeg den lille Omvei, jeg gjorde for at see Præstøe, en By, hvis Beliggenhed hører til de skiønneste, nogen Købstad paa Siælland har. Dog er det ikke saameget fra Byen selv, man bliver denne Skiønhed vaer, som fra de Høider i Egnen, hvor man overseer den. Den ligger paa et lille Land, der fordum var en Ø (hvoraf Byens Navn) og endnu næsten er det; hvor der ikke er stort mere Rum, end det, Byens Huse, Gaarde og Haver indtage. Hele Byen bestaar kun af een evindelig lang og yderlig slet brolagt Gade, i hvis østre Ende Kirken ligger.
Den lange Raad af Huse heel igiennem omgierdede af tækkelige Haver, der sluttes af den ret anseelige Kirke, paa en næsten omflydt Landtunge, som fra Bugtens inderste Dyb strækker sig ud i Havet, og fra to Sider indsluttes af dens skovklædte Strande – dette danner en meget venlig og livelig Udsigt, som dog ej i Udstrækning eller Rigdom kan maales med Vordingborgs Omegn, hvis Beliggenhed jeg maa tilkende Prisen for enhver af de siællandske Kiøbstæders, jeg hidtil har seet.

Fra en Høide paa Præstegaardens Jorder, lige over Byen, oversaae jeg den først. Hr. Amtsprovst Bøgh, hvis venskabsfulde Modtagelse giorde mig mit korte Besøg i Præstøe saa kiært, havde siden den Godhed at føre mig uden for Byen paa en høi Banke, – paa Reesens Tegning kaldes den Kvindebierget – hvor man overseer ei alene Byen og dens hele Omegn mod Landet til, men ogsaa Havbugten med dens omringende Skove, og øiner i det Fierne, ud over Halvøen Fed, det vilde Hav.

En behagelig Lystvei, beplantet med høie Træer, fører til Herregaarden Nysøe, der ligger meget skiønt og roligt midt i Skoven og nær ved Stranden, en halv Fierdingvei fra Byen. Denne Gaard har en gammel pyntelig Have, omhegnet af nogle Rader af store, plantede Bøgetræer, som fra Veien give den et indbydende, ret ærværdigt Udseende.

Præstøe By er mærkelig ved sin ypperlige Havn, der skal være den bedste ved Siællands Kyster, Naar Kiøbenhavn undtages. Det forstaar sig at den nu kun modtager Smaaskibe, der stikke en 8 – 10 Fod; men den skal være af en saadan Beskaffenhed, at den uden alt for stor Bekostning kunde giøres brugbar for en heel Orlogsflaade.
Maatte dog engang – tænkte jeg ved at oversee denne By og dens ligesaa heldige som skiønne Beliggenhed – en lykkeligere Skiebne oprinde for vore arme, nedtrykte Smaastæder, paa hvis siunkne ruiner den flotte Axelstad med alt for stort Overmod har reist sig!

Før jeg forlod Præstøe, besaae jeg endnu Kirken, der udmærker sig ved en og anden Omstændighed i dens Bygning. Den har fordum været en Klosterkirke og hørt til det nærliggende St. Antonii Kloster, hvis Aasted endnu vides, og efter Nogles Formening skal være flytte herhid fra Beltringe, hvorfor dog ingen anden hiemmel haves, end et Sagn.

I Resens utrykte Atlas finder jeg nævnt: Grønnegade, som er den nærværende Hovedgade; Torvegade, som er den, der nu kun har nogle faa Huse, og desuden 5 til 6 Tværgader og Stræder. Dengang (1687) var der endnu Voldsted og Levninger af St. Antonii Kloster, som laa i Torvegaden sydvest for Kirken. Til Nysøe var alt den tid en stor Have, som paa Resens Tegning kaldes Jens Lauridzens Have. Denne Mand var Borgmester i Præstøe, kiøbte Nysøe 1673 og lod opføre Herregaarden, som den endnu staaer. Han døde 1689 og ligger i Præstøe Kirke.
Fra Præstøe gik det om Eftermiddagen rask igiennem de herlige, frugtbare Egne, som udmærke den sydlige Deel af Vordingborg Amt. Alt stod i den skiønneste Grøde, uagtet en langvarig Tørke. Mig forkom det, som Husene i disse Egne af Sydsiællandhave et mere pynteligt Udseende, end de siællandske Bønderhuse i Almindelighed pleie at have; jeg fandt i det mindste mange, som vare kalkede, og hvis Bjælkeværk i Væggene var Sortmalet.

Jeg lagde og Mærke paa denne Vei til en kiendelig Forskel i Mundarten, der begynder at faae en vis slæbende og dertil syngende Tone, hvori den som jeg siden fandt, har Liighed med den møenske Dialekt!

Herefter fortsætter turen mod Møn og Molbech passerer på sin vej Viemose, der som han skriver får ham næsten til at fortvivle, da den er hen mod en fierdingvej lang.