Barndom på Torrig station - en samtale med Frits Pilegaard

af Finn Kittelmann

 

De var lige blevet færdige med at læsse svin ind til slagteriet i Nakskov. Stationsmesteren var i færd med at give fragtpapirerne til togføreren. Pludselig stak et af svinene i et hyl, der lød som togførerens afgangsfløjte. Det syntes i alt fald lokomotivføreren, så han lukkede op for dampen, og af sted kørte toget, mod Svinsbjerg station. Tilbage på stationen stod togføreren og stationsfor-standeren og stirrede måbende på hinanden. Herefter ind på stationen. Fat i linietelefonen og ringe til Svinsbjerg og forklare om grisen, der var skyld i, at toget for en gangs skyld var kørt, før det skulle. Formentlig har de undret sig lidt over den særprægede form for togekspedition på Svinsbjerg station. Så en opringning til den lokale lillebilsvognmand. Han bragte så hurtigt det nu kunne lade sig gøre, den efterladte togfører tilbage til sit tog, der ventede i Svinsbjerg.

 

"Det er første gang, jeg hører den historie. Men når den stammer fra min storesøster Tove, er den givet rigtig. Der skete lidt af hvert på sådan en landstation i perioden mellem de to verdenskrige".
Ordene er Frits Pilegaards. Han er født på Torrig station på Nord-Vestlolland i 1920, og boede der til kort før 2. Verdenskrig. Hans far, Hans Pilegaard, var stationsmester, og moderen, Antonia, jernbaneekspeditrice. Sammen bestyrede de stationen, som lå på Nakskov - Kragenæs Jernbane (NKJ), fra den åbnede i 1915, til Niels Pilegaard døde i 1945.
"Men jeg husker en anden episode, hvor grise var indblandet. Det skete omkring min konfirmation. Min far hjalp med til at læsse svin på toget. Han stod på bagsmækken af vognen, der havde bragt dem til stationen. Pludselig løb hestene fremad, far faldt bagover, ned på læssevejen. Han slog baghovedet slemt og fik hjernerystelse. Men han var en nøgtern mand, så kommentaren var:
"Det skulle jeg aldrig have blandet mig i. Jeg kunne jo være ligeglad med, om de grise kom ombord!" Imidlertid stammede far fra en gård på Sydlangeland og var tillige en praktisk og foretagsom mand. Så om han rigtig kunne lade være, var nok et spørgsmål".



Torrig lå i Birket sogn, og var næstsidste station på Kragenæsbanen. Fra starten af var det ikke nogen stor station; afstanden til endestationen, der også lå i sognet, var så kort som 2,5 km, men tingene ændrede sig i 1924, da Maribo-Torrig Jernbane (MTJ) åbnede. Maribo fik nu øget sit opland betydeligt - til Handelsstandsforeningen i Nakskov's store utilfredshed. Det betød, at Torrig fik væsentlig mere trafik og blev udbygget med en remise og et langt større sporanlæg, der kunne tage op til tre tog, på en gang, hvilket også skete en gang imellem. Frits Pilegaard var knap fire år, da Maribo-Torrig banen åbnede.
"Selve indvielsen husker jeg ikke, men kort tid efter fandt jeg en tiøre i graven under drejeskiven, som lå ved siden af remisen; en af håndværkerne må have tabt den. Den gav mig den idé, at her måtte der være penge at hente". Det holdt nu ikke stik - heller ikke for selve Maribo-Torrigbanens vedkommende. Den lukkede efter kun 17 års drift i 1941 og så endda under besættelsen.

Banerne gav liv i området. Birket sogn havde tre stationer: Kragenæs, Torrig og Lindet (på MTJ). De to endestationer var begge udstyret med et mindre remiseanlæg; i Kragenæs var der yderligere tjenesteboliger i form af 4 huse. Desuden var der 2 holdepladser /trinbrætter - Birket (MTJ) og Egholm (NKJ). Fra Birket trinbræt, midt i Birket by (venteskuret eksisterede i mange år efter nedlæggelsen, men er nu forsvundet) gik et industrispor mod nord til Birket grusgrav, som lå opad mod Ravnsby Bakker. Sporet blev bl.a. benyttet, når der skulle hentes ballast til banerne, men også til egentlige godskunder. Det krydsede både en roebane, der løb gennem Birket, og tilsvarende vejen mod øst, der lidt senere deler sig mod hhv. Bandholm og Birket kirke, samt Lindet.
"Jeg har aldrig før hørt om, at mens de rangerede til grusgraven, så kunne togføreren lige nå hen købmanden efter to øl, og tilbage igen. Men du siger at historien stammer fra motorvognsfører Ebbe, og så er den givet rigtig. Han var i øvrigt den hyggeligste mand man kunne tænke sig. Og var efter Maribo-Torrig banens lukning, mange år lokomotivfører ved Lollandsbanen".
Torrig station havde også en portør, formentlig endnu et resultat af Maribo-Torrigbanens åbning. Han blev senere forfremmet til overportør. Det gav ikke mere i løn, men dog anledning til at udstyre boligen - det var ledvogterhuset ved vejen gennem Birket - med et dørskilt med navn og stilling. Det var en nyskabelse i Birket sogn. Overkørslen var i øvrigt sikret med led af den rigtig gammeldags type. Huset ligger der endnu. På den modsatte side af vejen kan man stadig tydeligt se et stykke af banens forløb mod Torrig station. Sikringsanlægget på stationen bestod oprindeligt af en dobbeltarmet semafor (den sædvanlige type for privat baner) og en linietelefon. Torrigbanen delte spor med Kragenæs-banen et par hundrede meter mod Kragenæs, hvor den drejede mod syd, gennem Birket by; Kragenæsbanen fortsatte mod nordøst ind i udkanten af Torrig Skov til Kragenæs. Torrig-banen bragte endnu en linietelefon ind på stationskontoret. Indkørslen blev sikret med et fremskudt signal, som via et wiretræk, blev betjent fra en signalbuk på stationspladsen øst for stationen over mod den tilhørende (store) have.



"De to linietelefoner hang på væggen lige ved billetlugen. Den almindelige telefon var den gammelkendte sorte firkantede med håndsving. I øvrigt var far og mor stærkt utilfredse med, at de selv skulle betale halvdelen af telefonregningen. Måske var det derfor de prøvede at få lavet partstelefon. Det betød at man delte linie med en anden abonnent - og måtte vente på hinandens samtaler. Men ingen ville dele med stationen - der blev nok talt for meget".



Stationen var indrettet med to kontorer og en ventesal, en suite mod perronen. Indgangen herfra til kontorerne skete via en kolonnade med bænk til ventende passagerer. Først kom man ind i postværelset med sorterings og pakkereol - og et søm med pakkeetiketter. Rummet var ikke stort. Der udgik jo kun tre landpostbude fra Torrig station, til gengæld var der to ombæringer. Derefter fulgte jernbanekontoret og ventesalen med en smal billetluge og en større luge til andre 
Ekspeditioner såsom pakker og post. Ud mod vejen var der to små stuer, køkken og et vaskehus med gruekedel. På første sal var der to rummelige værelser uden skråvægge og et lille kammer. Desuden var der et stort loft.



"Ventesalen var stationens største lokale. Vi brugte den også til fester og har sågar danset i den. Pakhuset brugte vi vist også en enkelt gang. Far var kontant i sin mening om indretningen af stationerne på Kragenæsbanen (de var ens på nær to). Han havde en fortid som bygningshåndværker og sagde: "Den arkitekt der har tegnet de stationer, skulle selv have lov til at bo i en af dem". Udefra var stationen dog ganske pæn.
Mor passede især jobbet som "postmester", mens far for det meste klarede jernbanen sammen med overportøren. Men selvfølgelig afløste de også hinanden. Mor havde fået et kursus i jernbaneekspedition på Amagerbro station på Amagerbanen; oprindelig var hun modist og havde allerede som 20-årig haft egen forretning i København (Nørrebrogade 70). Livet på landet var vist lidt af en omvæltning for hende. Far var uddannet tømrer og blev jernbanemand for ikke at gå ledig om vinteren. Hvor han havde lært jernbanevæsen, ved jeg egentlig ikke. De havde startet deres "jernbane-karriere" i 1912 på Sønderbro station på Lange-landsbanen (LB) - i øvrigt nær ved fars fødegård, Kabballegaard. Livet på en travl landstation var spændende og meget afvekslende. Dagene var aldrig ens. Der var ofte episoder, som - i hvert fald senere - var ganske underholdende. Det var ikke alle der var lige gode til at passe togenes afgangstider. 
Min far var specialist i at huske de faste passagerer, og gav ikke afgang før de alle var med. Der var andre som måtte ringe i sidste øjeblik, og bede ham holde toget tilbage. De var selvfølgelig yderst høflige og forfremmede ham jævnligt fra stationsmester til stationsforstander. Og der var ægteparret fra en af de store gårde tæt ved stationen. De kunne aldrig passe tiden. Og engang, da de faktisk kom for sent råbte manden, mens han hæsblæsende kom løbende ind på stationen, til konen der kom humpende lidt bagefter: "Tag dog nu og skynd dig, Maren, så skynd dig dog, og kom, toget er kørt!" Far bemærkede tørt, at så hastede det ikke længere så meget. Jeg mener for øvrigt det var på samme gård, at sønnen eller plejesønnen, Herluf, var blevet lidt mere end gode venner med stuepigen. Den gik jo ikke, så hun fik sig meget hurtigt et andet job i Maribo. Forbindelsen fortsatte dog, og hun kom på besøg om søndagen, dog var "parret" under strengeste opsyn. Men når hun hen under aften skulle tilbage med toget, så kunne man jo gå af sted i god tid og sætte sig i den mørke ventesal og være lidt alene. Så de kom som regel en halv time eller tidligere før toget gik. Min far var ganske vist en sparsommelig mand, men hjælpsom var han nu også og gik derfor derud og tilbød at tænde lyset. Men "nej, ellers tusind tak, Pilegaard. De må ikke gøre Dem nogen ulejlighed for vores skyld". Ventesalen forblev således mørk, indtil et kvarter før togafgang. Da det skulle ske blev pigen fulgt op i vognen, hvor afskedskysseriet nu tog fat. Togføreren var blevet utålmodig og spurgte min far, hvornår de kunne køre. "Vi kører", sagde han, "når Herluf er færdig med at kysse pigen", og så højt at alle nu kendte årsagen til forsinkelsen. Og den blev ikke meget længere. Herluf kom farende ud, kogrød i hovedet. Maribotoget kunne afgå.

Før afgang kiggede stationsmesteren normalt ind i ventesalen og sagde, at nu gik toget. Men der kunne jo være op til tre muligheder næsten på en gang. En rejsende til Maribo var engang faldet i god snak i ventesalen. Først annoncerede min far, at nu gik toget til Kragenæs, dernæst, at der var afgang for Maribotoget, og endelig var det Nakskovtogets tur. Så reagerede manden: Hvornår går egentlig toget til Maribo? Han fik svaret, at det var da for længst sket. "Hvad i alverden bilder De Dem ind", sagde han, " det tog skulle jeg jo have været med". Men far svarede at det kunne han jo ikke gøre for. Manden var godt ophidset, men far var ikke den der fandt sig i hvad som helst og spurgte om manden måske skulle bæres ud næste gang. "Jeg klager" sagde han. "Ja, gør De det.", var fars lakoniske svar".

Men der var også alvorlige og enkelte gange livstruende situationer. Frits Pilegaard mindes særligt en vinter med snestorm i begyndelsen af 1930'-erne.
"Det var nok således, at der både skulle ankomme tog fra Maribo, og fra Nakskov. Først et tog med sneplov og bagefter det ordinære tog. Far var ude og rense sporskifter sammen med overportøren. Mor passede linietelefonen og dermed stationens sikkerhedssystem. Svinsbjerg havde meldt, at nu afgik sneploven. Et stykke tid efter ankom Maribo-toget, godt føget til med sne. Fra Svinsbjerg blev der nu ringet for at høre om toget var ankommet. Mor tog i forvirringen fejl og sagde ja, i den tro at det var Maribotoget, der var tale om. Men det var jo sneploven, og efter dette svar sendte Svinsbjerg det ordinære tog af sted. Der var nu to tog mellem de to stationer, og gode råd var dyre. Jeg blev sendt ud til far, for at advare ham. Så vidt jeg husker, besluttede han, at sneploven skulle væk fra hovedsporet, så snart det kunne lade sig gøre. Derfor blev der stillet om til et sidespor, men da sneploven kom, overså togføreren fars stopsignaler og ville formentlig køre igennem. Kort efter stationen ned mod Kragenæs, gik banen nemlig ind i en lang kurve, hvor sneen erfaringsmæssigt kunne fyge sammen og give besvær. Så det var med at holde farten og trykket på kedlen, hvis man skulle gøre sig håb om ikke at køre fast. Imidlertid endte de inde på sidesporet og smadrede vist 
enten en vogn, eller også var det selve sneploven, men mere skete der så ikke. Det ordinære tog kørte ind på stationen og stoppede til min mors store lettelse. 
De gik stille med den historie, og den beskadigede sneplov er vist nærmest gemt af vejen. På stationen var der begået en graverende fejl, og personalet på sneploven havde ikke rettet sig efter stopsignalet. Så alle var bedst tjent med at holde mund.
Det var altid spændende når der var meldt sneplov på linien. Især hvis det var lokomotivmester Jacobsen fra Nakskov, "Store Jacob", og banemesteren der kørte. Det var det dog som regel, for den opgave overlod de nødig til andre. Og de gik på med krum hals. Men far var noget skeptisk overfor den måde det, skete på. Han syntes de var et par rigtige bisser. Bl.a. kunne de godt finde på at lægge "7-tallet" på sikkerhedsventilens kontravægt, for at få ekstra tryk på kedlen. Som nævnt var der kurven lige efter stationen med retning mod Kragenæs. Og den kunne godt kræve en ekstra indsats. Jeg har selv prøvet at køre med dem på sneploven. Det resulterede i en ordentlig skideballe af far og besked på at holde mig væk en anden gang, i hvert fald hvis det var de to der kørte. Men sne kunne også give andre problemer.

Juleaftensdag i 1929 satte det ind med et frygteligt snevejr. Toget fra Kragenæs havde 60-70 jule-stemte passagerer med. De fleste kom fra Fejø, som havde (og har) færgeforbindelse til Kragenæs. Men alle måtte holde jul i Torrig, hvor toget sneede inde. Far var en dreven organisator. Han fik skaffet logi på de nærmeste gårde, og på den der lå tættest ved, var gårdmandskonen, Ottense Knudsen, selv fra Fejø, så der var ingen smalle steder. Bagefter fik mor og far en stor sølvskål med indgravering af de taknemlige passagerer.
Andre passagerer kunne også vise deres taknemlighed. I Birket by ved vejen op mod kirken, boede der tre søstre: Stub-Friserne. De havde et lille hus med en stor have til. Alle børn var bange for dem, fordi de vogtede over havens frugter med stor nidkærhed. For havesagerne skulle sælges på torvet i Nakskov. Når de skulle ind til torvedag i Nakskov foregik det med toget. Som tak for at far så ofte havde hjulpet dem, forærede de ham engang en stor pose kirsebær. Da toget var kørt, åbnede vi glade posen, men måtte blot konstatere at bærrene så ud som havde hundene bidt i dem. Og trofastheden mod banen varede ikke længere end til "godset" var solgt. Turen hjem til Birket foregik ad landevejen. Til fods. Det er en strækning på mere end 20 km, til gengæld nyder Birkets indbyggere stadig godt af det legat, som blev stiftet da den længstlevende søster døde".

Det er klart at banerne satte et afgørende præg på familien Pilegaards liv. Ikke blot gav den en, efter tidens forhold, rimelig levestandard. Begge ægtefæller var jo "udearbejdende", men bidrog også til en lettere og mere alsidig dagligdag. Frits Pilegaard havde en yngre bror og to større søstre. Alle fire børn fortsatte efter landsbyskolen i Birket på Horslunde private Realskole, og tog enten præliminer eller realeksamen. Der var ca. 10 km. til Horslunde, og turen foregik selvfølgelig med Kragenæs-banen, hvor de i øvrigt rejste gratis. Frits Pilegaard var 11 år da han begyndte på skolen i Horslunde. 
"Det var andre forhold, også på stationen hvor stationsforstanderen samtidig og ikke mindst var postmester. Han var altså kongelig embedsmand. Det var man heller ikke et øjeblik i tvivl om når man så eller hørte ham. Han hed Støjholm, og blev kaldt "Støjmester Postholm". Han var efter alle os skolebørn. "Skal I støje herinde, så gå uden for hvor der er højt til loftet og vidt til væggene" var et af hans mundheld. Vi opholdt os jo en del på stationen, for toggangen var indrettet efter, hvad der passede i Nakskov og Horslunde lå ca. midtvejs. Når Støjholm ekspederede togene på den lille privatbane, var han yderst stilig med hvide handsker og knækflip. I Horslunde! Far kunne ikke lide ham. Han syntes ikke om hans selvhøjtidelige facon og havde intet imod at gøre ham det klart. Støjholm reviderede bl.a. Torrig stations postregnskab. Til denne lejlighed havde han ladet neglen på venstre lillefinger vokse længere end de andre. Den brugte han så til at pege med, når han 
gennemgik regnskabsprotokollernes kolonner. At far fandt dette naragtigt var oplagt og blev heller ikke skjult for Støjholm.
Efter eksamen i Horslunde kom jeg i lære som maskinarbejder på Maskinfabrikken i Nakskov. Her var arbejdstiderne til gengæld indrettet efter togets afgangstider. Og den første vinter jeg gik på teknisk Skole om aftenen i Nakskov, tog jeg hjem til Torrig, når jeg var færdig på Maskinfabrikken. Det passede fint med, at toget fortsatte til Kragenæs, hvor det blev vendt og kom tilbage mens jeg spiste aftensmad. Altså to gange Nakskov/retur alle seks arbejdsdage. En af søstrene stod i lære i Maribo og benyttede således Torrig-banen dagligt igennem 4 år. Men banen kunne også bruges i andre praktiske sammenhæng. Skulle man have en dukkert i Kragenæs, kunne man tage toget og nå at bade og sole sig lidt, inden det kørte tilbage. Ville man ikke være afhængig af køreplanen, var der også mulighed for at låne en trolje. Det var let nok fra Torrig til Kragenæs. Her gik det ned af bakke. Men hjemturen var sej, især hvis man var ene mand ved pumpestangen. Den blev blot hængt på en tap på et af hjulene; der var altså ingen gearing. Men ved festlige lejligheder, kunne troljen også bruges.

Et par kilometer fra Torrig station i retning mod Svinsbjerg lå Egholm trinbræt. På to af de nærliggende gårde hed konerne henholdsvis Katrine Jokumsen og Katrine Stryhn. Vi kaldte derfor aldrig Egholm for andet end Katrinebrættet. Nå, men Jokumsen skulle altså have sølvbryllup, og vi var inviteret med; det vil sige far og mor, min søster Tove og svoger Kit og jeg selv. Damerne var i deres store skrud, og vejret var godt. Vi tog derfor en havebænk og satte den på troljen. Den var hurtigst og nemmest. På bænken tog damerne så plads, mens vi tre mænd tog fat og pumpede os til sølvbryllup og hjem igen ud på natten. Det var en uforglemmelig oplevelse.
Selv familiens hønse-hund, Nero, benyttede banen. Mor og far var taget afsted på ferie. Jeg var hjemme og skulle bl.a. passe Nero. Men den må have savnet dem enormt, for et par stationer længere ind mod Nakskov, fandt personalet i et efterfølgende tog pludselig Nero. Den var taget af sted, helt alene, uden jeg havde opdaget det. Den fik lov til at fortsætte turen til Nakskov, for at returnere med det næste tog. Så med på ferie kom den altså ikke".

Stationen var en væsentlig del at sognets nervesystem. Det spores i mængden af anekdoter og pudsige oplevelser. Også af de mere personlige og knapt så gode. Frits Pilegaard erindrer f.eks. sin fars store ærgrelse da hans svigerfar en sommer midt i 1930'erne kom på feriebesøg, og blev 
boende en række år. Så stor var stationsbygningen nu heller ikke.
"Jeg delte derfor værelset ud mod perronen med min bedstefar. Han havde i øvrigt ledet arbejdet med at anlægge MTJ og havde været med til at anlægge andre jernbaner, herunder Boulevardbanen i København. Han prøvede da også at gå lidt til hånde, men når han skulle holde stationspladsen og perronen fri for ukrudt, var det et ynkeligt syn at se ham håndtere et skuffejern. Det undrede far, en fortid som arbejdsleder taget i betragtning. Far kunne også finde på at drille og slukke for radioen lige når resultaterne af søndagens travløb kom. Bedstefar havde været en inkarneret spiller på travbanen, og havde i øvrigt foræret mor og far radioen.
Da krigen brød ud, benyttede far sig af lejligheden til at slippe af med ham. Min søster og svoger boede i Sønderjylland, og far mente at dér nede nu var så meget uro, at man snart kunne vente dem hjem til Torrig. Så han meddelte bedstefar, at værelset, som jeg for længst havde forladt, skulle stå klar til "sønderjyderne". Bedstefar flyttede så på Birket alderdomshjem, hvor han året efter kunne gå og se sporene fra MTJ, blive taget op. Det pinte ham, især når han tænkte på alt det mas, de havde haft med at lægge banen gennem Stålmosen, som lå tæt ved alderdomshjemmet, og hvor der nærmest havde været kviksand. Og søster og svoger blev for resten boende i Sønderjylland, gennem det meste af krigen.

Ja og sådan kunne vi fortsætte. Om grisen, som fløjtede afgang, er der for resten en tilføjelse. I den lokale revy, var der samme år en sketch om episoden. Den var dog blevet udbygget: Grisen måtte komme fra en gård, hvor ejeren -det vidste alle havde et godt øje til ekspeditricen på en af de nærliggende stationer. Den havde jo særlig sans for jernbanedrift.

Efterskrift:
Meningen med denne lille krønike har været at søge et stemningsbillede, fastholdt fra en tid der på en gang er uendelig fjern, men alligevel ikke ligger så forfærdelig mange år tilbage. Hvor man ikke havde så travlt, hvor livet var mere overskueligt og dagligdagen nok rigere på små, finurlige oplevelser. Et sådant "drømmeland" længes vi vel alle efter fra tid til anden. At livet så var mindre bekvemt for de fleste, glemmer vi måske så samtidig at huske på.