1801. Et skæbneår for Danmark – og C.D.F. Reventlow
Slaget på Reden 2. april 1801 blev skæbnesvangert for Danmark. I løbet af få timer vandt englænderne søslaget på Københavns Red. Danmark var dermed sat uden for indflydelse på sin egen udenrigspolitik.
I kølvandet på nederlaget til englænderne fulgte en stribe nationale katastrofer: 1807 vendte fjenden tilbage, bombarderede København og drog bort med nationens stolthed, orlogsflåden. Nu var Danmarks militære rolle udspillet. Snart vendte konjunkturerne. Nødtvungent var Danmark blevet involveret i krigen mellem stormagterne. Hidtil havde den oversøiske handel været en blomstrende forretning for den danske handelsflåde. Nu stoppede guldeventyret brat. 1813 gik staten fallit, og ved fredsslutningen 1814 måtte vi afstå Norge til Sverige. Slaget på Reden var således - for at bruge et citat af Winston Churchill - begyndelsen til enden for den danske helstat. Slaget på Reden 1801 var imidlertid også begyndelsen til en national rejsning, en hidtil ukendt patriotisme. En god del af forklaringen på den åndelige guldalder, som Danmark oplevede i de følgende årtier, kan søges her i katastroferne.
Det var Kronprins Frederik (senere Kong Frederik VI), der fastlagde den offensive neutralitetspolitik, som førte til Slaget på Reden. Kronprinsen ville være enevældig og lyttede ikke nødvendigvis til de bedste rådgivere. C.D.F. Reventlow var som minister medlem af statsrådet, hvor krisen i april 1801 og en reaktion på de engelske krav om udtrædelse af det væbnede neutralitetsforbund var temaet. Med Kronprinsens ord 'tabte Reventlow Hovedet' i denne pressede situation. Han var totalt opgivende, forudså sin snarlige død under en kommende engelsk bomberegn og oplevede et reelt psykisk sammenbrud. Københavns bombardement 1807 var endnu et hårdt slag for C.D.F. Reventlow. Til sin søster Louise skrev han: Siden den 2den April, da mit Fædrelands Ro for første gang blev forstyrret, har jeg ophørt at leve i denne Verden…Jeg har lært at være fattig og rig, miskendt og æret, alt det gør kun sjældent Indtryk paa mit Hjerte. Da jeg fulgte Kongen (til Slesvig i sikkerhed for fjenden 1807) havde jeg menneskeligt mistet alt.
Efter Slaget på Reden 1801 svandt Reventlows storpolitiske indflydelse gradvist. Tildelingen af elefantordenen 1803 var nok et udtryk for statens anerkendelse, men det blev i stadig større grad fortidens resultater, der måtte inddrages for at højne humøret - dertil kom glæden over besiddelserne på Lolland. I 1813 blev Reventlow omsider afskediget fra sine embeder. Scenen skiftede fra det statslige niveau i København til det lokale på Lolland. Nu kunne den 65-årige pensionist kaste sig ud i sit livs sidste store anstrengelse: ombygningen af Pederstrup, moderniseringen af grevskabet med skoler og kirker samt driften af godset. - Også for C.D.F. Reventlow blev 1801 et skæbneår.