Middelalderens syv købstæder på Lolland-Falster

De første købstæder
På Lolland og Falster findes købstæderne Stubbekøbing, Nykøbing, Nakskov, Sakskøbing, Nysted, Maribo og Rødby. Alle grundlagt i middelalderen, men i løbet af en ca. 300årig periode. Fra midten af 1100-tallet til midten af 1400-tallet dukkede de op rundt om i landsdelen, og deres placering var påvirket af landets politiske og økonomiske forhold på det givne tidspunkt.

1100-tallet er kendt som en urolig periode for landet. Der var stridigheder om tronen, og venderne hærgede vores kyster, hvilket gjorde det usikkert at bo for tæt på havet. Men med indsættelsen af Valdemar den Store som enekonge i år 1157 blev der sat ind i forhold til sikkerheden af landets kyster og have, bl.a. med opførelse af borge tæt ved vandet. Valdemars store anstrengelser kunne for alvor mærkes i 1200-tallet, hvor byerne og handlen blomstrede frem, og der var kommet kontrol over de grusomme vendere.

Handel og ekspansion
Faren fra kystsiden var drevet over, og købstæderne Nakskov, Nykøbing, Sakskøbing og Nysted opstod i 1200-tallet langs øernes kyster. Sammenlignet med tidligere var det nu fornuftigt at anlægge byerne nær kysterne, da vandvejen i middelalderen blev brugt som datidens 'motorvej' til transport af mennesker og ikke mindst handelsvarer. For at undgå at der opstod stridigheder mellem de erhvervsdrivende, samlede kongen handlen i købstæderne, som så fik købstadsprivilegier. For at en by kunne kalde sig en købstad og dermed drive handel og håndværk, krævede det kongens tilladelse. Ved at samle handelsfunktionerne på udvalgte steder, hvor kongens embedsmænd kunne kontrollere handlen, kunne kongen tjene godt på indkrævningen af afgifter for handlen.

Med sikringen af søfarten i Østersøen voksede handelsmulighederne hurtigt udover landets grænser, hvor bl.a. landbrugsvarer fra Lolland og Falster blev solgt i store byer langs Østersøens kyster. Når købmænd førte varer ud af landet, skulle der betales told, men så var de til gengæld under kongens beskyttelse på havene.

Naturligvis blev der også fragtet store godsmængder fra landsbyerne ind til købstædernes torve vha. vogne og trækdyr. Den normale afstand fra oplandet til landsbyerne var omkring 15 km, som var den afstand, bønderne kunne nå at gå to gange på en dag - morgen og aften, frem og tilbage. Blev afstanden for stor, var der brug for en ny købstad. Afstanden mellem landets købstæder er derfor ofte omkring 30 km.

En del af tidens handel foregik som varebytte. Det var dog ikke altid lige praktisk, da det krævede, at vedkommende, man byttede med, havde noget af interesse. Brugen af penge var derfor at foretrække. Tidens eneste pengeform, mønter, havde den metalværdi, som mønten var værd. Kongen havde ansvaret for mønternes lødighed og for udmøntningen, hvorimod selve møntslagningen skete lokalt f.eks. i Sakskøbing.

I de ældste byer var der ikke altid en torveplads, hvorfra handlen kunne foregå. Her blev i stedet drevet handel fra en af de træ- eller stenbelagte gader. Men i de nyere byer, der dukkede op, blev der ofte udlagt et torv og en kirke samtidig med byens grundlæggelse, som f.eks. i Sakskøbing. Hvis handlen blev drevet fra et torv eller en gade, havde kongen retten til at lyse en særlig torvefred, der sikrede de handlende ro og orden. Til gengæld måtte de handlende betale omsætningsafgift, og det var vigtigt, at al handel foregik åbenlyst.

Lov og orden
Ved middelalderens begyndelse havde Danmark et rejsekongedømme, hvilket betød, at kongen, havde boliger rundt om i landet. På Lolland-Falster blev Nykøbing Hus på Falster opført samt Ravnsborg og Ålholm på Lolland, hvoraf Ålholm ved Nysted er bedst bevaret.

I middelalderen var Danmark inddelt i 'landskaber', der hver havde deres lov. F.eks. gjaldt Sjællandske Lov for Sjælland og de tilhørende øer. Kongen var dog berettiget til at lyse sin fred over et område, hvilket resulterede i større straf til lovbrydere end ellers. Dette var tilfældet i købstæderne, der var fredlyste. Byerne fik således særlige regelsæt med flere bestemmelser om bl.a. tyveri og vold, da steder med flere mennesker ofte tiltrak flere problemer og ulovligheder. Byfreden omfattede ikke kun selve købstaden men også dens nærmeste opland.

Det var vigtigt, at selve købstaden var afgrænset - for at skelne mellem land og by. Derfor var de fleste købstæder omkranset af et plankeværk og i enkelte tilfælde var de endda befæstede med mur, vold og grav.

I 1100- og 1200-tallet var byerne ikke fyldt op med huse, og befolkningstallet kunne derfor stige, uden at selve byens størrelse ændrede sig. Der blev bare opført flere huse på grundene. Efterhånden blev byerne så tæt bebyggede, at de fremstod som det, vi i dag kender som bybebyggelse.

Det religiøse element
I middelalderen var kirkens fællesskab et vigtigt element for det almindelige menneske. Kirken var altid hos menigheden og omvendt, fra fødsel til død - fra dåb til begravelse. For den almindelige borger har kirkerne været enorme bygningsværker sammenlignet med deres egne huse. I kirken var alle velkomne, og her kunne opleves farver og billeder på vægge og i vinduer, musik og klokkeklang samt dufte fra røgelse og brændende kærter. Det var alt sammen elementer, der var med til at gøre besøget til noget særligt og dermed styrke troen.

Mange af tidens fattige fik hjælp af kirken, og omsorgen for de svage og syge var fra tidligere tider en vigtig opgave for de kristne, der ved hjælp af almisser og gaver kunne løse opgaverne. Almisserne blev også anvendt til at drive hospitaler og helligåndshuse for. Hospitalerne tog sig af de spedalske, og helligåndshusene tog sig bl.a. af fattige rejsende, pilgrimme, permanent sengeliggende og andre, der havde brug for hjælp. Fra Nykøbing er der kendskab til et hospital, og både Sakskøbing og Nakskov har haft et helligåndshus.