Bondestenalderen (ca. 4.000 - 2.000 år f.kr.) er den bedst
belyste forhistoriske periode i området omkring Rødby og Rødbyhavn.
Denne artikel beskriver fundene fra bondestenalderen, og giver et
indblik i, hvor vores viden kommer fra.
I dag er det eneste synlige levn fra bondestenalderen i området
omkring Rødby en jættestue kaldet Hyldehøj, der ligger en lille
kilometer syd for Humlegårdshuse, øst for Rødby.
Oprindeligt har der dog været langt flere gravhøje i området. Det
ved vi, fordi Nationalmuseet allerede fra midten af 1800-tallet
indsamlede oplysninger om fortidsminder i hele landet. Det foregik
ved såkaldte herredsberejsninger, hvor datidens fagfolk rejste riget
rundt og registrerede synlige fortidsminder og indsamlede
efterretninger blandt de lokale om ældre fund og allerede sløjfede
gravhøje. I herredsberejsningsteksterne kan man se, at der langs
kysten øst for Rødbyhavn har ligget mindst otte dysser og jættestuer
fra bondestenalderen og mere end 25 mindre gravhøje, hvis datering
vi desværre ikke kender.

De kendte høje er markeret med rødt på et kort fra ca. 1870.
Copyright Kort og matrikelstyrelsen.
Vest for Rødby er der på et kort fra 1848 indtegnet en enkelt
stendysse på øen Lang i den nu inddæmmede Rødby Fjord. Fra Rødby
Fjord området vidner adskillige løsfundne flintredskaber om, at
stenalderbønderne har boet her langs fjorden. Dette blev bekræftet
af en arkæologisk udgravning, foretaget af det daværende
Lolland-Falster Stiftsmuseum i 1971, hvor der en kilometer øst for
Lidsø blev fundet bopladsspor fra bondestenalderen.
I området øst for Rødby er der hidtil kun registreret enkelte
løsfundne flintredskaber. Men det er der i øjeblikket ved at blive
rådet bod på. I forbindelse med Museum Lolland-Falsters kortlægning
af arkæologiske fund i området er gårdejerne blevet kontaktet og i
nogle tilfælde besøgt, og flere har bidraget med interessante
oplysninger om flintredskaber, der er fundet ved markarbejdet,
undertiden gennem flere generationer. Der er især fundet mange
slebne flintøkser, men også andre redskaber, bl.a. et par flotte
flintdolke.
Det er ikke til at sige, om redskaberne stammer fra grave, depotfund
eller bopladser, men de vidner om, at der under mulden formodentlig
stadig er bevaret spor efter stenalderbøndernes aktiviteter. Det kan
meget vel tænkes, at fundene stammer fra bopladser, tilhørende dem
der har bygget og benyttet gravhøjene langs kysten.

Eksempel på gårdsamling med økser fra både jæger- og bondestenalder.