Samlingerne på Falsters Minder

Foto fra udstillingerne

Museets samling er en perlerække af autentiske genstande, der viser Guldborgsund Kommunes kulturhistorie fra oldtiden frem til i dag. Museets udstillinger viser kun en brøkdel af samlingen, der indeholder så forskellige genstande som bl.a. oldsager, legetøj, tekstiler, julepynt, håndværktøj og redskaber. Ting der til sammen er med til at give nutiden og fremtiden et mere samlet billede af svundne tider på landet og i byen.

Udstillingerne inviterer alle en tur med tilbage til Falsters fortid, med et indblik i øens bonde- og købstadskulturen fra middelalderen til op i vort århundrede. Landbokulturen er i udstillingerne repræsenteret ved bl.a. folkekunst, der vises i form af træskærerarbejder og tekstiler. Derudover er der opstillet en bondestue med tilhørende køkken og originalt inventar fra Horreby på Falster. Her ses også figurer i dragter fra 1800-tallet.

Foto fra udstillingerne

Øens købstadskultur og borgerliv i 1800-tallet er illustreret ved hjælp af en tidstypisk borgerlig stue med periodens møbler. Derudover ses et borgerligt soveværelse fra begyndelsen af 1900-tallet. Soveværelset fremstår komplet med servante, snavsetøjspose, vugge og mange andre tidstypiske genstande.
Brugskunst fra perioden kan ses i mangfoldige former, heriblandt dansk, tysk og engelsk glas, porcelæn og fajance, tin og messing genstande og meget mere.

Foto fra udstillingerne

I udstillingen er opbygget et gammelt købstadsgademiljø fra Nykøbing fra slutningen af 1800-tallet. Købstadsgaden er opstillet med tilhørende butikker, guldsmedebutik og guldsmedeværksted, bager og tobakshandler med produkter fra Nobels Tobaksfabrik - grundlagt i 1835.

Udstillingen byder også på et indblik i historisk legetøj. Her kan børn i alle aldre se bedste- og oldemors dukker, dukkehuse, biler, bliklegetøj, porcelæn mm., eller bedsteforældrene kan gense ting fra deres barndom.

Museet har gennem dets eksistens indsamlet en utrolig stor mængde af forskellige tekstiler. Samlingen består af broderier, tekstiler og dragter fra borgere og bønder fra de sidste 300 år. Her vises bl.a. bondens festdragt, borgerfruens pæne kjoler samt den lokalfødte grønlandsfarer og forfatter Peter Freuchens mors brudkjole fra 1880.

Hverdagslivet på Falster i middelalderen er repræsenteret ved lokale fund. Her ses bondens ejendele, munkens sko, nøgler og ølkander. Periodens byggeskik er præsenteret ved hjælp af teglvarer og oplysninger om teknologi. Derudover byder middelaldersamlingen på konkrete genstande som robåden fra Guldborgsund, malmgryden fra Nykøbing F. med klokkestøberens mestermærke, røgelseskarret fra Nordfalster, middelalderens spanske souvenirer, muslingeskaller hjembragt til Skerne, mallerne til ligklæder fra Stubbekøbing, benkamme fra Nørre Vedby, jernknive fra Systofte og meget mere.