Moshack cembaloet

Det ældste danskbyggede cembalo står i Falsters Minders udstilling om Nykøbing Slot. I 1953 blev dette instrument fundet på loftet af den gamle Katedralskole i Nykøbing F.
Af det originale instrument var stor set kun bevaret cembalo-kassen, uden understel og vitale dele som klaviatur, springere, registre og strenge. Men indvendig var den originale bemaling særdeles velbevaret.

Foto: Moshack cembaloet

"Moritz Georg Moshack Copenhagen Ao 1770"
Denne velbevarede signatur på sangbunden - omgivet af sirlige, tidstypiske blomsterslyngninger - afslører mesteren bag instrumentet.

M.G. Moshack fik i 1761 tildelt privilegium i København på at måtte forfærdige og reparere "Orgel-Værker, Claveerer, Clavecimbaler, Harper og deslige spillende Instrumenter". Han har arbejdet såvel for Det kgl. Teater som for hoffet, således leverede han i 1768 et "Contra F Clavier mit Fuss" til Christian VII.

Foruden Falsters Minders cembalo kendes fra Moshacks hånd i dag kun to clavichorder. Moshacks anerkendte produktion ophørte ved hans død i 1772.

Istandsættelsen
En lettere konservering og stabilisering af den meget medtagne kasse og sangbund i 1982 stimulerede nysgerrigheden efter at høre dette 1700-tals instruments toner.
I samråd med relevante eksperter og i forståelse med Musikhistorisk Museum og Nationalmuseets bevaringssektion blev der udarbejdet et rekonstruktions-projekt.

Det blev cembalobygger Helmut Zorn, Karlsruhe, konservator og snedker Jørgen Christensen, Nykøbing F., kirkemaler Poul Andersen, samt konservator og urmager, Søren Andersen, Virket, der med hver sit speciale kom til at varetage opgaven.
I 1996 kunne Falsters Minder virkeliggøre en musikhistorisk indspilning dediceret til museet afgåede mangeårige formand landsretssagfører Poul Drachmann.

Musikken

Ved denne første indspilning med Ulla Kappel på cembaloet gives eksempler på samtidig musik, der viser instrumentets funktion som soloinstrument og som ledsage-instrument til f.eks. fløjte ved Mads Johansen og sang ved Regine Thorlund Bertelsen.
De udøvende kunstnere har blandt andet valgt sange og vers af den tyske komponist J.A.P. Schulz , der var kapelmester for Det kgl. Kapel i perioden 1787-95.
Schulz har måske haft direkte kontakt med Moshacks cembalo, idet M.G. Moshack havde Det kgl. Teater blandt sin kundekreds.

Skønt det ikke direkte kan dokumenteres, er der stor sandsynlighed for, at instrumentet er bygget som continuoinstrument til kapellet, hvorefter det - efter at have udspillet sin rolle dér - er blevet skænket til Katedralskolen i Nykøbing F.

Historiske rammer om musikhistoriske optagelser
Som en velegnet og værdig ramme om optagelsen af kompositionerne for fløjte og cembalo har Hincheldeys tidligere fornemme købmandsgård, Slotsgade 7 i Nykøbing F. fungeret.
Bygningen blev opført i 1780’erne som et for provinsen storstilet borgerhus og ifølge traditionen af materialer fra det nedrevne Nykøbing Slot. Den oprindelige sal står i dag så godt som intakt.

Bygningen rummede i 1800-tallet Katedralskolen, men har siden 1953 været en del af Nykøbing F. Politigård. Det var på loftsetagen af denne bygning, at instrumentet blev fundet i forbindelse med Katedralskolens udflytning.
Ud over at lade salens akustiske kvalitet komme optagelsen til gode, kunne ringen omkring instrumentets historie samtidigt sluttes.

Hør musikeksempler

  • Michel Blavet (1700-68): Variationer over "Menuet L´inconu"
    Ulla Kappel, Cembalo. Mads Johansen, Traversfløjte
    (wma-format, 1,4Mb)
     
  • Carl Ph.E. Bach (1714-88): Variationer over "Ich schlief, da träumte mir" fra "Musikalisches Allerlei"
    Ulla Kappel, Cembalo

CD'en "Musikalsk Soirée i Czarens Hus"


Dobbelt CD med værker for cembalo og fløjte af Michel Blavet (1700-68), Georg Christoph Wagenseil (1715-77) og Carl Ph.E. Bach (1714-88) (CD1)
lieder m.v. af J.A.P. Schulz (1747-1800) (CD2)

CD'en er inspillet i historiske rammer i henholdsvis Hincheldeys tidligere købmandsgård og Czarens Hus i Nykøbing Falster. Cembaloet er det restaurerede Moshack-cembalo fra 1770.
En del af værkerne stammer fra nodefundet på Aalholm Slot i 1991.

Foto: Ulla Kappel Foto: Mads Johansen Foto: Regine Thorlund Bertelsen
Ulla Kappel,
cembalo
Mads Johansen,
traversfløjte
Regine Thorlund Bertelsen,
Mezzosopran

 

 

 

 

 

CD'en kan købes direkte på museet.

Nodesamlingen på Ålholm Slot
I sommeren 1991 blev der på Aalholm Slot ved Nysted fundet en hidtil ukendt nodesamling med 1700-tals musik. Nodefundet består af 75 håndskrevne og 150 trykte musikværker af kendte og mindre kendte komponister. Nodesamlingen har tilhørt Otto Ludvig Raben, greve af Christiansholm, hvilket vil sige Aalholm og Bramslykke.

O.L. Raben (1730-91) var selv en habil fløjtespiller, hvorfor samlingen hovedsageligt indeholder fløjtemusik, feks. sonater for fløjte og cembalo-continuo, men også værker for cembalo solo, bl.a. i Sophia Magdalena von Qualens Klaverbog. Denne bog indeholder 73 stykker af såvel navngivne som anonyme komponister, herunder C.Ph.E. Bachs Variationer over "Ich schlief, da träumte mir" fra "Musikalisches Allerley' fra 1761.

Michel Blavet, Frankrigs berømteste fløjtespiller, var lærer for Otto Ludvig Raben i 1753 som led i dennes flerårige dannelsesrejse til Paris. Blavet var udøvende musiker i både Ludvig XVs Kapel og i Pariseroperaen og udgav blandt meget andet en samling populære tostemmige fløjtestykker beregnet til undervisning.

I Aalholmsamlingen foreligger dette materiale i 2 bind. "Menuet L´inconu" er herfra og således oprindeligt for to fløjter, men er af Ulla Kappel omarbejdet til fløjte og cembalo.

 

Få Moshack cembaloet som ringetone