Falstersyning

Foto: Falstersyning

Falstersyning er betegnelsen for en broderiteknik, som blev udført på Falster, og særligt på Sydfalster, i 1800-tallet. Der er kun få dateringer, men ud fra de årstal man kender, er det sandsynligt, at højdepunktet for teknikken har været omkring 1820-1850. Teknikken er en hvidsyning, som er en fællesbetegnelse, der bruges om ældre dansk, hvidt broderi. F.eks. er de mere kendte Hedebosyninger også hvidsyning. Det karakteristiske for Falstersyningerne er, at hele syningen ligger oven på stoffet, og at det er en fri syning. Den udførtes i begyndelsen med hørtråd på hørlærred, og senere gik man over til at sy med bomuldstråd på hørlærred.

Mønstrene
Mønstrene bestod i begyndelsen primært af planteornamentik og geometriske former, mens man sidst i perioden oftest lavede stiliserede blomster og blomsterornamenter. Blomsterrankerne kan minde om baroksyning, men de er enklere og lettere i udtrykket. Det er uvist, hvor inspirationen til Falstersyningerne kom fra, men de store figurer kan minde om mønstrene i karvesnit (træskæring).

Kvinderne tegnede selv mønstrene, og hentede motiverne fra den verden, der omgav dem. Blomsterne kunne blive klippet ud af papir, hvorefter mønstrene blev markeret med prikker udenom på det hvide stof ved hjælp af en tilspidset svovlstik eller en anden lille pind dyppet i blånelse. Herefter blev de syet inde fra midten og udefter i flere omgange. Man kan forestille sig, at der var kvinder, som var specialister på dette felt, og som udførte arbejdet mod betaling.


Til venstre ses et særkeærme med Falstersyning, og til højre det tegnede mønster. Klik for større billede.


På billedet ses de broderisting, der anvendes i Falstersyningerne. Klik for større billede.

At sy på helt
Inden i blomsterne er der et syet net, som ligger ovenpå stoffet og udgør en slags bund. I syningen af bundene ses i stingene inspiration fra sydligere landes kniplinger og damasksting. Der anvendes to slags bunde, en med tungesting (også kaldet nålebinding), og en med en art fletning. Der er altså ikke, som man ser i andre typer hvidsyninger, anvendt uddragen syning, som giver 'hul' igennem stoffet i blomstens midte. I nogle tilfælde har man snydt lidt, og i stedet for at sy bunden, blot indsat et stykke tyl. Fordi der altid er en bund, kaldtes Falstersyningerne tidligere 'syning på helt lærred' eller bare at 'sy på helt'. Dog forekommer der små huller, som er boret ud med en pren.

Forsting og fladsyning
Stilkene på blomsterne er syet med forsting, så de fik et snorelignende udseende. Det kaldtes også at 'snore tøjet'. De kunne også være syet med knudesting eller splitsting (spaltede kontursting) eller almindelige kontursting. Bladene blev syet i fladsyningsteknik. Kantningerne og enkelte af bundene blev syet i nedlagt syning. Teknikken er enkel, men det er svært at sy de små tætte mønstre pænt og nøjagtigt pga. de mange rundinger. Til gengæld er syningen så godt som uopslidelig.

Forekomster
Falstersyninger finder man ofte på lagner, skjorter, oplod, særke, pyntehåndklæder og på lærredsskuldertørklæder. På skjorterne er broderiet anbragt på skulderstykket og håndlinningen, og der var ikke broderi på kraven, som man ser det i Hedebosyningerne. På særkene blev der kun broderet ved ærmeafslutningen.


Falstersyning på håndlinningen af en skjorte. Klik for større billede.

På siden litteratur findes eksempler på artikler og bøger til videre læsning.