Christiansmindeskolen

Den lange hvide Reventlow-skole blev indviet på museet i 1939. Skolen lå oprindelig i Langet på Lolland, blev opført i 1817 og udvidet i 1828. Skolen er opført med lerstampede vægge for at spare tømmer. Skolen var en af de ti nye skoler som samfundsreformator og statsminister C.D.F. Reventlow lod opføre i sit arbejde for at udvikle befolkningen og dygtiggøre dem. Tiden var løbet fra datidens skoler, hvor degnen terpede den kristne børnelærdom og de svarede ikke til oplysningstidens idealer, om at befolkningen skulle gøres dygtigere. I denne periode var samfundet generelt præget af reformer, både hvad gjaldt landbruget og bøndernes frigørelse, men skolerne spillede også en vigtig rolle.

Reventlows ti nye skoler udsendte banebrydende skolereglementer, indførte ny moderne pædagogik og udvidede undervisningen med fag som gymnastik, naturfag, musik, geografi og historie. Skolerne var fast organiseret under Reventlows lollandske herregårde Christianssæde og Pederstrup.

Skolen fremstår på museet som den gjorde efter sin udvidelse i 1828. Med denne udvidelse fik læren udvidet sin bolig og kunne således adskille soveværelset fra dagligstuen, og der blev mulighed for at indrette en stadsstue med sofa og billeder på væggene. Med udvidelsen blev lærens private indgang også adskilt fra elevernes.

I den ene ende af den lange bygning er klasselokalet og i den anden ende er lærens bolig. Klasselokalet er indrettet med store vinduer på de tre ydervægge, der på grund af vinduesnichernes skrå sider får et stort lysindfald. Det var en velovervejet detalje, da Reventlow ønskede at skolen skulle fremstå som lys, venlig og luftig modsat elevernes små lavloftede hjem med få vinduer. På gulvet i skolestuen var der lagt stengulv, der var praktisk for børnenes våde træsko. Skolestuens borde og bænke er ikke originale genstande, men er tro kopier af dem, der blev anvendt der i 1860’erne. Skolen er også indrettet med kateter, sandtavle til at øve sig i skrivningen på samt forskellige kort og anskuelsestavler, der dog er af en lidt nyere dato.

Reventlow-skolen fungerede som skole frem til 1904, hvorefter den blev indrettet til beboelse.

Læs om C.D.F. Reventlow og Reventlow-Museet her.

Klik her for at komme tilbage til oversigtskort