Femø kvindelejr
Verdens (vistnok) første kvindelejr blev afholdt i 1971 på Femø.
Nogle tror, at rødstrømperne, der arrangerede kvindelejren, faldt
for øen pga. dens navn, der kunne associeres med begrebet feminisme.
Men det var nok nærmere en række tilfældigheder, der gjorde, at den
berømte kvindelejr kom til at ligge i Smålandshavet nord for
Lolland.
Museum Lolland-Falster åbnede i september 2010 en udstilling om Femø Kvindelejr. Den kan ses frem til udgangen af 2011. Udstillingen viser lejrens udvikling fra 1971 og op til i dag.
Rødstrømpernes kvindelejr
I 1970erne og i begyndelsen af 1980erne var Femø kvindelejr en
rødstrømpelejr i den forstand, at det var Rødstrømpebevægelsen i
København, der arrangerede den. Med lejren ønskede rødstrømperne, at
kvinder skulle have mulighed for at skabe en kvindekultur på egne
betingelser og for at videreudvikle søstersolidariteten. Det
konkrete indhold på lejren i 1970erne var bl.a. basisgruppesnak i
teltgrupperne. Her fortalte kvinderne deres livshistorier for
derigennem at blive bevidstgjorte om deres undertrykkelse og om de
fælles erfaringer, kvinder delte. Frigørelse fra undertrykkelsen var
målet. Herudover havde man diskussioner om andre kvindepolitiske
emner, kreative aktiviteter og fællesmøder hver aften. Efter
aftenmøderne var der ofte sang, dans og fest.
For mange af de deltagende kvinder var kvindelejren deres første
møde med kvindebevægelsen. Nogle blev rødstrømper efter
lejropholdet, og andre gjorde ikke. Nogle blev også lesbiske enten
for en tid eller resten af livet. Lesbiske og lesbisk kvindekamp var
nemlig en aktiv del af kvindebevægelsen i 1970-80erne.
Forandring og opgør
I begyndelsen af 1980erne klingede interessen for
Rødstrømpebevægelsen ud, og der kom ikke længere mange
heteroseksuelle kvindesagsbevidste på kvindelejren. Men de lesbiske
feminister fortsatte deres personlige udvikling og politiske kamp på
Femø lidt endnu. Sidst i 1980erne kom flere og flere af kvinderne
dog på lejren for at holde ferie i et lesbisk miljø - altså ikke for
at dele livshistorier og praktisere feminisme. På et Femø-seminar i
1988 blev det fx diskuteret, hvad der gav prestige i lejren: "At
sige i runden at man gerne vil i snakkegruppe får lavstatus, når de
"tjekkede" siger de holder ferie."
I 1990erne gled de politiske snakkegrupper i baggrunden, som ellers
havde været en af grundprincipperne bag kvindelejren siden dens
begyndelse. Flere kvinder fremhævede kvindelejren som ferie, hygge
og afslapning i naturrige omgivelser og ikke mindst som et fristed
for lesbiske: "I dag er lejren et mere indadvendt pusterum for
lesbiske." Den samme kvinde sagde dog også, at "… der selvfølgelig
stadig bliver snakket lidt kvindepolitik…", så kvindelejren var
altså ikke helt uden politisk indhold.
En mangfoldig kvindelejr - et alternativt minisamfund
I dag er kvindelejren mange ting. Fx et lesbisk fristed, en ferieø
for kvinder og børn, et køns- og seksualitetspolitisk forum, et sted
at koble fra og slappe af, intimitet, samvær, et stærkt fællesskab,
en særlig stemning og meget andet. Kvinderne, der kommer på lejren,
er på mange måder forskellige, og de kommer med forskellige formål.
Hver temauge har sit eget præg og tiltrækker forskellige kvinder med
forskellige ønsker for lejropholdet.
Kvindelejren er stadig lesbisk domineret. At særligt mange lesbiske
(både nye og gamle femøister) mødes år efter år har uden tvivl at
gøre med, at de nyder ikke at være en minoritet. De heteroseksuelle
kvinder, der kommer, er i samme grad med til at skabe det stærke
fællesskab og den særlige stemning, som kendetegner lejren. Netop
stemningen er en af de ting, der ikke har ændret sig gennem
kvindelejrens historie. Siden 1970erne har mange kvinder oplevet
dét, der kaldes "Femø-suset".
En anden ting, der ikke har ændret sig gennem kvindelejrens
historie, er, at lejren med dens egne normer altid har været et
alternativ til det omkringliggende samfund. I 1970erne opstod
kvindelejren som en kritik af, at samfundet var kvindeundertrykkende
med dets kapitalistiske og patriarkalske indretning. I 1980erne
ønskede de lesbiske feminister at modarbejde, hvad de kaldte
"tvangsheteroseksualiteten", og kvindelejren var et radikalt
separatistisk feministisk forum med en lesbisk norm. I 1990erne og i
dag er kvindelejren et alternativt minisamfund, hvor normerne for
seksualitet stadig er vendt på hovedet. Radikaliteten og den
lesbiske kvindekamp er dog ikke længere en del af normen.
