Frilandsmuseets butik

Foto: Skovridergården med museets butik

På Frilandsmuseet findes butikken og billetsalget i dag i Skovridergården. Skovridergården er en bindingsværksbygning, der efter al sandsynlighed blev opført fra 1650'erne i Vantore. Siden Skovridergården blev opført er der sket mange forandringer med huset - det gælder funktion, udseende og indretning. På grund af de mange ændringer, der er foretaget på huset valgte museet, da huset kom til Frilandsmuseet i 1924, ikke at indrette det til skovriderbolig. Derimod blev der udstillet en husmandsstue i det gamle hus.

I de første mange år af Frilandsmuseets eksistens var der ved indgangen til museet en lille træbygning, der tog sig af billet- og kiosksalg. Efter en årrække havde museet behov for mere plads til disse funktioner, og begyndte at overveje, hvor de kunne placeres. Valget faldt på Skovridergården, da man i dette hus ikke var bundet af det originale interiør. Derfor tog man i midten af 1970'erne fat på at indrette Skovridergården med publikumsfunktioner. Her fik museet fat i inventaret fra en gammel købmandsforretning i Rødby, som den dag i dag stadig danner rammen om museets butik og billetsalg.

Foto: Museumsbutikkens interiør

I den gamle Skovridergård, er det som at træde tilbage i tiden. Pludselig befinder man sig i en gammel købmandsforretning, hvor der stadig står de originale opbevaringsglas på hylderne og i loftet hænger papirsposerne til bl.a. soda og sukker. Men i butikken findes der også et bredt udvalg af nye og spændende salgsvarer, der løbende udvides.

Med det brede udvalg af forskellige varer er det muligt for alle at komme hjem med et helt specielt minde fra besøget på Frilandsmuseet. En af de varetyper som er godt repræsenteret i butikken er bøger. Her findes litteratur om Lolland-Falsters historie, madkultur, Frilandsmuseet, dyr, bondekultur, højtider, vejret og meget andet. Derudover sælges mange forskellige ting, der er anvendelige i køkkenet som f.eks. div. keramikskåle, fade, kander, forklæder, viskestykker, honningslynger, træknive, spækbrætter og meget mere.

Foto: Museumsbutikkens interiør

Der er også noget for børn i alle aldre. Heriblandt forskelligt gammelt legetøj, sjippetov, diverse spil, bamser, farveblyanter, puslespil, påklædningsdukker, glansbilleder, slikkepinde og bolcher.

Derudover er det også muligt at købe kaffe, te, øl, sodavand, is og kage.

Så kom på Frilandsmuseet og nyd den hyggelige stemning i butikken i den gamle Skovridergård.

Se udvalgte varer fra butikken her