Skottemarke købmandshandel
Fra høker til købmandshandel
Skottemarke købmandshandel startede som høker og ølaftapningssted på matr. Nr. 19 Skottemarke by, Fuglse sogn. I 1874 var Ludvig Adolph Kramer registreret som høker på denne adresse.
18. februar 1890 købte høker og ølaftapper H.P. Petersen ejendommen af gårdejerne Jens og Chr. Jørgensen. Den nye ejer var ikke tilfreds med arealet og købte den 17. oktober 1904 matr. nr. 3c af sognepræst J.L. Schøngård og mejeribestyrer P.N. Danielsen, som solgte jord fra deres ejendom. Parcellen blev solgt for 350 kr., og handelen var betinget af, at den nye ejer holdt hegnet mod matrikel 3a. Fra denne dato ejede forretningen begge matrikler.
Gårdejer Carl Frederik Christensen overtog forretningen den 14. juni 1906. Bygningernes nagelfaste inventar bestod blandt andet af to kakkelovne, et komfur, en indmuret kobberkedel, et køkkenbord, en vask og en tinrække. Af medfølgende butiksinventar var blandt andet diskreoler, hylder og vægt med lodder. Til ølforretningen medfulgte to heste, to fjedervogne, en slæde, to sæt seletøj, en hakkelsesmaskine, alle ølkasser og flasker, tappemaskine, skyllemaskine og en proppemaskine.
Det øl, som skulle aftappes, blev sendt på fade med paketbåd fra
København til Nysted, hvorfra det blev afhentet med hestevogn.
Egnens gårdkarle hjalp med arbejdet mod at få lov til at smage på
varen. I forretningens baglokale blev det tappet på flasker og solgt
videre til kroer og købmænd i omegnen. Ølaftapningen var af stor
vigtighed for forretningens drift, og salget til den nye ejer var
betinget af, at denne fik ret til at fortsætte ølaftapningen for Ny
Carlsberg bryggerierne. C.F. Christensen overtog alle rettigheder og
byrder fra den tidligere ejer. Ejendommen var tiendepligtig og
skulle aflevere byg og hvede til præst og konge. Købesum 10.000 kr.
heraf 3.000 for løsøre.
I 1916 købte H.M.A. Leonhardsen forretningen, men solgte den
allerede videre året efter. Ved handelen medfulgte samme løsøre som
i 1906. Sælger tog høns, kartofler og brændsel med. Da han overdrog
forretningen og stoppede som høker og depotbestyrer for Carlsberg,
gav han samtidig afkald på sit næringsbevis og forpligtede sig til
ikke at drive eller deltage i konkurrerende virksomhed indenfor
½mils afstand. Den nye ejer overtog telefonen, Fuglse nr. 6, fra
1.10.1917.
I maj 1920 skiftede butikken igen ejer. Den blev overtaget af mejerist Axel Jørgensen, som drev forretningen i to år. Al kørsel foregik stadig med de to heste, som fandtes i stalden.
Fra december 1922 og frem til august 1933 var stedet ejet af Christian Andersen Holmquist. Han overtog grund med bygninger, hegn og beplantning, samt en hel del løsøre. Det faste indbo bestod stadig af kakkelovne, komfur, kedel, køkken- og spisekammerinventar. i butikken fandtes hylder, disk og vægte med lodder, men kaffemøllen tog sælgeren med. Staldrekvisitter omfattede blandt andet to heste, to ølvogne, to seler, en lille fjedervogn, en kane og en hakkelsesmaskine. Varelageret blev overtaget til dagspris. Med hensyn til sælgers næringsbrev og fremtid gjaldt samme betingelser som i 1917. Salgspris 23.000 kr. + 11.000 for løsøre.
Christian Andersen Holmquist anskaffede en Ford T, som Eigil Willert blev chauffør på. Hans ejertid blev den sidste, hvor der blev aftappet øl fra forretningen. Fra 1932 blev aftapningen flyttet til Rødby og Maribo. Alt kunne købes i butikken, og hvad der ikke fandtes på hylderne, kunne skaffes. Lige fra slagtervarer til skjorter og damesko. I 1929 kostede en pakke Richs 20 øre, ¼ kg cikorie 32 øre, 10 cigaretter 35 øre og et par træsko fra 3,00 kr. til 3,75 kr. En dåse vognsmørelse kostede 70 øre, et leskaft 1,85, men en pakke tyggegummi kostede den formidable sum af 10 øre. Pant for sække til levering af brændsel 50 øre og flaskepant 10 øre.
På den tid var købmandsbutikken landsbyens samlingssted og
forbindelse til omverdenen. Telefon var ikke hver mands eje, men
kunne mod betaling lånes i butikken. Penge var der ikke mange af, og
der blev ofte skrevet "på bog". Afdragene faldt, når folk havde fået
lidt penge at betale med. I 1922 havde byen også en fattiggård til
personer, som ikke kunne klare sig selv. Der var stor forskel på
fattig og rig. De store gårde og godser fik også skrevet på bog, men
det var mere af praktiske årsager, fordi piger og karle kunne sendes
ud for at handle uden at have penge med.
I 1933 blev butikken overtaget af Jørgen og Johannes Carstensen.
3 år senere blev Eigil Nielsen ejer af Skottemarke
købmandshandel, som han beholdt til august 1955. I 1950 var en pakke
Richs steget til 35 øre, 1 kg kaffe kostede 7,84 kr., 1 pakke Persil
1,65 kr. og 1 pakke Solgryn 1,38 kr. Der blev blandt andet handlet
med tapet, kød, hegnstråd, jagtpatroner, motorolie, hønseriartikler,
maling og benzin.
Niels Jørgen Skaaning Larsen blev den sidste ejer af
købmandshandelen. Da han overtog butikken, var den stadig næsten
uberørt af årendes gang. Det meste af inventaret bestod af diske og
hylder tilbage fra århundredskiftet. Da Niels Jørgen Skaaning Larsen
overtog butikken, købte han en ny glasdisk og en varecykel. Året
efter endnu en ny disk.
Købmandshandelen som det samlende moment for handelen på landet eksisterede stadig. Blandt andet opkøbte han æg fra området og videresolgte dem til Odense Ægforretning. Han fik 2 øre stykket for snavsede æg, og der blev trukket fra, hvis der var knækæg imellem.
Nordisk Tobakscompani blev dannet i 1961, og herefter kunne
købmanden nøjes med at købe sine tobaksvarer et sted. I 1962 kostede
10 Cecil 2,35 kr., 10 Prince 10 øre ekstra. Cigarer fandtes i mange
prisklasser fra 0,70 til 2,75 kr. pr. stk.
I 1973 solgtes alt til brug for landmænd og øvrige landsbybeboere.
Grisetrug og diverse andre betonvarer, nedløbsrør og dertil hørende
bøjninger, ukrudtsmidler, maling, fernis, pensler, tjære, støvler,
damesko, baby- og børnerøjsere, hjemmesko og køkkenskabe, roejern,
hønseriartikler og patroner til jagt. Et lyserødt korset fra 1944
var selvfølgelig også på lager.
1986 besluttede Niels Skaaning Larsen at stoppe arbejdet med
butikken. Hermed sluttede den hyggelige epoke med udvidede
åbningstider hos "Lasse", som han gerne ville kaldes. Havde man
glemt noget udenfor normal åbningstid, gik ingen forgæves til Lasses
landhandel. Det var hans eget ønske, at den skulle genopstilles som
købmandsmuseum, og den blev 18. september 1986 overdraget til Museet
Falsters Minder via Foreningen af handelsrejsende og repræsentanter
på Lolland-Falster.
Den 24. november samme år blev ejendommen overtaget af Jan Johansen.
Handel på landet
Skottemarke var og er stadig en lille landsby, hvor man ikke kunne bosætte sig og åbne en købmandshandel. Tidligere var det kun tilladt at drive købmandshandel og lignende i købstæderne.
I 1840'erne begyndte utilfredsheden over hoveri og enevælde at brede sig, og inden Christian den 8. døde i 1848, havde han godtaget planer, som skulle ændre forfatningen og beordret den kommende Frederik den 7. at fuldføre disse planer. Denne frasagde sig da også enevælden i januar 1848, og nogle måneder efter blev husmænds og indersters kår forbedret, så de nu ikke længere skulle yde hoveri, men altid betale fæste og lejeafgift med penge eller naturalier.
Grundloven blev efter mange besværligheder vedtaget den 5. juni
1849. Denne banede vejen for trykkefrihed, forsamlingsfrihed og ikke
mindst næringsfrihed. Det indebar dog ikke, at man uden videre kunne
starte forretning, som man ønskede.
Næringsloven af 29. december 1857, kaldet den Tscherningske
høkerlov, fastsatte reglerne for høkerhandelen. Næringsadkomst i
købstæderne og på landet skulle tildeles af kommunalbestyrelsen, og
der var flest begrænsninger på landet.
Den største forskel på købmands- og høkerbevilling var, at høkerne
ikke havde ret til at indføre varer fra udlandet. De måtte også kun
have et udsalgssted, som skulle forefindes på bopælsadressen.
Købmænd og høkere havde stor magt over kunderne. Man handlede tit "på bog". Fattige som rige fik skrevet deres indkøb, som hurtigt kunne blive til stor gæld. Dette var en af årsagerne til, at andelstanken udvidedes til en ide om fælles indkøb. Den første brugsforening stiftedes i 1866, og de bredte sig hurtigt til alle landområder. Foreningerne behøvede ikke næringsbrev, fordi de kun handlede med egne medlemmer.