Reventlowparkens Støttekreds blev stiftet tilbage i 1984 og kan i dag prale af at have ca. 650 medlemmer.
Støttekredsen afholder årligt fire faste arrangementer i og omkring parken. Generalforsamlingen afholdes fast den anden mandag i maj i Ridehuset, Sct. Hans aften er henlagt til parken og Ridehuset mens de to faste cafémøder med spændende foredragsholdere normalt afholdes i Cafe C.D.F. i løbet af vinteren.
Ved generalforsamlingen, hvor der møder over 100 medlemmer op, er der altid musikalsk underholdning og foredragsholder. Der er gode traditioner omkring Sct. Hans med underholdning af elever fra Lolland Musikskole, og aftenen slutter med flot fyrværkeri fra fyrværkeren i Ravnsby. Spejderne i Horslunde er også med.
De seneste år har der været arrangeret herregårdstur i eftersommeren for medlemmer med pårørende. Man har bl.a. besøgt Brahetrolleborg og Gjorslev.